Foto: Susan Walsh/AP
Med ugens statusrapport fra FN’s klimapanel (IPCC) vil du nok blive rimelig provokeret over at høre, at et lands økonomi faktisk bliver større, jo mere det forurener. Ja, lidt forsimplet kan man tale om, at måden økonomien er skruet sammen på i dag, er en toxic trigger, hvor stater og virksomheder nærmest har incitament til at ødelægge kloden. Men hvordan hænger det lige sammen? Det vender vi tilbage til om lidt.
Efter månedlange forhandlinger blev en del af en historisk infrastrukturpakke tirsdag stemt igennem i Senatet i USA. Godt nok ikke den største pakke nogensinde, som det ellers har været påpeget i flere medier, men i hvert fald den største i flere årtier (blød betalingsmur). Præsident Joe Bidens forslag om at øremærke 1,1 mia. dollars til veje, broer og jernbaner blev vedtaget med 69 stemmers flertal, og det på atypisk vis med opbakning fra både Demokraterne og Republikanerne, hvorfor aftalen siges at have udvisket (betalingsmur) billedet af Senatet som et symbol på det politisk polariserede USA.
Særligt lyder det fra begejstrede stemmer, at pakken kan være med til at redde USA ud af landets forværrede arbejdsløshedskrise. Bidens eget mål er at skabe 18 mio. jobs, og udmønter den fulde pakke sig i reel lovgivning til efteråret, kan det meget vel blive hans største bedrift. Men før aftalen kan lande på præsidentens bord, og drømmen kan gå i opfyldelse, skal den først til godkendelse i Repræsentanternes Hus.
Det videre forløb afhænger af en endnu større og dyrere aftale: Forhandlinger om 3,5 mia. dollars til det, Biden kalder ‘menneskelig infrastruktur’. Og det er netop her, akilleshælen skal findes. For i et land, hvor velfærd stadig klinger fremmed, er det svært at blive enige om størrelsen på investeringer for omsorg til børn og ældre, såsom udvidelse af hjemmeplejen, tilskud til børnepasning og mulighed for delvist gratis skolegang.
Menneskelig infrastruktur
Da Biden tidligere på året præsenterede planen, vakte særligt begrebet om menneskelig infrastruktur røre i medierne. I amerikanske Politico lød det, at investeringerne i omsorg “bestemt (var, red.) et prisværdigt mål“, men at det var “fjollet at kalde det infrastruktur […] Ingen tidligere politiker, der har fremsat lignende omsorgsforslag, har gjort det under dække af infrastrukturudgifter“.
Og det fik internettet til at harcelere. Ved at svare igen med hashtagget #WhatsSilly påpegede Twitter-brugere, at det i stedet var det ellers velrenommerede Politicos forståelse af omsorgsarbejde, der i sig selv var fjollet. De mente nemlig, at det ofte devaluerede og underbetalte omsorgsarbejde er rygraden, der får økonomien til at fungere, og at det derfor per definition er infrastruktur. Også hvis man kigger på ordets etymologiske betydning, “det underliggende fundament“ eller “de ressourcer (såsom personale, bygninger eller udstyr), der kræves til en aktivitet“, som det eksempelvis fremgår af den amerikanske ordbog Merriam-Webster.
Eksemplet siger noget om vores grundlæggende skæve måde at forstå vores økonomi – og værdi – på i dag. Det er bl.a. beskrevet af den italiensk-amerikanske økonom Mariana Mazzucato, der i sin bog The Value of Everything forklarer, hvordan omsorgsarbejde til stadighed vurderes som mindre værdiskabende end andre sektorer. I bogen anfægter hun måden, hvorpå vi måler bruttonationalprodukt (BNP): Værdien af omsorgsarbejde underestimeres, mens værdien på fx virksomheder, der forurener, overestimeres.
Og det er her, vores toxic trigger kommer ind i billedet igen. For når vi forurener, skaber vi bunker af affald, der kræver, at vi betaler mennesker for at rydde det op. Og det bliver målt som produktion, hvorfor vores økonomier vokser. Som det også beskrives af økonomerne Joseph Stiglitz, Amartya Sen og Jean Paul Fitoussi i en OECD-rapport fra 2009, kan måden, vi måler BNP, altså “føre til vildledende indikatorer for, hvor velstillede mennesker er og medføre forkerte politiske beslutninger“.
Stagnerede værdier
Selvom det synes indlysende, at omsorgsarbejde er grundlæggende for, at hjulene kan løbe rundt, ser det alligevel ud til, at vi ikke helt har forstået det. Hverken i USA eller i Danmark. Uanset hvor mange gange vi sætter fine ord som menneskelig infrastruktur eller honninghjerter på vores dårlige samvittighed, ændrer det ikke på, at de kvindedominerede fag halter langt bagefter i statistikkerne verden over.
Tag bare sygeplejerskernes strejke herhjemme, der nu kører på anden måned, og som styrer mod at blive længere end i 2008. Mere end 5.000 strejker mod den håbløst forældede tjenestemandsreform fra 1969, der placerer sygeplejerskerne i en lavere lønramme. Antallet af strejkende bliver kun højere, hvis ikke en løsning findes inden september. Alligevel står både opbakning og forhandlinger i stampe: En tredjedel af danskerne er hverken for eller imod, mens arbejdsmarkedets parter heller ikke er kommet tættere på en afklaring.
“Vi står i en situation, hvor sygeplejerskerne kræver højere lønstigninger end de andre grupper, og det er ikke vores udgangspunkt, så derfor står vi et svært sted,“ lød det i denne uge fra Michael Ziegler fra Kommunernes Landsforening. Alt imens statsminister Mette Frederiksen (S) gentagne gange har understreget, at hun ikke vil blande sig: “Jeg kommer ikke til at sige et ord om konflikten […] En af grundene til, at Danmark er et af verdens rigeste og bedst fungerende lande, det er på grund af vores arbejdsmarkedsmodel. Den er unik.“
Men mon ikke også vores arbejdsmarked kunne klare en anden og mere menneskelig forståelse af infrastruktur – også uden at vi behøver at afskrive den danske model fuldstændig? Vi tør godt vove os ud i en forsigtig påstand om, at sygeplejerskerne skaber mindst lige så meget værdi som topcheferne i Carlsberg og Genmab, hvor det i denne uge kom frem, at man har fået bonusser på op til 150 pct. af årslønnen på hele 37 mio. kr. Flere partier har sagt, at det er på tide med politisk indgriben. Når nu vi er i gang, kan vi lige så godt tage pædagogerne og klimaet med i samme omgang. /Emma Louise Stenholm