Elon Musks rumlokum. Business Insider.
Rummet er ved at blive et tæt befolket sted. Som tilføjelse til de store nationale rummissioner med hhv. Kina, USA og Rusland i spidsen, har techmilliardærer som Elon Musk, Jeff Bezos og Richard Branson i flere år arbejdet på deres egne private rumprogrammer. Rumkapløbet intensiveres nærmest dag for dag, og drømmen om at hapse månen, Mars og fremtiden til sig selv er efterhånden det eneste, de mange aktører kan enes om.
For selvom de private og nationale rumprogrammer af og til væves sammen – NASA samarbejder fx med Elon Musks SpaceX-program – er der grundlæggende både ideologiske og økonomiske forskelle på de interesser, der er på spil for de nationale og private rumaktører. Vi tager i dag en sidste tur i manegen med Faderen, Sønnen og Helligånden for at blive klogere på, hvad der er på spil.
Faderen: Naturligvis vil Faderen være orienteret imod den klassiske rumfejde imellem nationalstaterne, der ikke bare drejer sig om at placere sig tungest på Mars eller Månen, men i ligeså høj grad om at cementere sin position her på Jorden. Som vi tidligere har beskrevet, er den rumalliance, der efter den Kolde Krig blev formet mellem Rusland og USA, så småt ved at løsne sig. Rusland er begyndt at bejle til Kina, der til gengæld ikke har udvist interesse for et rumsamarbejde med USA. Stemningen er anspændt og blev ikke bedre, da der for nylig blev offentliggjort optagelser fra Kinas succesfulde Mars-landing. Det fik NASA-chef Bill Nelson til at opfordre den amerikanske kongres til at opskalere USA’s tilstedeværelse i rummet. Med deres rumfremstød har Kina nemlig et udtalt ønske om at øge deres bløde magt her på vores egen blå planet bl.a. ved at hjælpe en række afrikanske lande med at lancere rumprogrammer. Dermed kan de styrke den indflydelse, de allerede har cementeret i regionen med det såkaldte Belt and Road-projekt og senest et aktivt vaccinediplomati.
Fordi Faderen er orienteret imod den klassiske internationale magtkamp, vil han plædere for, at det er imellem de store nationer, kampen om rummet skal og bør stå. Godt nok risikerer mindre nationer at blive taget som gidsler i en større fejde, men fordi stater trods alt er forpligtet over for internationale konventioner og deres borgere på en anden måde end private selskaber er det, vil Faderen mene, at den kamp er bedre end den, der udspiller sig mellem private virksomheder og store egoer.
Sønnen: Som Faderen er Sønnen selvfølgelig med på præmissen om, at det er vigtigt at være størst og først i rummet. Mens offentligheden længe har været optaget af hanekampen mellem techmilliardærerne Elon Musk, der har sine øjne på Mars, og Jeff Bezos, som er mere interesseret i månen, er et andet kapløb pludselig blevet aktuelt. Indenfor rumturisme ser Richard Branson nemlig ud til at blive den første milliardærrejseleder i det ydre rum, når han den 11. juli lancerer sit rumprogram Virgin Galactic, der skal tage civile på en lille tur ud i rummet. Det sker ni dage før Jeff Bezos’ rumturistprogram Blue Origin går i luften, og der er ingen grund til at tro, det er en tilfældighed. Næsten samtidig med Branson fortalte omverdenen om sin tidligt planlagte himmelfart, skyndte Bezos sig omvendt at bekendtgøre, at han havde tænkt sig at tage NASA’s oversete kvindelige astronaut, Wally Funk, med ombord. I en alder af 82 og i et kæmpe mediestunt fra Bezos’ side får hun nu lov at flyve med, når Amazon-mogulen en uges tid senere end sin konkurrent begynder at sende civile ud i rummet.
Ligesom blandt stater er der magtkampe, der skal vindes blandt verdens rigeste mænd. Derfor har Elon Musk, som ellers er travlt optaget af at forsøge at kolonisere Mars, da også lige annonceret, at der på hans rumturistfartøj kommer til at være et toilet med 360 graders udsyn på toppen. Hvis ikke man kan være først ud af starthullet, kan man da i det mindste tilbyde sine kunder muligheden for at skide på toppen af verden.
Helligånden: For Helligånden er hele præmissen for rumfart op til diskussion. Ordet ‘kolonialisme’ dukker op, og spørgsmålet går på, om vi jordboere overhovedet har ret til at indtage andre planeter. Jordens historie med at indtage nye arealer er grim, og historien viser, at det får det værste frem i (vestlige) civilisationer. Desuden stilles der spørgsmål til, om den arbitrære plan om at rykke til en anden planet, hvis denne skulle blive ubeboelig, nu virkelig også er et gavnligt våben i kampen mod klimaforandringer. Det klinger lidt af henvisningen til, at “teknologien kommer til at redde os“ – en belejlig måde at sende aben videre.
De etiske overvejelser, om hvorvidt vi bør indtage rummet og fremmede planeter, virker dog som et gedigent spild af alles tid. Rumkapløbet intensiveres fortsat, og der kommer flere og flere om buddet. I virkeligheden ender nationalstaterne og de private initiativer nok til en vis grad med at fusionere. Techmilliardærerne kan med deres penge og antibureaukratiske opbygninger tilbyde de nationale rumprogrammer en effektivitet, de ikke selv kan mønstre. Og hvem har ikke lyst til at være det første firma, der sendte sit land på månen. /Asta Kongsted