Octavio Jones/Reuters/Ritzau Scanpix
I takt med at genåbningen har ramt lande som USA, Storbritannien og Danmark, er et nyt problem opstået: Flere servicebrancher synes ikke længere at kunne tiltrække arbejdskraft. Særligt i USA har udviklingen vakt bekymring: Hvor er medarbejderne blevet af?
På papiret har tendensen virket lettere paradoksal. Genåbningen har ført til et økonomisk boom, hvor eksempelvis restauranter, fastfoodkæder og caféer har haft svært ved at følge med efterspørgslen, og derfor har søgt nye medarbejdere – uden held.
Omvendt har arbejdsløshedsraten i mange delstater været tårnhøj, og folk sultne efter arbejde har tilsyneladende haft svært ved at finde ledige stillinger. Som The New York Times bemærker, har økonomien på én og samme tid været både for varm og for kold; en decideret Guldlok-problematik. Tilbage i juni var arbejdsløshedsraten eksempelvis på 6,1 pct., mens arbejdsgivere havde rekordmange åbne stillinger: rundt regnet 8,1 mio.
Som om det ikke var nok, har folk opsagt deres stillinger i hobetal. Situationen har været så bemærkelsesværdig, at den endda har fået et meget sigende navn: “The Great Resignation“, den store opsigelse. Alene i april sagde ca. fire mio. mennesker deres job op i USA. Lignende (men mindre dramatiske) opsigelsesbølger er opstået flere andre steder i verden. Pandemien har – forståeligt nok – rystet arbejdsmarkedet. Men at den ligefrem skulle få folk til at droppe jobbet, er alligevel lidt overraskende.
Lønslaveri
Flere mulige forklaringer trænger sig på. Særligt de mere neoliberale amerikanske kommentatorer påpeger, at understøttelserne fra de økonomiske hjælpepakker har gjort det mindre attraktivt at arbejde. Omvendt argumenterer venstrefløjen, at det nok snarere er den håbløst lave mindsteløn i USA, der bærer skylden. For hvad er der vel at sige til, at folk har fået nok af at arbejde som udsatte frontarbejdere til en hyre, man knap nok kan leve for – særligt når andre, bedre betalende arbejdspladser også jagter nye medarbejdere?
Desuden lader der til at være en række mulige, ikke-økonomiske årsager til opsigelserne. Mange har måske frygtet at blive smittet af Covid-19 på usikre arbejdspladser. Andre har ikke kunnet få deres børn passet, mens skoler og daginstitutioner har holdt lukket. Nogle har taget konsekvensen af nedlukningen og valgt at gå på tidlig pension. Og andre igen er flyttet ud af de store byer uden planer om at vende tilbage. For slet ikke at tale om de mere eksistentielle bevæggrunde.
Coronakrisen har også været et wake up call, en vej til at indse, at der findes vigtigere ting i livet end arbejdet. Eller at livet i hvert fald er for kort til at være på en arbejdsplads, hvor ens indsats ikke bliver anerkendt. Ja, ret beset har pandemien gødet jorden til, at antropolog David Graebers gamle ord om bullshit jobs har kunnet ræsonnere med de utilfredse ansatte. For en gangs skyld har folk faktisk haft tid til at gruble over, hvad arbejdet reelt er værd:
“Den herskende klasse har regnet ud, at en glad og produktiv befolkning med fritid mellem hænderne er en dødbringende fare (tænk på, hvad der begyndte at ske, da dette bare begyndte at nærme sig i 60’erne). Og, på den anden side, er følelsen af, at arbejde er en moralsk værdi i sig selv, og at enhver, som ikke er villig til at underkaste sig en form for intens arbejdsdisciplin størstedelen er deres vågne timer, heller ikke fortjener noget, enormt bekvem for dem.“
For nogle virksomheders vedkommende har manglen på arbejdskraft ført til, at man rent faktisk forsøger at få jobbet til at fremstå mere attraktivt – også økonomisk. Eksempelvis har kæder som Costco, McDonald’s og Chipotle sat lønningerne op, mens andre tilbyder deciderede ansættelsesbonusser. Arbejderne synes pludselig at have fået overtaget i den evindelige magtkamp. Dermed ikke sagt, at situationen ikke også bliver udnyttet. Enkelte, mere skruppelløse virksomheder har eksempelvis ansat underbetalte fængselsindsatte med henvisning til, at de ikke kan finde andre til jobbet.
Tilbage står billedet af et arbejdsmarked i afgørende forandring. Noget kunne tyde på, at citronen faktisk godt kunne presses for hårdt af de profitmaksimerende koncerner, som har holdt både løn og arbejdsvilkår på et kummerligt niveau. Ja, på sin vis virker “The Great Resignation“ som et stille oprør mod den knuste amerikanske drøm. Et oprør, der dog også stadig er et work in progress. /David Dragsted