Foto: DR/Saxofilm
Hvad er et godt grin? Det er der vist delte meninger om. Platon mente eksempelvis, at en person er latterlig, når vedkommende ikke er i overensstemmelse med sig selv. Hippokrates så derimod latteren som et sundhedstegn, for man har lettere ved at grine, når kroppen har en god væskebalance. Dødbideren Harald Høffding mente, at latteren opstår, når “[d]et, der fremtrådte som noget fornuftigt og vederhæftigt“ i stedet viser sig “i sin intethed“. For dermed “fremkommer det chok, som er betingelse for udløsning af latter“. Tilsvarende tænkte Molière, at latter kunne løsrive folk fra deres fornemmelse af at være unikke individer, der aldrig begår fejl. For når det kommer til stykket, er vi jo alle bare kropslige væsener, der i vores natur er både begrænsede og latterlige.
Men hvad skal vi så grine af? Bare rolig, Føljeton har gransket streaming-markedet og står klar med tre mini-anmeldelser af tre aktuelle komedieserier.
Rick and Morty (kan streames på HBO Nordic):
I nu hele fem sæsoner har serieskaber Dan Harmon, i ledtog med manusforfatter Justin Roiland, gakket ud i animationsserien Rick and Morty. Tilværelsens ulidelige fjollethed revses via et hav af popkulturelle referencer, metakommentarer og science fiction-klichéer. Og takket være paralleluniverser og en gal, galgenhumoristisk videnskabsmand, kan alting ske.
Rick and Morty begyndte sin tilværelse på Adult Swim, Cartoon Networks tv-kanal for voksne, og det kan mærkes på tempoet, der altid er tårnhøjt. Ethvert sekund skal presses for grin, som var døden lige om hjørnet. Forunderligt nok formår serien dog alligevel at være mere sjov end irriterende, hvilket ikke mindst skyldes skabernes uhæmmede opfindsomhed.
I femte sæson er en vis metaltræthed dog begyndt at indfinde sig. Hvor Rick and Mortys store force tidligere lå i blandingen af eksistentielle kvaler og en mere infantil “haha, hvor skørt“-humor (måske bedst eksemplificeret ved afsnittet “Pickle Rick“ fra sæson 3), synes sidstnævnte nu at have fået overhånden. Serien har efterhånden brudt så mange af sine egne regler, at intet længere har konsekvens. Og det går desværre udover tyngden.
Ted Lasso (kan streames på Apple TV+):
Sammenlignet med Rick and Morty er Ted Lasso en langt mere konventionel sitcom. Men det gør den ikke mindre underholdende. Selvom seriens fjollede præmis – at en amerikaner uden fodbold-kendskab pludselig skal træne en Premier League-klub – kræver en god portion suspension of disbelief, vinder den hurtigt på hjertevarme. Den titulære hovedperson Ted Lasso oser af ukuelig optimisme, som efterhånden smitter af på den kyniske britiske fodboldverden. Og takket være det resulterende samspil karaktererne imellem, tvinges seeren også til at trække på smilebåndet.
Den aktuelle anden sæson fortsætter ufortrødent, hvor den første slap. Spillet på banen er ikke blevet meget bedre, men holdet har udviklet sig til så god en gruppe, at den danske landsholdstræner Kasper Hjulmand må tænkes at knibe en tåre. Serien er så ufarlig, som den næsten kan blive, men feel-good-stemningen sejrer alligevel til sidst. Man forstår godt, at Ted Lasso blev et hit under coronanedlukningerne, hvor folk mest havde brug for noget behagelig eskapisme, man kunne grine af. Det skal der også være plads til.
Klaksvíkstriden (kan streames på DR TV)
Den sidste af vores udvalgte komedieserier er også den mest avantgardistiske. Hør bare præmissen: Lars Løkke Rasmussen, Danmarks tidligere statsminister (som nu skal hente vælgerklæringer til sit nye parti Moderaterne), springer pludselig ud som tv-vært hos Danmarks Radio. Det sker i en historisk programserie om Klaksvíkstriden, rigsfællesskabets glemte krise fra 1955. Lars Løkke er oplagt til rollen, må man forstå, eftersom han både kender til det politiske spil, er færøsk gift og desuden “har indgående viden om Færøerne“.
Ifølge Høffding (der var han igen, dødbideren) stræber humor efter “at forene livets tragedie med dets komedie“, ligesom “[e]t menneskes karakter åbenbarer sig gennem hans forhold til det latterlige“. Og hvis det er sandt, må man virkelig rose Klaksvíkstriden for sit meget performative greb. Sikke en genistreg, sådan at sætte en halvfalleret levebrødspolitiker (der senest har gjort den som realitystjerne i Kurs mod fjerne kyster) til pludselig at formidle historiens vingesus i et spiseligt public service-format. Det er, om noget, at forene tragedie med komedie – ligesom det afslører en hel del om Lars Løkke Rasmussens karakter. Ja, bare det, at man som seer er i tvivl om, hvorvidt der er tale en komedieserie, er genialt. For som Høffding også siger: “Forskellen mellem ironi og humor er ofte udtrykt således, at i ironi er der spøg bag alvor, i humor alvor bag spøg.“
Det tager lidt tid at fange komikken i Klaksvíkstriden, men når først tiøren falder, vil latteren ingen ende tage. Satiren er perfekt udført, lige fra introen, der spiller på en klassisk thriller-æstetik med dertilhørende bombastisk musik og titelgrafik (der til forveksling kunne ligne coveret på en Dan Brown-roman) til overholdelsen af det hæderkronede dogme om, at alle danske film- og tv-titler skal være i bestemt ental. Og når først Lars Løkke Rasmussen toner frem på skærmen, bliver man nødt til at overgive sig.
Tag bare scenen i første afsnit, hvor Lars Løkke interviewer sin kone Sólrun om Klaksvíkstriden. “Hvis jeg siger Klaksvíkstriden, hvad har du så hørt om det dengang du var skolebarn på Færøerne?,“ spørger han. “Ikke rigtigt noget,“ svarer Sólrun. “Så du har ikke hørt om krigsskibe og politibetjente og bombesprængninger?,“ forsøger Løkke. “Nej, men heroppe kalder man det Lægestriden, for det handlede om en læge,“ siger Sólrun. Okay, det lyder lidt mærkeligt, synes Løkke. Altså at hun ikke har hørt noget om sagen. Han tænker tydeligvis det samme som os seere: Måske skulle han da lige have for-interviewet sin kone, inden de stillede sig op på landsdækkende tv.
Ja, eller hvad med scenen, hvor Lars Løkke Rasmussen spørger historiker Frede Asgaard, hvorfor lægen Olaf Halvorsen (ham, hele striden kredser om) takkede ja til et to måneders langt vikariat i nazileder Fritz Clausens lægepraksis i Sønderjylland. Løkke har tilsyneladende glemt, at Halvorsen var nazist. For slet ikke at tale om den scene, hvor Lars Løkke Rasmussen står på en færge og spejder tænksomt ud på havet, som savner han Kurs mod fjerne kyster (man kan ikke holde den søulk væk fra havet). Eller afslutningsscenen, hvor Løkke øjner muligheden for et kompromis i striden, som han i hvert fald selv havde lavet. Der er ingen tvivl: Løkke er en garvet politiker, det er derfor han har fået værtstjansen. Klaksvíkstriden er en komedieserie af fineste karat, simpelthen. /David Dragsted