Foto: Scanpix
Dansk klimapolitik er fanget i et dobbeltspil. Som nat og dag. Udadtil lader alt til at være fryd og gammen, mens frustrationerne raser indadtil. Lige så heroisk klimaminister Dan Jørgensen (S) fremstår på verdensscenen, lige så forpjusket står han tilbage herhjemme efter offentliggørelsen af den nye statusrapport fra FN’s klimapanel.
Kontrasten mellem på den ene side Danmarks strålende omdømme uden for kongerigets grænser og på den anden side S-regeringens slukkede stjerne blandt danske klimaaktivister er påfaldende og gør det forståeligt, at Dan Jørgensen foretrækker at optræde i udenlandske medier.
Den officielle historie om det lille Danmark, der modigt går forrest, rummer da også en eventyrlig kvalitet, som ligefrem vækker mindelser til den berømte historie af H.C. Andersen. Alle de små kværulanter i andedammen har endnu ikke forstået storheden i S-regeringens planer: “Han er for stor og for aparte!,“ sagde anden, som bed, “og så skal han nøfles!“.
Omvendt er bundlinjen, at ingen af de vanskelige beslutninger i klimapolitikken endnu er blevet truffet, og foreløbig er der ikke engang udsigt til, hverken en markant CO2-afgift eller til at mærkbare reduktioner fra landbruget vil blive gennemtvunget i forbindelse med efterårets forhandlinger. De dyre og kontroversielle beslutninger skubbes foran.
Reelt er budskabet fra den socialdemokratiske minister da også en anelse tvetydigt. Ved offentliggørelsen af klimarapporten sagde Dan Jørgensen først, dystert og i tråd med forskernes konklusioner: “Det er en helt gennemgribende forandring af vores samfund, vi står over for.“ Det er også budskabet, som han citeres for i udlandet, hvor han portrætteres som en af de afgørende magtspillere på det forestående COP26-topmøde i Glasgow.
Han har imidlertid en tilføjelse, en ret afgørende tilføjelse: “Den gode nyhed er så, at det er ikke noget, der behøver at føre til, vi skal gå ned på livskvalitet.“ Skønt statusrapporten fra FN’s klimapanel dokumenterer, at de globale temperaturer allerede om godt 10 år vil overstige den kritiske grænse på ekstra 1,5 grader, mener S-regeringen altså, at Danmark allerede er på rette spor.
Den alarmerende rapport står ikke til at få politiske konsekvenser i Danmark.
Til de hjemlige klimaaktivisters indædte forbandelse hævder Dan Jørgensen nemlig, at “vi faktisk er et land, der går forrest“, og at det nu er et spørgsmål om at få andre lande til at følge trop. Danmark er i fuld gang med at handle: “Det synes vi, andre også burde gøre,“ lyder det mobiliserende fra Dan Jørgensen.
Som et nødråb har Alternativet straks krævet alle klimaaftaler genforhandlet i lyset af den nye dokumentation for de drastisk accelererede klimaforandringer, mens andre kræver, at statsminister Mette Frederiksen (S) skal indsættes for bordenden i de forestående forhandlinger. Blandt de grønne græsrodsorganisationer er tålmodigheden med Dan Jørgensen opbrugt.
Politisk handlekraft er og bliver imidlertid en relativ størrelse. Tempoet afhænger ene og alene af, hvad der sammenlignes med – og hvis Danmark sættes i forhold til Rusland og Saudi-Arabien, ja, så kan Dan Jørgensen hurtigt komme til at fremstå som en grøn superhelt. Hvis Danmarks faktiske tiltag, herunder den reelle og fortsatte udledning af drivhusgasser, omvendt sættes i forhold til forandringernes kraft, som de utvetydigt dokumenteres i FN-rapporten, råder stilstanden.
På spørgsmålet om, hvorvidt FN-klimarapporten vil få den danske regering til at accelerere tempoet i den grønne omstilling, svarede Dan Jørgensen nej: “For der er ikke noget i den her rapport, som er overraskende for os – desværre kan man sige. Rapporten underbygger den eksisterende viden, vi har,“ og videre: “Jeg har beskæftiget mig med det her, siden jeg var en stor knægt. Så det er ikke sådan, at jeg er dybt overrasket i dag.“
Magtpolitisk står det store slag nu for at vinde kampen om at definere, hvad dansk klimapolitik egentlig skal måles i forhold til. Hvis de hidtidige initiativer, som er blevet truffet i bred enighed på Christiansborg, måles isoleret og absolut – altså faktuelt i forhold til den reelle påvirkning af udledningen af drivhusgasser fra Danmark – er der kun sket et retorisk skifte, ikke en kontant og kemisk omvæltning.
Hvis den møjsommeligt bøvlede vej frem mod den eventuelle realisering af målsætningen om at reducere udledningen med 70 pct. i 2030 sættes i forhold til, hvad der rent faktisk sker i mange andre lande, kan det let fremstilles som provinsielt og jantelovsagtigt at hakke på de danske politikere.
Sammenlignet med de fleste andre lande har flertallet i Folketinget vitterligt udvist mod til at træffe beslutninger, som er ambitiøse på papiret – og derfor er det kun naturligt, at klimaminister Dan Jørgensen (S) her i de seneste døgn har kunnet sole sig i opmærksomheden fra den internationale presse, eksempelvis i et længere interview på den amerikanske tv-station CNN.
Modsat situationen sidste sommer, hvor Dan Jørgensen kom til at sige i DR2’s Deadline, at resten af verden interviewer ham om, hvor fantastisk HAN er, er S-regeringens fortælling i dag blevet mere raffineret. Regeringstoppen er fuldt bevidst om dobbeltspillet i klimapolitikken, og kommunikerer derfor udadtil, som de også gør på andre sagsområder: selvsikkert og skråsikkert. Ved COP26-topmødet i Glasgow til november skal det nok lykkes for Dan Jørgensen at indtage rollen som en af de progressive.
På den hjemlige scene er hensynet et andet. Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen har for længst slået fast, at hun er rød, før hun er grøn, og i de interne prioriteringer spiller klimapolitikken på ingen måde en hovedrolle. Såvel kampen mod corona som Arne-pension og bedre muligheder i provinsen vejer langt tungere for S-regeringen, og derfor er det ganske sigende, at Dan Jørgensen insisterer på, at Danmark allerede har sat den tilstrækkelige retning.
Balanceakten kan meget vel ende med at lykkes: Som det tegner lige nu kan det bestemt ikke udelukkes, at klimaminister Dan Jørgensen på én og samme tid vil formå at blive opfattet som vovemodig brandmand på globalt plan, og derved give Danmark fornyet ‘soft power’ som et lidet, men klogt og smukt land, som andre gerne vil efterligne, og så samtidig fremstå herhjemme som en gammeldags sosse, der kæmper for svinekød, cement og sukkerproduktion.
Begge dele kan godt være sandt på samme tid, for begge fortællinger har forbindelser til virkeligheden. Det eventyrlige er at evne at kombinere modsætningerne – og undgå at den stadig mere uforsonlige kritik af S-regeringens langmodige klimapolitik smitter af på det internationale omdømme. Indtil videre er tricket dog gået hjem. /Lars Trier Mogensen