…Vi ved det godt. Ingen har lyst til at beskæftige sig med, hvad end der foregår af nonsens i USA. Diskussioner om critical race theory, der ifølge højrefløjen er venstrefløjens forsøg på at installere en raceskam i hvide børn (men egentlig er en obskur universitetsdisciplin fra 70’erne), cancel culture og konspirationsteorier om en global, venstreorienteret verdenselite er nok til at give de fleste akut miltbrand.
Både forskere og debattører har da også argumenteret for, at vi skal undlade at adoptere værdidiskussioner fra en amerikansk kontekst til en dansk eller europæisk, og pointen er valid nok. Det amerikanske samfund har problemer som er absolut væsensforskellige fra vores egne, både når det kommer til økonomisk og social ulighed. Problemet er bare, at kulturkrigen ikke kun handler om højrefløjens forsøg på at delegitimere venstrefløjens kritik af strukturel ulighed, ligesom det ikke kun handler om venstrefløjens forsøg på at underminere gamle magthavere. Den nye kulturkrig er blevet et globalt fænomen, som findes i forskellige afskygninger. Faktisk kan man tænke på den som en pokémon.
Lad os sige, at den amerikanske kulturkrig er Pikachu. Det er den version af det lille, gule væsen, de fleste er bekendte med, men pokémoner har forskellige udviklingsstadier. Før Pikachu begyndte at se ud, som vi kender den, fandtes den på et tidligere udviklingsstadie under navnet Pichu. Senere blev Pikachu til den mere kraftfulde Raichu.
Hvis Pikachu er USA, så er Raichu Ungarn. Her har Viktor Orbán erklæret sig som beskytteren af kristne familieværdier og er gået til angreb på LGBTQI+-personers rettigheder. Hans kulturkrig rækker langt videre end den, vi ser i USA, og fratagelsen af minoritetsrettigheder virker ikke umiddelbart som en forlængelse af USA’s højrefløjskritik af ‘wokeness’. Kigger man imidlertid Orbáns hånd igennem, vil man finde mange af de samme kort, som højrefløjens kulturkrigere forsøger at spille. Deres kritik af liberale universitetsmiljøer er svær at se helt ude af relation til Orbáns udtalelser om køn eller lukningen af to afdelinger for kønsstudier på ungarske universiteter.
Det samme kan siges om vores egen kulturkrig, der til sammenligning ligner en lille, nuttet Pichu, men som dog er til stede. Her har Morten Messerschmidt (DF) og Henrik Dahl (LA) haft held med at mistænkeliggøre den forskning, førstnævnte har kaldt “kvinde-ligestillings-hvad-føler-jeg-her-til-morgen-agtige studier“ og hængt navngivne forskere ud fra Folketingets talerstol. Da de i foråret samlede flertal i Folketinget for en såkaldt vedtagelsestekst om, at der ikke må “forekomme ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik“ kom debatten i Danmark tættere på sin videreudvikling til Pikachu, end den før havde været. Selve ordlyden er svær at erklære sig uenig i, men idet den blev vedtaget politisk, blev armslængdeprincippet imellem de to institutioner overskredet.
Multielitesamfundet
I den seneste meningsmåling fra Voxmeter, står Liberal Alliance dog til at fortsætte sin nedadgående rutsjebanetur, så spørgsmålet er, om der er grund til for alvor at bekymre sig om deres politiske indflydelse. Som debatredaktør på Politiken, Magnus Barsøe, tørt konstaterer på Twitter, er der endnu ikke et marked for kulturkrig i dansk politik: “Tænk sig: Henrik Dahls forvandling af LA fra et optimistisk – nogle gange lidt naivt – overklasseparti baseret på reaganisme, frihed og skattelettelser til et parti, der reelt kun kæmper et bittert værdipolitisk korstog, er en total blindgyde. Overraskende.“
Der er dog ikke nødvendigvis grund til at lade propperne springe for tidligt, for mens ‘forvandlingen’ ikke lykkedes i første omgang, har Barsøe her fat i en udvikling, som stemmer godt overens med den, USA’s republikanske parti har gennemgået, og som – i hvert fald under Trump – bragte dem relativt stor succes.
Som den konservative politiske kommentator og journalist David Brooks peger på, har republikanerne, der historisk var overklassens parti, haft held til at maskere sig som “mænd af folket“ og blæst til krig mod venstrefløjens elite, der ikke nødvendigvis har økonomisk magt, men som med deres uddannelsesmæssige overlegenhed kvalificerer sig som overklasse.
At en sådan udspaltning af eliten kan lade sig gøre, vidner om en omkalfatring af klassesamfundet. Der er ikke længere én, men to overklasser: en økonomisk og en uddannelsesmæssig eller kulturel. Det er ifølge Brooks en ny og farlig udvikling, som føres an af den sidstnævnte, og som skaber samfundsstridigheder, der fx munder ud i kulturkrig.
Spørger man den franske økonom Thomas Piketty har man dog kunnet se denne udspaltning og forskel vokse frem siden 1960’erne. Et bud på hvorfor kunne være, at rigdom på den ene side har centraliseret sig og uddannelse på den anden side er blevet mere tilgængelig. I det perspektiv ligner kulturkrig og højrefløjspopulisme en historisk uundgåelig konsekvens af økonomisk ulighed snarere end moderne venstrefløjssnobberi.
Ifølge Pikettys modeller ligger Danmark på linje med de øvrige vestlige lande, når det kommer til udspaltningen af eliten. Også her findes der en økonomisk elite, som stemmer til højre og en kulturel elite, som stemmer til venstre. At det ikke skulle føre til en kappestrid mellem de to poler, der på sigt kan blive alvorlig, er nok en utopi.
I Pokémon-universet er det en pointe, at de små kræ gerne skal udvikle sig, for at gøre deres ejere mere magtfulde. Hvis vi herhjemme skal holde fast i den nogenlunde harmløse Pichu-udgave af kulturkrigen, kræver det en snak om, at kulturkrigen stadig kæmpes mellem to eliter, og ikke er den “jævne“ mands kamp mod bourgeoisiet. /Asta Kongsted