Foto: Scanpix
Den første dominobrik faldt, da Uffe Elbæk annoncerede, at han trådte tilbage som leder af Alternativet. Siden da har de grønne partier været trukket ned i en dødsspiral. En stribe af personintriger, der har spredt sig fra parti til parti, har således fået lov til fuldstændigt at overskygge klimadagsordenen. Mest spektakulært er Alternativet blevet trukket langt ned under spærregrænsen, men den destruktive dynamik har også gjort ondt værre for de andre udbryderpartier.
Her i Føljetons serie af sommeranalyser er det blevet tid til at gøre grusom status over de mange små, grønne protestpartier, som i første omgang blomstrede frækt og levedygtigt frem, og dermed bragte den natur- og klimapolitiske bølge fra både Tyskland og Sverige til Danmark, men som foreløbigt ser ud til at være visnet igen. Ulykkeligvis for den grønne dagsorden har ildsjælene i og omkring de nye småpartier brændt energien af på rigtig meget andet end politisk arbejde.
Det begyndte ellers så lovende – om ikke andet her i mandags, hvor det blev konstateret i den gode analyse, at tiden arbejder for de grønne partier. Konkret formåede den svenske teenage-aktivist Greta Thunberg med sit besøg i København i maj 2019 at sætte klimaet på dagsordenen med en sådan kraft, at alle partier og langt de fleste vælgere lod sig flytte afgørende. Sidste valg blev ifølge forskerne det første “klimavalg“ i danmarkshistorien, og som den udslagsgivende faktor lod en betydelig gruppe af borgerlige vælgere sig rykke henover midten – alene på grund af klimaet.
De mange grønne småpartier, som er piblet frem i de senere år, og hvor mindst to, måske tre, grønne partier vil stå på stemmesedlen ved næste folketingsvalg, har imidlertid haft mere end svært ved at dominere debatten: Fra Alternativet over Veganerpartiet til De Frie Grønne er den paradoksale situation snarere, at de tre partier reelt ikke spiller nogen toneangivende rolle i klimadebatten. Sådan lød konklusionen i hvert fald i den “onde analyse“ onsdag. De tre partier er foreløbigt forvitret til nichepartier, som satser på helt andre emner end klimaet i det svindende håb om at kunne klare sig over spærregrænsen på to procent af vælgerne.
Intet er dog så sort, at det ikke kan blive mørkere, og meget kunne tyde på, at det faktisk ikke er intentionerne, men snarere evnerne, som har svigtet de små, grønne partier. Som det ofte kan ske for unge og succesfulde bevægelser har interne magtkampe og uforsonlige personstridigheder hurtigt suget energien ud af den egentlige politikudvikling. Som i enhver klassisk intrige er der stor og bitter uenighed om, hvem der satte det første dolkestød ind – og hvem som dermed kan siges at være ansvarlig for de grønne partiers nedtur.
Nogle vil hævde, at den indre optrævling begyndte allerede, da Uffe Elbæk forlod Radikale Venstre i september 2013 for at blive løsgænger – og kort efter stiftede Alternativet. Men det er trods alt nok for tilbageskuende, da netop lanceringen af Alternativet blev startskuddet for en mere engageret klimadebat i Danmark. Den virkeligt smertefulde krakelering skal snarere tidsfæstes, da Uffe Elbæk nøjagtig 2.281 dage senere annoncerer, at han vil trække sig som politisk leder af Alternativet. Budskabet er som sådan ikke nyt, da Uffe Elbæk tidligere har gjort det klart, at han som nu 67-årig ikke vil være frontfigur for evigt.
Nyheden rammer alligevel Alternativet hårdt, for partiets medlemmer og valgte tillidsfolk viser sig straks at være dybt uenige om, hvem der skal efterfølge Uffe Elbæk på posten som leder af Alternativet. En brutal urafstemning sættes i gang og som få uger senere kulminerer, da det tidligere folketingsmedlem Josephine Fock får flest stemmer – og dermed vinder over såvel ledelsens favorit Rasmus Nordqvist som klimaaktivisternes største håb, Theresa Scavenius. Og herfra går det for alvor galt.
