Foto: Twitter
Mette Frederiksen skylder sin valgsejr til Greta Thunberg. Når den senere så magtfulde socialdemokrat, der selv kalder sig “rød“, før hun er “grøn“, overhovedet kunne indtage Statsministeriet, kan hun i vid udstrækning takke den svenske teenage-aktivist. Klimaet afgjorde nemlig valget i 2019, og alt tyder på, at klimapolitik også vil bestemme, hvem der fremover kommer til at regere i Danmark. Den grønne front ser ud til at have taget over fra de senere årtiers hidsige og uforsonlige udlændingedebat, nu blot med omvendt fortegn.
Her i Føljetons serie af sommeranalyser er det blevet tid til at gøre status over de små, grønne protestpartier, som er vokset frem i løbet af de seneste år, og som lige nu konkurrerer indbyrdes om at tilbyde en mere vidtgående kurs i den store klimaomstilling. Hvem har de bedste chancer for at mobilisere vælgerne: Er det Alternativet, Veganerpartiet, De Frie Grønne eller måske det lille nye Momentum? Første afsnit rummer den gode analyse. Senere på ugen følger så den onde og den grusomme.
Udgangspunktet er sjældent gunstigt. Ikke mindst når man zoomer ind på de turbulente understrømme, som hvirvler rundt i det danske vælgerhav i disse år. De små grønne partier har et stort og langt fra udnyttet potentiale blandt såvel førstegangsvælgere som studerende og veluddannede kvinder i de større byer. Men i virkeligheden rækker appellen videre: Også borgerlige vælgere, sågar ældre og ude på landet, lader sig flytte af klimadagsordenens kræfter.
Når de udslagsgivende faktorer ved folketingsvalget i 2019 koges ned til den mest intense essens, står et opsigtsvækkende mønster således tilbage: Alene med sit besøg i København 25. maj 2019 formåede Greta Thunberg at flytte dagsordenen – og dermed de danske vælgere – langt mere og markant end partiernes milliondyre og møjsommeligt iscenesatte valgkampagner. Sådan lyder konklusionen i valgforskernes seneste kortlægning af folketingsvalget, som har fået titlen ‘Klimavalg’.
For første gang nogensinde blev miljø- og klimapolitikken afgørende for udfaldet af et parlamentsvalg i Danmark, og Greta Thunberg satte med sin tale på Christiansborgs Slotsplads – altså ifølge valgforskerne – en sommerfugleeffekt i gang i dansk politik, som hurtigt spredte sig til alle partier. For to år siden endte klimapolitikken sågar med at rykke borgerlige vælgere hen over midten.
Valgundersøgelsen dokumenterer, at en lille, men afgørende gruppe af borgerlige vælgere, som de kalder for “den grønne del af de blå vælgere“, rykkede over midten, fordi de opfattede de rød-grønne partier som mere kompetente i klimaspørgsmålet: “Der er ingen tvivl om, at klimaholdninger har været ret afgørende for resultatet af folketingsvalget i 2019. Det er tilfældet både hos vælgere, der generelt er stærkt engageret i partier i rød blok, og hos en mindre gruppe blå vælgere, der blev engageret i grønne holdninger og visioner.“
Konkret har forskerne bag valgundersøgelsen – med de to professorer i statskundskab Kasper Møller Hansen og Rune Stubager som hovedforfattere – undersøgt, hvordan holdningerne til en højere CO2-afgift udviklede sig under valgkampen, og konklusionen er altså, at der findes et før og et efter Greta Thunbergs besøg. Medierne og partierne på tværs af det politiske spektrum intensiverede deres fokus på global opvarmning og konkrete klimaløsninger, efter den svenske teenager først effektivt havde sat scenen i København.
Selv om yngre, storbykvinder og veluddannede er markant mere optagede af klimaspørgsmålet, er der sket et generelt ryk i en grønnere retning: Også de ældre, de kortuddannede og mandlige vælgere i provinsen ser ud til at have anerkendt behovet for mere eller mindre akut handling. Tilpas mange vælgere tippede balancen ved at rykke mod de partier, som tilbød vidtgående grønne løsninger, og dermed skiftede magten fra blå til rød blok.
