Joseph Eid/AFP/Ritzau Scanpix
Tilbage i 1500-tallet blev Europa besat af monstre. Det var, som om de dukkede op hér, der og allevegne. Forestillingerne om det monstrøse, om mystiske tegn og mirakler kunne få folk helt op i det røde felt. For hvad betød de mon?
Martin Luther var ikke i tvivl. I pamfletten “Deuttung der czwo grewlichen Figuren“ fra 1523 udlægger han to angivelige monster-fund som et klokkeklart tegn på den katolske kirkes fordærv. Andre så monstrene som en slags vittigheder fra naturens side, mens andre igen betragtede monstrene som fejl, der kunne illustrere verdens lovmæssighed – som undtagelserne, der bekræftede reglen.
På sin vis var det dog Luther, der havde fat i den lange ende, for monster-forestillingerne var om noget et gudsbenådet propagandamiddel. Var de uhyggelige skabninger ikke netop et tegn på abnormitet, på en klokkeklar afvigelse? I kampen om kristendommen kunne man vel dårligt bede om et bedre bevis på modpartens ukristelige synspunkter, end at monstre fulgte i kølvandet på dets disciple.
Monstrene kunne dog også bruges til at pege på mærkelige mesalliancer i andre konflikter. Krig skaber monstre, og det på flere måder. Tendensen var, at monster-meldingerne tog til i krigstid eller på tilsvarende nervøse tidspunkter. Og de var flere og mere outrerede, når man bevægede sig væk fra civilisationens centrum.
Selvom vi i dag har rykket os langt væk fra middelalderens munke-overtro, er dynamikken på mange måder den samme. Det, der foregår i periferien af vores trygge, europæiske vugge, bliver hurtigt til noget forskruet og monstrøst. Hvorfor opstod coronapandemien? Jamen, fordi kineserne insisterer på at spise flagermus (gys!). Hvorfor er der hele tiden krig i Mellemøsten? Fordi fundamentalismens spøgelse bliver ved med at hjemsøge regionen – og tænk engang, muslimerne drister sig til at komme herop med det!
Vi glemmer åbenbart stadig, at vores egen vestlige virkelighed også kaster skygger. Og at tragedien ikke bare slutter, når vi selv fjerner os fra den. Som Carsten Jensen eksempelvis skrev her i Føljeton, da USA og dets allierede (herunder Danmark) tidligere på året valgte at trække sig ud af Afghanistan: “Evighedskrigen er forbi. Men kun for os. For afghanerne fortsætter den på 42. år, nu minus os som aktør, men altid med den samme vold og den samme undergravning af enhver mulighed for et normalt, opbyggeligt liv.“
Vores eget monstrøse medansvar i evighedskrigen i Afghanistan – en krig, vi næppe burde have deltaget i – indser vi desværre nok først, når den kommer ordentligt på afstand. Anderledes forholder det sig (forhåbentligt) med klimakrisen.
I hvert fald er det, som om tegnene på afvigelse hele tiden bliver tydeligere i vores egen baghave. Tyskland rammes af dødbringende oversvømmelser, mens man i Sydeuropa pt. oplever den værste hedebølge i flere årtier. Vi har presset citronen til det yderste, og naturen viser sig nu som et farligt monster. I modsætning til hvad Luther ville sige, har det dog intet at gøre med Guds straf. Der er udelukkende tale om et misfoster, vi mennesker selv har skabt. Tiden kalder på mere drastiske tiltag end papsugerør og grønne teknologi-fiks, der måske kommer i morgen. /David Dragsted