Foto: Wakil KOHSAR/AFP/Scanpix
Her torsdag morgen kl. 7.48 landede et fly med 84 passagerer om bord i Københavns Lufthavn. Landingen var en begivenhed, der tilsyneladende fyldte udenrigsminister Jeppe Kofod (S) med det man i psykiatrien kalder psykisk velvære. 11 minutter senere skrev han på Twitter, at han var “glad for at kunne bekræfte, at vi nu har fået et fly med 84 evakuerede personer på sikker grund i Danmark. Operationen er stadig i fuld gang, og vi arbejder på højtryk for at evakuere de sidste lokalansatte, tolke og andre grupper ud af Kabul.“
Formuleringen “de sidste“ i den sidste sætning er interessant og vel egentlig en typisk Jeppe Kofod-fortalelse. For hvis regeringen virkelig ville have “de sidste“ lokalansatte, tolke og andre grupper (plus deres familier), der har assisteret den danske hær og det danske diplomati gennem de seneste to årtier, så skal der lande mange fly med 84 passagerer de næste uger. Ufatteligt mange. Kofod har sikkert stået i de 11 minutter og tænkt over, hvordan han skulle formulere sit tweet. “Nogle flere“ ville fx lyde forkert; som om regeringen i virkeligheden opfattede evakueringen af disse ulykkelige afghanske borgere som en ren symbolsk gestus, der bare skulle have noget fylde, som ser ud af noget på papiret, men ikke for meget. Man vil sikkert gerne op på et trecifret antal i den lave ende.
Eller som Kofod formulerede det, da han sammen med forsvarsminister Trine Bramsen (S) flankerede statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i Statsministeriet om situationen onsdag eftermiddag: Den danske regering vil hellere “evakuere én for meget end én for lidt“ – en ordlyd, som han også har brugt tidligere på ugen. Han har muligvis ikke helt forstået udsagnets egentlige rækkevidde, for det er godt nok svært at være udlændingestrammere på det nidkære niveau, som regeringen gerne vil være, hvis én for meget er bedre end én for lidt.
Taliban forstår ikke finanser
Samtidig dukker der barske historier op i de internationale medier. Folk, der ikke kan komme ud af Afghanistan; afghanere, der fx har hjulpet menneskerettighedsorganisationer og nærmest er prisgivet, fordi Taliban har opsat kontrolposter på vejen mod Kabuls lufthavn. Det har været skrækindjagende at se, hvor effektivt den fundamentalistiske bevægelse de seneste uger har overtaget først den ene storby, så den næste. The New York Times’ dygtige reportere skriver om (halvblød betalingsmur), hvordan talibanerne allerede fra maj møjsommeligt har arbejdet diplomatisk på at lave aftaler med lokale hære om frivillig overgivelse og overdragelse af våben, når tiden nærmede sig. Eller aftaler og aftaler. Hovedargumentet har været, at “hvis I ikke giver fortabt, så slår vi jer ihjel!“
Det er stærkt tvivlsomt, om Taliban er lige så dygtige til at drive et (efter omstændighederne) velfungerende samfund, som de er til at føre guerillakrig. Der vil heller ikke være så mange penge at rutte med. Afghanistans pengereserver, landets likvide midler, som løber op i 10 mia. dollars, befinder sig i udenlandske banker, men de penge frøs USA søndag.
Den britiske erhvervsavis Financial Times’ emerging markets correspondent Jonathan Wheatley talte lidt om det i torsdagsudgaven af avisens podcast FT Morning Briefing. Han havde talt med direktøren for Afghanistans centralbank, Ajmal Ahmady, der flygtede ud af Kabul for nogle dage siden. Beskeden fra centralbankdirektøren var ifølge Wheatley, at talibanerne “virkelig skulle se at få en økonom på deres hold, for de forstår bare ikke, hvordan [finanssystemet] fungerer“.
I første omgang er det et problem for Taliban, i anden omgang er det et problem for Afghanistans i forvejen på alle ledder og kanter hårdt prøvede befolkning. Landets lokale banker er løbet tør for kontanter, fordi skræmte borgere hæver deres beholdninger. “Så der vil være en akut mangel på kontanter, og det eneste alternativ er formentlig at trykke penge, hvilket kan betyde, at inflationen løber løbsk,“ sagde Jonathan Wheatley.
Taliban håber så angiveligt, at Den Internationale Valutafond (IMF) vil være velvilligt indstillet over for Afghanistan og give landet særlige rettigheder. Det forklarer muligvis, at Taliban i de her dage forsøger at give omverdenen et indtryk af at være mindre modbydelige og hævngerrige end tidligere. I kulissen står Kina så klar til at investere i Afghanistan. Det hele er ret vanvittigt.
Men tilbage til de afghanere, der har hjulpet Danmark og de allierede i de forgangne 20 år: hellere hjælpe én for meget end én for lidt. /Oliver Stilling