Britt Lindemann/Nf-Nf/Ritzau Scanpix
men jeg siger ikke nej
bare som en indledning til at sige ja
jeg har ikke lyst
du sætter ikke rigtig mine hormoner i sving i aften
og det her med et knald som tak for mad
du fremturer
jeg bliver irriteret
kan vi ikke snakkes ved siger jeg
nu bliver du grov og tager hårdt på mig
Vita Andersen, Tryghedsnarkomaner (1977)
Kald det spekulation, men vi er ret overbeviste om, at havde komiker Brian Mørk fået læst sin Vita Andersen, så havde han ikke efter krænkelsesanklagerne mod Naser Khader (K) tweetet: “Kan vi træne vores døtre til at være klare i spyttet? Der er rovdyr derude og det hjælper faktisk ikke at spille død.“
Udover at være på faktuelt vildspor – det kan faktisk hjælpe – kan man have Mørk mistænkt for ikke at have interesseret sig tilstrækkeligt for overgreb og vold mod kvinder til at udtale sig om det. Det er en ny bølge på Twitter ved at rette op på. Under hashtagget #dajegsagdefra har godt 1.400 personer valgt at sætte ham ind i sagerne ved at fortælle, hvad der skete for dem, da de sagde fra overfor tilnærmelser og overgreb. Historierne om voldtægt og overfald er så grelle, at de næsten ikke er til at gengive, og overraskes man over omfanget, er det bare endnu en påmindelse om, at der findes en utrolig mængde af skæbner, som sjældent får den opmærksomhed, de fortjener.
Menstruationslyrikken længe leve
Det havde Vita Andersen blik for. Tirsdag meddelte hendes forlag, at den folkekære forfatter er død i en alder af 78 år. Vita Andersen gav sprog til det liv, det kvindeliv, som ikke blev anset for tilpas interessant til at skrive eller tale om. Hos Andersen blev de usynlige skæbner foldet ud, og behagesyge, vold, kærlighed og menstruationsblod kom til syne i hendes glittede rædselskabinet af sminke, angst, forventninger og ulighed.
Kritikere og kolleger som Michael Strunge og Dan Turèll gav ikke meget for Andersens “knækprosa“ og “menstruationslyrik“, men salgstallene tegnede et andet billede. Vita Andersen var – ligesom Tove Ditlevsen – optaget af alt det, der måske ikke var spændende nok til kritikerne, men som optog især kvinderne. Hun interesserede sig for dem, og måske fik hun dem til at interessere sig for sig selv på en ny måde.
Når så mange kvinder i dag under #dajegsagdefra tør insistere på den politiske vigtighed af deres personlige erfaringer, er det, fordi de står på skuldrene af blandt andre Vita Andersen.
Når der stadig er brug for, at de insisterer på det, er det fordi, den mangel på interesse, som kritikernes modtagelse af Andersens forfatterskab afslørede, fortsat findes. Forestillingen om, at kvinder bare skal og kan sige fra overfor overgreb – en idé, der stikker langt dybere end et enkelt tweet – stammer fra den mangel på interesse. Den placerer ansvaret for voldtægtsofres sikkerhed hos dem selv, og den lukker øjnene for, hvad konsekvenserne af at påtage sig det ansvar kan være.
Arven fra Vita Andersen er interessen for de andre, for de usynlige skæbner og for dem, som går rundt “med hjertet og kussen i laser“, som hun selv skrev. Uden den interesse for det specifikke, er det svært at få greb om det generelle. Lige meget hvor velmenende man(d) så tweeter om det. /Asta Kongsted