Foto: Janis Laizans/Reuters
Mens den danske asylplan ser ud til at blive mere og mere urealistisk, tager Litauen andre midler i brug for at holde flygtninge fra døren. Her kan et pigtrådshegn til 100 mio. kr. snart blive virkelighed, som modsvar på den seneste tids dårlige stemning mellem EU og Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko.
På den baltiske grænse mellem Litauen og Hviderusland bruges tusindvis af migranter nemlig som levende våben i den nu intensiverede konflikt, eftersom Lukasjenko har åbnet landets grænser i protest. Som reaktion på EU’s sanktioner mod Hviderusland har han indsat nye flyruter, gjort Hviderusland til et midlertidigt visafrit regime og opsagt en aftale med EU om tilbagetagelse af papirløse migranter. Målet er at ramme unionen, hvor det gør mest ondt: flygtningepolitikken.
Trækket har fået mere end 4.000 migranter fra bl.a. Irak, Syrien og Den Demokratiske Republik Congo til at krydse den baltiske grænse til nabolandet. Og Litauens udenrigsminister, den centrum-højre-kristne Gabrielius Landsbergis, er mildest talt ikke glad. Han anslår, at antallet af flygtninge kan nå op på 10.000 inden udgangen af sommeren og kalder på en hjælp fra EU. Samtidig slår han fast, at der ikke er tale om “mennesker, der flygter fra krigen i Syrien […] Det er et hybridvåben til at ændre den europæiske politik.“
Imens tager Lukasjenko det rimelig køligt: “Vi holder ikke nogen tilbage. Vi er alligevel ikke deres endemål. De er på vej mod det oplyste, varme, hyggelige Europa,“ lød det tirsdag fra præsidenten.
Lidt mindre end Trumps
Nærmest som en parafrasering af den italienske filosof Giorgo Agambens Homo Sacer, har Landsbergis reageret ved at erklære sit land i undtagelsestilstand, sætte almindelige regler ud af spil og efterlade den statsløse til et nøgent liv ekskluderet fra den poltiske sfære. Og hvordan gør man det? Jo, først sikres vedtagelsen af en lov, der tillader tilbageholdelser af migranter på ubestemt tid, muliggør hurtigere udvisning og reducerer asylbehandlingstiden. Dernæst får grænsekontroller lov til at anvende vold “hvor nødvendigt“, ligesom det europæiske grænseagentur Frontex anmodes om ekstra styrker.
Og til sidst bygger man en mur.
De første dele af pigtrådshegnet er allerede sat op langs den 678 kilometer lange grænse. Selvom Landsbergis anerkender, at det er kontroversielt, ser han projektet som nødvendigt: “Jeg tror ikke, vi bygger en, der er lige så stor,“ sagde han onsdag med henvisning til Donald Trumps mur til Mexico.
Det fulde beløb forventes at løbe op i 17,7 mio. dollars, og mens EU foreløbigt har afvist at give økonomiske bidrag (fordi man “ikke finansierer hegn som sådan“), har EU-kommissær for indre anliggender Ylva Johansson udtalt, at idéen om en mur i princippet “kan være god“. Man er ifølge hende klar til at yde ekstra støtte for at beskytte de ydre grænser, ligesom Litauens premierminister – og Landsbergis’ partifælle – Ingrida Šimonytė har sagt, at man ønsker yderligere drøftelser med EU og uanset udfaldet heraf vil gå videre med idéen.
EU’s ømme punkt
Mens det endnu er uvist, om muren bliver en realitet, opfordrer Landsbergis til skrappere sanktioner fra EU mod Hviderusland. Den idé bakkes op af Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod (S), der kalder hybridkrigsførelsen “absurd“ (betalingsmur). Også EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender, Josep Borrell, ser det at bruge migranter som skjolde som “fuldstændig uacceptabelt“.
Hvad de tilsyneladende glemmer er, at strategien ikke er noget nyt fænomen. Mennesker er altid blevet brugt som politiske våben, for hvad end vi taler soldater i Afghanistan eller voldtægter som krigstaktik, er det altid kroppe, der betaler prisen. Og den allerhøjeste pris betales af de nøgne liv.
Sådan forholder det sig også i egne rækker: Når EU betaler penge til Tyrkiet, Spanien indgår kontrakter med Marokko, eller når den danske regering forsøger at placere modtagecentre langt væk fra os selv. Og selvom hverken Landsbergis eller Lukasjenko er nogen helte, er paradokset ved konflikten, at det europæiske samfund selv underkender de rettigheder, man ønsker at beskytte. For som det påpeges af den litauiske forsker Indrė Balčaitė, er det ikke migranterne selv, der udgør truslen: “Hvis vi dehumaniserer de mennesker, vi ikke ønsker at bytte sted med, er vores snak om krænkelser af menneskerettigheder i Rusland og Hviderusland værdiløs.“ /Emma Louise Stenholm
Emma Louise Stenholm er Føljetons nye universitetspraktikant.