Chalinee Thirasupa/Reuters/Ritzau Scanpix
“Det passer – og prøv at se hvordan folk de glor
For jeg går med mere end hva’ de ejer der hvor de bor
Mit navn er Johnson baby“
Johnson, ”Det passer” (2006)
Coronakrisen kom, og pludselig blev passet mere og andet end et undseeligt dokument, som det er træls at mangle i lufthavnsskranken. Grænsekontrollen tog til i takt med, at de enkelte lande lukkede sig om sig selv for at holde pandemien ude. Ville du ind i Danmark, var den lille, rødbedefarvede bog ikke til at undvære. Og som om det ikke var nok, fik den i foråret en ny lillebror: Med coronapasset måtte man nu også have papirerne i orden, hvis det skulle blive til biografture eller restaurantbesøg.
I denne uges sommerserie stiller Føljeton skarpt på passets (idé)historie. Hvordan opstod behovet for dokumentation, og hvorfor kan man ikke bare rejse derhen, man ønsker? Hvad siger dit pas om dig – og om staten? Betragt det som et brevkursus, der klæder dig på til samtalerne i de lune sommernætter, nu hvor der ikke længere kan snakkes om fodbold. Hvem ved, måske er serien endda lille et forsvarsel om, at vores historiske nyhedsbrev Almanak snart vender tilbage fra de døde? Dette er første del af “Det passer“.
Da Matt Damons karakter første gang vågner i The Bourne Identity, er det på en fiskekutter på Middelhavet med to skudsår i ryggen. Han har ingen erindring om, hvordan han er havnet der, eller hvad han selv hedder. Et stormvejr raser udenfor, bølgerne slår ildevarslende mod skroget. Heldigvis hjælper skibets skipper ham med at finde en ledetråd: nummeret til en bankboks i Zürich. Bankboksen viser sig at indeholde en bred vifte af personlige genstande – bl.a. kontaktlinser, en USB-nøgle og et armbåndsur. Men det er et sort amerikansk pas, Damon først griber fat i. Han sætter sig ned, åbner passet og kan nu udbryde for sig selv: “Mit navn er Jason Bourne.“
Umiddelbart efter finder Jason Bourne et skjult rum i boksen, der indeholder en pistol, en hel stak kontanter og flere andre pas. Der er både et brasiliansk, et russisk, et fransk og et canadisk, alle med forskellige navne, men med det samme billede. Det virker mystisk, men omvendt synes opdagelsen ikke at rykke ved Bournes første indskydelse: Hans identitet blev allerede etableret, da det første pas blev åbnet. Jason Bourne ved nu, hvem han er. Resten må opklares hen ad vejen.
Passet er i dag et højteknologisk vidunder, der med identifikationsnumre, biometri og vandmærker skal fortælle ikke bare dig selv, men også omverdenen, hvem du er – og endnu vigtigere: Hvor du kommer fra. Med et pas i hånden åbner verden sig; bureaukratiske barrierer nedbrydes, mistro forvandles til velvilje. I hvert fald hvis du er så heldig, at der står det helt rigtige på dit lille, laminerede papir. Sådan har det dog ikke altid været. At passet i dag er standardiseret og anerkendt på tværs af landegrænser, er næsten et lille mirakel. For slet ikke at tale om, hvor lidt det engang sagde om dig…
En af de første gange et de facto pas nævnes i historien, er i bibelen. Nærmere bestemt i Nehamias’ Bog 2:7, hvor Nehamias beder kong Artaxerxes om breve, der skal sikre ham fri passage fra Persien til Jerusalem: “Og jeg sagde til kongen: Hvis det behager kongen, så lad mig få breve med til statholderne i provinsen Hinsides Floden, om at de skal lade mig rejse igennem, så jeg kan komme til Juda.“ I Kina menes lignende rejsepapirer at være blevet brugt så tidligt som i Qin-dynastiet (ca. 221-206 fvt.), mens passets europæiske historie er lidt mere broget.
I England foreskrev en lov i 1381, at folk – med undtagelse af adelige, soldater og velhavende købmænd – ikke kunne forlade kongeriget, med mindre de sikrede sig en tilladelse. Tilsvarende blev det besluttet i Preussen i 1548, at vagabonder ikke måtte rejse uden passersedler. Lignende foranstaltninger blev indført andre steder på kontinentet.
Det prototypiske pas blev primært brugt til at begrænse særligt de lavere klassers mobilitet. Eller sagt med andre ord: til kontrol og undertrykkelse. Set i det lys var det ikke så mærkeligt, at omfattende pas- og dokumentationskrav var blandt klagerne i de såkaldte cahiers de doléances, som Kong Ludvig 16. af Frankrig bestilte i foråret 1789 i et forsøg på at høre folkets kritik. Da revolutionen kom kort tid efter, var passet én af de mange ting, de revolutionære ønskede et opgør med. I frihedens navn skulle man kunne bevæge sig, hvorhen man ville – uden at tænke på tilladelser og andet papirnusseri.
Den post-revolutionære pasdiskussion skulle dog hurtigt vise sig at blive mere betændt og kompliceret, end man måske havde regnet. Selvom man som udgangspunkt ønskede at bryde med kontrolinstanserne fra l’ancien régime, var der alligevel mange gode grunde til at fastholde passet og det dertilhørende bureaukrati. For havde man ikke stadig behov for at kontrollere eventuelle kontrarevolutionæres færden? Eller besværlige præster? Udlændinge? Kort sagt: Alle dem, der kunne betragtes som det nye styres fjender?
Da Ludvig 16. den 21. juni, 1791 forsøgte at flygte fra Frankrig forklædt som en tjener, gik Nationalforsamlingen i panik. Kongen havde tilsyneladende udnyttet et smuthul, der gjorde det muligt for ham at bruge et pas med falsk navn – uden at der havde været nogen videre kontrol. Resultatet blev et nyt dekret, der påbød alle pas at indeholde ikke bare navn, men bl.a. også alder og signalement.
En ny standardisering af passet var begyndt, der skulle gøre det sværere at forfalske – og som samtidig knyttede passet endnu tættere til den enkeltes person. Mange år senere, da kameraet var opfundet, og politimanden Alphonse Bertillon opfandt forbryderfotoet, blev miniature-portrætter et nyt, vigtigt redskab i franskmændenes bureaukratiske bog. Sideløbende kom fingeraftrykket til. Borte var tiden, hvor passet fungerede som simpel rejsehjemmel. Dokumentet antog nu en dybere, mere eksistentiel karakter: Det skulle i sidste instans fortælle, hvem du var – helt uden royale forvekslinger. /David Dragsted