En bombe tikker under Sibirien

“The ice is melting at the pøules,“ sagde tidligere udenrigsminister Villy Søvndal ved COP15-mødet i 2009. Dengang gjorde vi danskere, hvad vi gør bedst; grin med accenter, og så kom vi ellers videre i teksten. Grinet er for de flestes vedkommende stivnet, for virkeligheden er for længst sunket ind: Havisen og permafrosten smelter rent faktisk.

For lægmænd (som os) har truslen længe udformet sig som en lidt arbitrær forestilling om potentielle oversvømmelser og klimaflygtninge, men for videnskabsfolk har bremsningen af temperaturstigningerne også handlet om at inddæmme udløsningen af det, der, med behørig sans for drama, er blevet døbt ‘metanbomben’.

Blandt klimaforskere har man længe vidst, at der i den permafrosne jordbund i og omkring Arktis ligger store mængder metan hengemt. Selvom der findes større mængder CO2 i atmosfæren, og det derfor er den store, stygge ulv, vi hører mest om, er metan en drivhusgas, der til gengæld har et højere såkaldt ‘global warming potential’. Den kan simpelthen optage 30 gange mere varme i atmosfæren over et årti. Det er godt, hvis den bliver i jorden, og skidt hvis den slippes løs. Med andre ord er det, som Villy ville sige det, bedre, hvis ikke isen smelter.

Så langt er de fleste med, men nu tyder ny forskning på, at ‘bomben’ kan vise sig at være større end hidtil antaget. Et hold geologer fra universiteter i bl.a. Tyskland og Sverige har netop udgivet et studie, der viser, at metanen muligvis ikke bare gemmer sig i de indefrosne jordlag, men også i kalksten, der ligger indlejret i den sibiriske permafrost. Det er et hidtil ukendt metanlager, man her har fået færden af, og holder det stik, kan det vise sig, at klippeformationerne indeholder metan i “potentielt langt større mængder [end i jorden, red.]“, som rapporten konkluderer.

Stenede nyheder

Som nogen vil kunne huske, var det ikke kun coronapatienter, der i sommeren 2020 døjede med forhøjede temperatur. I den sibiriske by, Verkhojansk, der ellers er kendt for at være et af de koldeste steder på jorden, blev der pludselig målt feberagtige 38 grader. Området omkring arktisk Sibirien oplevede generelt rekordstore temperaturstigninger, og pludselig kunne geologerne på satellitbilleder observere et overraskende fænomen. På samme måde som man var vant til at se det i vådområder, frigav store, golde sletter af kalksten den hidsige drivhusgas: “Vi havde forventet forhøjede mængder metan i vådområder, men de her udslip skete ikke over vådområder, men over områder dækket af kalksten. Der er meget lidt jord her. Det var virkelig et overraskende syn fra hårde klipper, og ikke vådområder,“ fortæller medforfatter til studiet, Nikolaus Froitzheim, til The Washington Post. Som klipperne blev varmere, sprak de og afslørede lommer af absorberet metan.

Hvis rapportens tal holder stik, er det ikke kun dårligt nyt, fordi det betyder, at der findes mere metan i permafrosten, end vi hidtil har regnet med. Ifølge Froitzheim og hans kolleger er gasserne i kalkstenen ikke, som i den permafrosne jord, udgjort af organisk stof og kompost, der ligger i selve jorden, men af gasser, som både findes i og under permafrosten. Det kan ifølge rapporten gøre feedbackmekanismerne “meget mere farlige“.

Både forfatterne selv og professor i økosystemsøkologi ved Northern Arizona University, Ted Schuur, opfordrer dog til, at metanudslippet fra kalksten undersøges nærmere for at fastslå sammenhængen med temperaturstigningerne: “Det er vigtigt at fortsætte med at sammenligne metanniveauer i de kommende år for med sikkerhed at fastslå, hvor meget mere geologisk metan, der bliver udledt i atmosfæren i takt med, permafrosten tør. Vi ved at hedebølgen fandt sted, men hvorvidt den udløste metan kan ikke fastlås uden flere års data.“ Med de høje temperaturer, der også i år er blevet målt i Sibirien, tyder noget på, at de datasæt kan blive ganske faretruende. /Asta Kongsted