Det samlede mønster af vælgervandringer tegner et billede, hvor Socialdemokratiet først lykkedes med at neutralisere udlændingespørgsmålet, dernæst fik trukket en betydelig gruppe vælgere over midten fra Dansk Folkeparti med forslaget om den såkaldte Arne pension, for så endeligt at vinde de kritisk afgørende vælgere på klimaspørgsmålet.
Opbruddet stikker dybere, end mange har erkendt. Overraskende nok splitter klimaspørgsmålet nemlig ikke længere for alvor mellem hverken generationer eller land og by. Alle er blevet grønnere. Derfor blev det skæbnesvangert, da Dansk Folkepartis tidligere formand, Pia Kjærsgaard, kort før folketingsvalget i 2019, gik til angreb på dem, hun kaldte for “klimatosser“. Her ramte hun også – og helt paradoksalt – mange af sine egne vælgere.
Rolleskiftet er dramatisk: Fra Pia Kjærsgaard, der i 25 år har tordnet mod flygtninge, islam og indvandring, til Greta Thunberg, som i mindst lige så dystre vendinger blæser i dommedagsbasunerne. Omslaget kan næppe overvurderes, for det viser en grundlæggende sund mekanisme i et levende folkestyre: Vælgerne fænges af de mest påtrængende problemer, som de selv føler griber ind i hverdagen – og her er dagsordenen tydeligvis skiftet.
Det er dog langt fra givet, hvilket parti, som bedst evner at kapitalisere på den grønne vælgervækkelse. Ligesom Dansk Folkeparti kæmper med Nye Borgerlige (og tidligere også med Stram Kurs) om de mest udlændingeskeptiske vælgere, og ligesom styrkeforholdet her kan bølge frem og tilbage, er gennemslagskraften for de mange små grønne partier også flydende. Alternativet er ganske vist på tilbagegang, men det er endnu uvist, hvordan de tre nye udfordrere – Veganerpartiet, De Frie Grønne eller Momentum – vil kunne klare sig frem mod det kommende folketingsvalg.
Udgangspunktet er sjældent gunstigt. Ikke alene er vælgernes dagsorden drejet i deres retning, men de nye muligheder vil også byde sig konkret til på selve stemmesedlen. Som et parti, der allerede sidder i Folketinget, er Alternativet på forhånd garanteret den alfabetiske sidsteplads – som Liste Å, mens Veganerpartiet også for længst har fået indsamlet tilstrækkeligt med vælgererklæringer og dermed kommer til at stå på stemmesedlen for første gang – under bogstavet G.
Indtil videre mangler De Frie Grønne, udbryderpartiet fra Alternativet, som er anført af Sikandar Siddique og Uffe Elbæk, stadig at mønstre nogle få tusinde underskrifter og kan afhængigt af valgdatoen endnu ikke vide sig sikre på at kunne stille op til næste folketingsvalg. Men tendensen synes klar: Inden nytår tegner De Frie Grønne allerede til at have hvervet de fornødne godt 20.000 vælgererklæringer, og dermed vil hele tre grønne småpartier komme til at dyste indbyrdes om klimavælgerne, tilmed i åben kappestrid med tre etablerede partier, som også ser sig selv som grønne, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre.
I bedste fald vil alle nuancer af grønt kunne blive dækket ind, og det mest slagkraftige parti vil stå med en enestående chance for at gøre Dansk Folkeparti kunsten efter – ved simpelthen at stjæle billedet og tvinge alle de andre partier til at måtte reagere på en stadig skarpere og mere vidtgående klimadagsorden. Nøjagtig som det er lykkedes for Dansk Folkeparti at udløse en højredrejet dominoeffekt i udlændingedebatten.
Men dynamikken kan også vise sig mere ondartet for de grønne småpartier. Indtil videre skraber de alle rundt langt under spærregrænsen, og risikoen for et betydeligt stemmespild begynder at tone frem i horisonten. I næste afsnit kommer den onde analyse. For i politik er det sjældent idealerne, der triumferer til sidst. Virkeligheden er mere beskidt. Fortsættelse følger. /Lars Trier Mogensen