I protest mod valget af Josephine Fock melder stort set alle andre profiler sig ud af Alternativet: Rasmus Nordqvist tager åbenlyst nederlaget personligt og rykker derfor til SF, mens en mindst lige så forsmået Theresa Scavenius stifter sit eget udbryderparti Momentum og vel at mærke efter, at de tre folketingsmedlemmer Uffe Elbæk himself, Sikandar Siddique og Susanne Zimmer også har etableret deres lille nye parti, Frie Grønne. Alt sammen som en reaktion på valget af Josephine Fock, som de alle sammen mener er en forkert og uværdig leder af Alternativet.
Efter en hidsig shitstorm, hvor Josephine Fock bliver beskyldt for både at have optrådt grænseoverskridende selv og for at have holdt hånden over #metoo-overgreb i sin tidligere rolle som Alternativets gruppeforkvinde, går det hverken værre eller bedre, end at hun pludselig også trækker sig. Kvinden, som medlemmerne havde valgt, men som alle de andre profiler ikke havde tillid til, forlader scenen – lige så hurtigt som hun genindtog Christiansborg.
Ulykkeligvist for Alternativet var Rasmus Nordqvist, Theresa Scavenius og Uffe Elbæk nu for længst over alle bjerge, og selv om de hver især stadig sværger til de grønne politiske idealer, som i første omgang havde fået dem til at engagere sig i og tro på Alternativet som partiprojekt, ja, så står deres personlige forfængeligheder i vejen for at kunne genforene kræfterne. Som skæbnens ironi ville Alternativet fortsat have været et slagkraftigt parti – og utvetydigt Danmarks grønneste – hvis trekløveret bestående af Rasmus Nordqvist, Theresa Scavenius og Uffe Elbæk stadig havde været i front.
I stedet er Rasmus Nordqvist rykket ned på bagerste række i SF’s folketingsgruppe, mens Theresa Scavenius kæmper en umulig kamp for at samle underskrifter til sit soloparti, Momentum, som i bedste fald vil blive det fjerde småparti med en grøn profil – og i værste fald blot udtynder opbakningen, og dermed øger sandsynligheden for stemmespild. Hos Frie Grønne spiller Uffe Elbæk ikke nogen dominerende rolle af mange årsager, mest oplagt, at han jo allerede én gang har trukket sig som frontfigur.
Men det bliver værre endnu, for nedsmeltningen i Alternativet fremstår næsten som en klippe af ro sammenlignet med det kaos, der har udspillet sig i Veganerpartiet. I løbet af de seneste tre år er partiledelsen blevet udskiftet tre gange, og helt aktuelt har Veganerpartiet ikke nogen politisk leder. Stifterne Michael Monberg og Henrik Vindfeldt har hver især forsøgt sig som partiledere, men har måttet trækker sig, ligesom Lisel Vad Olsson også viste sig at være en overgangsfigur som forperson.
Officielt har forklaringerne lydt, at de tre hidtidige frontpersoner i Veganerpartiet havde personlige årsager til at måtte trække sig, og der er ingen tvivl om, at det unge parti har haft svært ved at opbygge en organisation, hvor ansvaret har kunnet uddelegeres til flere end forpersonen alene. Arbejdsmængden har knækket forpersonerne – én efter én. Men rådvildheden over, hvor Veganerpartiet skal placere sig i det politiske landskab, har også trukket tænder ud.
Veganerpartiet begyndte som et kulørt, provokerende og ofte chokerende parti, der faktisk formåede at udnytte mange af de samme beskidte tricks og mediestunts, som højrefløjen har haft held med tidligere, og derfor rummede projektet en spektakulær uforudsigelighed, som kunne have ført til et større folkeligt gennembrud. Men lige nu er Veganerpartiet næsten gået i opløsning.
Uanset, hvor stort potentiale klimaet har som mobiliseringsfaktor for vælgere i almindelighed og yngre storbyvælgere i særdeleshed, er den grusomme status, at de grønne småpartier har forspildt deres chancer. Ærgerrighed, rænkespil og desorganisation tog over, da det blev alvor – og jordisk forfængelighed synes gradvist at have fortrængt de himmelstræbende idealer. Derfor er de små, grønne partier mislykkedes i Danmark. /Lars Trier Mogensen