Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix
I denne uges sommerserie stiller Føljeton skarpt på passets (idé)historie. Hvordan opstod behovet for dokumentation, og hvorfor kan man ikke bare rejse derhen, man ønsker? Hvad siger dit pas om dig – og om staten? Betragt det som et brevkursus, der klæder dig på til samtalerne i de lune sommernætter. Hvem ved, måske er serien endda lille et forvarsel om, at vores historiske nyhedsbrev Almanak snart vender tilbage fra de døde? Dette er tredje og sidste del af “Det passer“.
Da overklassepigen Thea sidder på en strand i Syrien sammen med tre autonome gymnasievenner i Kristian Bang Foss’ roman Frank vender hjem, bliver hun ramt af en pludselig indskydelse. Vennerne har badet, tændt bål, røget sig skæve, drukket vodka direkte fra flasken og set på stjerneskud. Lykken og frihedstrangen er altoverskyggende. Thea tager derfor sit pas og smider det på bålet. Snart følger de tre venner trop. Alle bånd kappes, tilværelsen synes pludselig grænseløs. “De grinede euforisk, mens passene brændte.“
Ulykkeligvis bliver firkløveret anholdt i Damaskus for besiddelse af pot og prompte smidt i arresten. Det hjælper ikke ligefrem på situationen, at de ikke længere kan fremvise et pas. Thea må bide i det sure æble og ringe til de stenrige forældre, der skaffer en advokat. Ikke nok med, at han får dem ud af arresten, så fremskaffer han fire spritnye pas, der bringer dem over grænsen til Libanon. Teenagerne lægger ikke længere skjul på, at de bare gerne vil hjem. Så måske lå friheden alligevel i at have penge og papirer i orden?
I mellemkrigstiden blev pas og statsborgerskab altafgørende, hvis man ville have adgang til demokratiske rettigheder. Set i det lys var det ikke så overraskende, at nazisterne systematisk inddrog og begrænsede statsborgerskabet hos tyske jøder gennem sindrige, bureaukratiske manøvrer. Nürnberglovene i 1935 gjorde sit til at begrænse jødernes handlerum, mens det såkaldte Kennkarte blev indført som en ny slags ID i 1938. Skridt for skridt blev landets jøder stemplet og kortlagt i et omfattende papirarbejde. Til sidst fik de helt frataget deres statsborgerskab, nægtet udrejse – og i stedet sendt i gaskamrene.
Hvor passet tidligere i historien var et middel til at begrænse de fattiges færden, forvandlede billedet sig – i nogen grad – i efterkrigstidens Europa. To verdenskrige havde om noget vist, at et statsborgerskab i bedste fald kunne fungere som et skjold. Og at passet også kunne bruges til at flygte. Hvad der i sin tid havde virket helt selvmodsigende for de franske bønder, da de skrev deres cahiers de doléances tilbage i 1789, virkede nu som en indlysende pointe: At passet – og alt, hvad det repræsenterer – faktisk også rummer sin egen form for frihed.
Dermed ikke sagt, at det er en frihed, der er lige for alle. I dag findes såkaldte power rankings, der sammenligner “styrkeforholdet“ mellem enkelte landes pas. Selv i en hypermoderne, globaliseret verden, er det ikke uvæsentligt, hvorfra du kommer. I 2019 gav et japansk pas eksempelvis adgang til hele 190 forskellige lande uden visum, mens afghansk pas til sammenligning blot åbnede for 25 lande. Og tager du først penge med ind i ligningen, bliver billedet for alvor mudret.
Malta og Cypern – begge EU-lande – tilbyder eksempelvis pas og statsborgerskab på rekordtid, hvis bare du er villig til at betale en klækkelig sum for besværet (omend ordningen er blevet suspenderet i Cypern efter omfattende kritik). Selv med alle de moderne sikkerhedsforanstaltninger, findes der også fortsat et sort marked for stjålne pas. Din lille, rødbedefarvede bog er ikke bare en forlængelse af dig. Det er også et historisk ombejlet magtapparat, der kan åbne og lukke døre på én og samme tid – og det passer. /David Dragsted