Man orker næsten ikke mere fis med den siddende Venstre-regering, men lad os bare indlede ugen med at få det overstået. Ud af verden med det. En ny bog om lobbyisme i dansk politik dokumenterer (blandt meget andet), at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har modtaget et sekscifret beløb fra den småhemmelige erhvervsklub Liberalt Erhvervsforum til at føre valgkamp for i 2011 og 2015. Det er ikke ulovligt for politiske partier at modtage økonomisk støtte. Men hvis beløbet er over 20.000 kroner, skal man opgive identiteten på den glade giver. Det har Frederiksen fuldstændig undladt, fremgår det af bogen Skjulte penge, som er skrevet af journalisterne Carl Emil Arnfred og Chris Kjær Jessen.
Og hvad siger finansministeren så til det? Jo, han har ikke villet lade sig interviewe om det til Politiken, som havde historien i weekenden, men han ville gerne sende avisen et skriftligt svar: ”Jeg er glad for, at min kredsformand har sikret, at der nu er kommet styr på indberetningen, for formalia skal naturligvis være i orden. Jeg har jo heller ingen interesse i at skjule, hvis nogen ønsker at støtte kredsens arbejde.”
Suk. Man orker det næsten ikke. Reglerne er meget simple og ikke svære at hitte rede i. Problemet er, at de også er meget lempelige, hvad angår gennemsigtighed, og det har de internationale organisationer, som overvåger korruption i verden, påpeget gang på gang. Det er irriterende, at et samfund som det danske, der i det store hele er velsmurt og redeligt, ligner en bananrepublik, når det kommer til partistøtte. Men reglerne er lavet på et tidspunkt, hvor penge ikke spillede så stor en rolle i dansk politik, som de desværre er kommet til. Nogle gange må man snappe efter vejret.
Hvorom alting er. Det er mandag, og Føljeton er kørende.