HBO
Det er nok spørgsmålet om hønen og ægget, men enten er populærkulturen (stadig) patologisk optaget af rigdom, eller også lefler den for sine forbrugeres usunde beskæftigelse med den.
I 90’erne og 00’erne var det især i musikken, at jagten på den næste million blev dyrket, men efterhånden som det er blevet smart at synge om lidt dybere problemstillinger, synes pengedyrkelsen at have fundet sit epicenter på film og i tv.
Ofte er det ligegyldigt, om penge har en funktion i plottet, men de skal være til stede for at tilfredsstille seerens voyeuristiske lyst til at svælge i æstetikken. Et nyere dansk eksempel på det, er filmen Druk, hvor det er fuldstændig uden betydning, at de fire gymnasielærere drikker sig fulde på dyre restauranter og i en strandvejsvilla. Til gengæld ser det godt ud.
For det er fascinerende at se på rigdom. Men benovelsen gør, at indholdet også nemt kan blive ufarligt. Derfor var det ikke med udelt begejstring, Føljeton kunne konstatere, at HBO med den nye miniserie The White Lotus har skabt, hvad de selv kalder en “social satire“ over den amerikanske one percent. Mangler der virkelig tv om rige mennesker?
Vi indrømmer gerne, at streamingtjenesten tidligere har leveret nuancerede og underholdende portrætter af rigdom, både med arvestriden mellem de herligt afstumpede søskende i Succession og med den grusomt beregnende Lannister-klan i Game of Thrones. Men også her har en slet skjult morale ofte været, at penge måske korrumperer, men at de også gør dig lidt klogere end alle andre.
Grimme lærepenge
The White Lotus stikker heldigvis ikke sine seere blår i øjnene. Ombord på en båd med kurs mod luksushotellet ‘The White Lotus’ på Hawaii, introduceres seeren for et ensemble af karakterer, der har nogle særlige fællestræk: De er rige, de er hvide, og så besidder de en øretæveindbydende aura af den selvfølgelighed, der kommer, når man føler sig berettiget til hvad som helst.
Fra den bosswoman-kapitalistiske forretningskvinde, Nicole Mossbacher, der er afsted med sin kuede mand, deres uduelige, skærmafhængige søn og deres privatskole-woke teenagedatter (samt hendes veninde), til bryllupsrejseparret anført af arvemillionæren, der forsøger at få sin nye kone til at droppe sin karriere; alle som en er de middelmådigt begavede, ikke specielt sofistikerede og lige til at manipulere med. Eller som hotellets bestyrer, Armond, forklarer til sit personale: De har bare brug for at føle sig som det vigtigste barn på legestuen.
Hotellets afslappede rammer er svøbt i et hastigt, perkussiondrevet soundtrack, som understøtter seriens præmis: I børnenes verden hersker jungleloven, og her er ingen i stand til at hæve sig over den tå, de sidst har følt sig trådt over. Serien lægger ud med at forvarsle et mord, og det implicerer på samme måde, at barbariet ligger og lurer lige under den blankpolerede fernis.
Mens problemerne for de enkelte karakterer er komiske og forsvindende små, er The White Lotus ikke bange for at tage livtag med de større problematikker: Den åbenlyse økonomiske og sociale ulighed mellem gæsterne og dem, der varter dem op. Forretningskvindens opportunistiske andenbølgefeminisme, sat overfor datterens mere progressive (men på samme måde privilegerede) kritik. Og ikke mindst spørgsmålet om, hvor langt de magtfulde er villige til at gå for at sikre sig, at styrkeforholdet aldrig tipper.
Seriens absolutte force er den uimponerede måde, den skildrer sine rige karakterer. Den forfalder ikke til pengemaniens hyperæstetik, tværtimod er der lagt et kitschet sepia-agtigt filter over en del scener som for at understrege det fravalg. Og så kan man ikke andet end at beundre blikket for rigfolkets små særpræg, der fx viser sig i måden ingen af dem venter på eller forventer svar på deres evindelige pludren.
The White Lotus tager ingen gidsler, og hvis vi endelig skal se mere tv om folk med penge, så lad det være fra den vinkel! /Asta Kongsted