Så bliv dog uvenner!

Så bliv dog uvenner!

Hvorfor findes der ikke flere tætte, harmoniske venskaber i litteraturhistorien? Mens kærligheden ofte udlægges som både blind og mild, er det, som om fiktive venskaber har en anderledes, melankolsk klang. Enten kan man ikke rigtig lide sin ven, som det (måske) er tilfældet for fortælleren Nick Carraway i The Great Gatsby. Eller også er venskabet allerede forbi, og dermed dømt til at spille en retrospektiv rolle i plottet. Kan det tænkes, at gode venner simpelthen bare er for… kedelige? Sjov (og kun lidt generaliserende) tekst i Lapham’s Quarterly.