Foto: Scanpix
Klimabevidste vælgere står med historisk mange muligheder til næste folketingsvalg. Måske også for mange? Og måske også valgmuligheder, som rammer skævt i forhold til den stigende klimabevidsthed blandt ikke mindst yngre førstegangsvælgere?
Indtil videre står mindst to ‘grønne’ partier klar og parat på stemmesedlen, Alternativet og Veganerpartiet. Samtidig nærmer udbryderpartiet De Frie Grønne sig skæringspunktet med lidt over 20.000 godkendte vælgererklæringer. Til gengæld tegner hverken det nye Momentum eller De Grønne til at kunne nå at mobilisere nok underskrifter. Men tre partier er også nok.
Indtil videre er udbuddet af progressive småpartier nemlig markant større end efterspørgslen. I de seneste meningsmålinger formår Alternativet og Veganerpartiet kun at mønstre godt 0,5 procent af stemmerne – tilsammen. Fra toppunktet i 2015, hvor Alternativet fik 4,8 procent og indtog Folketinget med ni mandater, er vælgeropbakningen til de erklærede grønne partier altså skrumpet ind til blot en tiendedel.
Foreløbigt tyder intet på, at den folkelige gennemslagskraft skulle stige betydeligt, hvis også De Frie Grønne kommer på stemmesedlen. Snarere tværtimod. De grønne vælgere kan meget vel blive spredt tyndt og jævnt ud over alle partierne, og dermed føre til, at ingen af dem formår at krybe over de adgangsgivende to procent af vælgerne. De grønne risikerer at visne.
Her i Føljetons serie af sommeranalyser er Danmarks mange små, grønne protestpartier i fokus i denne uge, og efter mandagens ‘gode’ analyse – som slog fast, at tiden arbejder for de mest klimabevidste partier – vrides perspektivet nu: Det er blevet tid til den onde analyse, inden også den grusomme analyse kommer på fredag.
Sammenlignet med vores to store nabolande, Tyskland og Sverige, skiller Danmark sig efterhånden ud som det eneste folkestyre, hvor grønne partier er på kraftig retræte. Det første og største problem for de nye, grønne partier er oplagt, at der allerede figurerer mindst tre partier i Folketinget, som profilerer sig som mere eller mindre grønne. Såvel SF som Enhedslisten og Det Radikale Venstre betragter sig selv som partier, der prioriterer den grønne omstilling og som med skiftende intensitet har sat natur- og miljøbekymringer på den politiske dagsorden. I flere årtier har danske vælgere altså haft muligheden for at stemme på partier, der alle er betydeligt grønnere end mainstream.
Det næste og reelt mindst lige så drænende problem er, at ingen af de nye, grønne partier hidtil har ønsket, turdet eller evnet at sætte klimapolitik allerøverst på deres egen dagsorden. Fra stiftelsen af Alternativet i 2013 har partiet været drevet af mange andre impulser end kampen mod global opvarmning. Den tidligere kaospilot og radikale kulturminister Uffe Elbæk ønskede først og fremmest at skabe en ny og mere empatisk politisk kultur og var fra begyndelsen mindst lige så optaget af iværksætteri og græsrodsdemokrati.
Selv om Alternativet senere skal have æren for, at Danmark i dag har fået en bredt forankret målsætning om at ville reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030 – en ambition, som de stod helt alene med i månederne op til folketingsvalget i 2019 – kan Uffe Elbæks projekt ikke siges at have haft klimaet som det eneste omdrejningspunkt. Og i dag er ingen af de to sidste og ensomme partiprofiler, folketingsmedlem Torsten Gejl og partileder Franciska Rosenkilde, ligefrem toneangivende stemmer i klimadebatten.
Heller ikke Veganerpartiet kan siges at have en knivskarp klimaprofil. Partiet er opstået som et dyreetisk protestparti, som kæmper for et såkaldt “økocentrisk paradigmeskifte“, hvor også dyr og planter skal have basale rettigheder. Veganerpartiet beskriver selv deres ideologi som “en måde at leve på, som søger at undgå, så vidt som muligt og praktisabelt, alle former for udnyttelse af og grusomhed imod dyr til føde, tøj og andre formål“.
Der kan ikke herske tvivl om, at en mere udbredt veganisme ville være gavnlig for det globale klima – men samtidig rummer den grundlæggende udfordring med at nedbringe koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren så afgørende mange andre og ret beset mere påtrængende udfordringer, at Veganerpartiets program i bedste fald kun strejfer et mindre hjørne. Kampagnerne mod cirkuselefanter og akvariefisk slører i bedste fald den grønne profil og afslører, at en kontant omlægning af det fossile energiforbrug i hvert fald ikke har førsteprioritet for Veganerpartiet.
Det tredje bud på et egentligt klimaparti, De Frie Grønne, virker også mest optaget af helt andre brydninger. Frontfiguren Sikandar Siddique har aldrig stjålet overskrifter med forslag på klimafronten, men har i stedet koncentreret kræfterne om at fremstå som en “dansk Malcolm X“. I en tid, hvor udlændingedebatten generelt er blevet fortrængt af andre slagsmål, har De Frie Grønne forsøgt at etablere sig som en humanistisk modpol til Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.
Det kan bestemt ikke udelukkes, slet ikke på forhånd, at en betydelig gruppe af borgere er så lede og kede af den konstante højredrejning i den danske udlændingedebat, at tusindvis af vælgere vil være parate til at stemme på det parti, der byder sig til som den klareste kontrast til Pernille Vermund – og i så fald vil Sikandar Siddique & co. være på rette spor. Men nogen grøn dagsorden er og bliver det altså ikke, og De Frie Grønne har endnu til gode at gøre sig gældende uden for polemikken om islam.
Den onde forklaring på, at ingen af de tre grønne småpartier for alvor er brudt igennem – og formentlig heller ikke vil klare spærregrænsen – kan således være, at ingen af dem er egentlige klimapartier: Alternativet er partiet for kultur-projektmagere og tilhængere af borgerløn, Veganerpartiet appellerer til dyrevenner og folk, der primært går op i spisevaner, mens De Frie Grønne er et anti-nationalkonservativt identitetspolitisk projekt, hvis hovedformål synes at være at opnå anerkendelse som muslim i Danmark.
Frem for at etablere sig som partier, der slagkraftigt har gjort den grønne omstilling til selve omdrejningspunktet for hele den politiske debat i Danmark – på samme måde som f.eks. Dansk Folkeparti tidligere har fået en fortsat strammerlinje i udlændingedebatten til at være referencepunkt for alt andet – er de små ‘grønne’ partier forblevet perifere nichepartier, som kun har haft klimapolitik med på menuen på samme måde, som også SF, Enhedslisten og Radikale Venstre tilbyder vælgerne en blandet landhandel.
Men hvorfor er det kommet der til, at Danmark stadig ikke har et parti, der formår at sætte klimaomstillingen før alt andet, nu hvor vi trods alt kan se frem til at have formentlig tre vidt forskellige ‘grønne’ partier på stemmesedlen? Ja, det virker ganske gådefuldt. Forklaringen kan være dyster og desillusionerende, hvis ikke ligefrem grusom. Personlig forfængelighed, perfide intriger og god gammeldags inkompetence synes at stå i vejen for et reelt klimaparti i Danmark. Fortsættelse følger. /Lars Trier Mogensen