Vibeke Toft/Nf-Nf/Ritzau Scanpix
Man glemmer aldrig sin første store kærlighed. For et yngre redaktionsmedlem på Føljeton var subjektet for denne kærlighed den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S). Der er muligvis tale om en efterrationalisering, men grunden til fascinationen kunne meget vel have været Rasmussens forhold til kunst og kulturlivet, der var væsensforskelligt fra det, Socialdemokratiet siden har valgt at dyrke. Da han på valgnatten i 1998 skulle takke sit opland og vælgerne for sejren, valgte han – angiveligt som en pludselig indskydelse – at takke kunstnerne og kulturlivet for deres støtte. Det er snart sagt umuligt at forestille sig lignende ord finde vej til en nutidig socialdemokratisk takketale.
Det var altså andre tider, børnlille. Skilsmissen imellem kulturradikalismen og Socialdemokratiet var ikke indtruffet, og forskellen på finkultur og lavkultur, på sportshaller og spillesteder skulle ikke hele tiden diskuteres i et nidkært retorisk nulsumsspil – så vidt vi husker.
På det tidspunkt forsøgte Socialdemokratiet stadig at finde ud af, om man skulle “holde med arbejderen mod den kulturelle overklasse eller holde med den kulturelle overklasse mod de fremmedfjendske og Dansk Folkeparti“, som Rune Lykkeberg skriver det i Kampen om sandhederne. Men sidenhen fandt de et svar på dilemmaet: En udspaltning af kultursfærerne, så kunsten (med stort k) kom til at tilhøre overklassen, mens arbejderne har fået foreningslivet.
Problemet er bare, at billedkunstneren ikke er håndboldspillerens fjende, ligesom hun ikke repræsenterer overklassens undertrykkelse af arbejderklassen. Det er imidlertid i den konstante sammenligning imellem de to, at Socialdemokratiet har forvildet sig ind i deres kulturpolitiske blindgyde.
Resultatet er en kulturpolitik, der til tider har været så passivt indstillet overfor kulturlivet, at den næsten er et udtryk for, hvad den tyske filosof Friedrich Nietzsche ville kalde slavemoral: En konstant nej-sigen, der bygger på en forurettelse over, hvad andre har – (næsten) uagtet om man selv vil have det. For Nietzsche er det instinkterne, der gør os til mennesker, mens slavemoralen pålægger os at undertrykke dem, og derfor bliver instinkterne forkrøblede. Poul Nyrups spontane fejring af kunsten i sin takketale viser, at instinktet – Poul Nyrup-instinktet – har været til stede i Socialdemokratiet. Men det understreger også, at deres kulturpolitik efterhånden ikke er meget andet end en forkrøblet sammenligning mellem høj- og lavkultur.
Derfor er det på tide at kalde den socialdemokratiske kulturpolitiks retoriske bluff: Søskendestriden mellem overklassens snobbede finkultur og arbejderklassens folkelige lavkultur er ikke kulturpolitikkens største udfordring. Og hvilken bedre anledning kunne der være end et vagtskifte i kulturministeriet?
Som ny kulturminister kunne en første opgave for Ane Halsboe-Jørgensen (S) derfor være at lægge afstand til den retorik og i stedet finde Poul Nyrup-instinktet frem. Vi er med på, at det kan være vanskeligt at føre en storslået, ja-sigende og passioneret kulturpolitik, når man ikke har mandatet til det fra sin statsminister, men vi håber på at den nye kulturminister vil fejre sit nye område, som var det 1998. /Asta Kongsted