Nyhedsanalyse

Apple beskytter børnene – men overvågningen øges

Stephen Lam/Reuters/Ritzau Scanpix

Apple har tidligere brystet sig af, at man vægter brugernes privatliv ekstremt højt. Man har begrænset app-udvikleres muligheder for at indsamle data (til Facebook og andres store frustration) og endda nægtet at låse iPhones op for FBI. “Hvad der sker på din iPhone, bliver på din iPhone“, har techgiganten brugt som sigende reklameslogan – og tilsyneladende ment det. Nu vil Apple dog alligevel gerne pille ved privatlivets fred. Selvom det sker i den gode sags tjeneste, er flere sikkerhedseksperter begyndt at korse sig.

I sidste uge annoncerede Apple, at man vil lancere flere nye tiltag for at bekæmpe spredningen af overgrebsbilleder af børn (det, som i folkemunde stadig kendes som børneporno) – eller som det hedder på engelsk: CSAM, en forkortelse for “Child Sexual Abuse Material“. Mindst kontroversielt vil stemmeassistenten Siri nu råbe vagt i gevær, hvis man beder hende om at finde CSAM-materiale – og henvise til steder, der tilbyder professionel hjælp til pædofile. Mest kontroversielt vil Apple begynde at scanne folks iPhone-billeder for CSAM, hvilket ses som en potentiel glidebane for privatlivsbeskyttelsen. Foreløbigt vil scanningen dog kun finde sted i USA.

Humlen i kontroversen er denne: Mens det er normal praksis for virksomheder som Google, Twitter, Facebook og Reddit at scanne billeder, der uploades til deres servere, har Apple tænkt sig at gå skridtet videre. Man vil nu scanne billeder lokalt på telefonen, hvis folk ellers har tænkt sig at synkronisere billederne med iCloud Photos, Apples onlinefototjeneste. Ifølge Apple er der dog intet odiøst i nybruddet, da man stadig tager højde for brugernes privatliv.

Konkret vil iPhone-brugernes billeder blot blive holdt op mod en database med kendt CSAM-materiale, der leveres af NGO’en National Center for Missing and Exploited Children (NCMEC), som samarbejder med de amerikanske myndigheder. Dette sker via såkaldte hashes, lange og unikke talrækker, som repræsenterer de problematiske billeder. Det bliver hurtigt lidt teknisk, men pointen er, at Apple fortsat ikke vil kunne se, hvilke billeder, folk konkret har i deres biblioteker. Man vil blot kunne registrere – via talkoder – om folk sidder inde med billeder, som NCMEC har klassificeret som CSAM. Med andre ord vil folks familiebilleder af børn, der sidder nøgne i et badekar, eksempelvis ikke blive fanget i scanningssystemet.

Teknisk glidebane

Der, hvor koden alligevel knækker for mange, er ved det rent symbolske i, at Apple nu både kan og vil overvåge billeder direkte på folks telefoner, teknisk set. Som The Guardian eksempelvis formulerer det, er det som at krydse Rubicon. Én ting er at ville forhindre spredningen af CSAM, hvilket alle kan forstå. Noget helt andet er, at Apple nu viser verden, hvordan det reelt kan lade sig gøre at overvåge folks iPhone-billeder. Hvad vil der eksempelvis ske, hvis et diktatorisk land laver et kartotek over forbudte, politiske fotos, som Apple nu også skal scanne efter? Eller hvis en efterretningstjeneste tvinger Apple til at holde øje med terror-relateret billedmateriale? Hvis det kan lade sig gøre at scanne efter CSAM, må man vel også kunne scanne efter andre ting – og det kan blive udnyttet.

Så er der tale om en glidebane eller om et nødvendigt onde for at fange CSAM? Indtil videre lover Apple højt og helligt, at ovenstående scenarier aldrig vil komme på tale. Teknologien vil udelukkende blive brugt til at fange CSAM, og overvågningshungrende myndigheder vil prompte blive smidt på porten. Som med så mange andre ting i techverdenen kan problemstillingen derfor koges ned til et simpelt spørgsmål om tillid: Stoler du på, at Apple ikke vil misbruge muligheden?

Som MIT Technology Review bemærker, kan bekymrede privatlivsentusiaster dog endnu have grund til at slå koldt vand i blodet. Der spekuleres i, om hele pointen med scanne indhold direkte på folks telefoner – snarere end i iCloud – kan være et varsel om, at Apple vil til at kryptere iCloud-tjenesten og dermed give deres kunder bedre privatlivsbeskyttelse. Ræsonnementet lyder, at de amerikanske myndigheder (som før har været imod en sådan kryptering) måske kan mildnes, hvis man beviser, at det faktisk godt kan lade sig gøre at fange CSAM alligevel. Tiden vil vise, om det nu også er Apples motivation. Indtil da kan virksomheden passende opdatere sit reklameslogan: “Hvad der sker på din iPhone, bliver (næsten) på din iPhone.“ /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12