Kære læser

SoMe's afghanske hovedpine

0:00 / 0:00

Karim Sahib/AFP/Ritzau Scanpix

Hvis man skulle være i tvivl om, hvor mange dilemmaer der findes i en verden fyldt med sociale medier, behøver man blot se på den digitale håndtering af Taliban. Efter den fundamentalistiske bevægelse søndag indtog Kabul, synes Facebook, Twitter, TikTok og YouTube at have været i syv sind om, hvad man nu skulle gøre. Skulle man tillade det nye regime at bruge deres platforme – og dermed blåstemple Taliban-regeringen? Eller skulle man hellere være på den sikre side og helt bandlyse Taliban fra at bruge de sociale medier som talerør og propagandakanaler? Techgiganterne har ikke rigtigt kunnet blive enige.

Taliban optræder ikke på det amerikanske udenrigsministeriums liste over udenlandske terrororganisationer, som Facebook og kompagni ellers plejer at bruge som ledetråd. Hver især har virksomhederne derfor måttet vurdere, hvad man så skulle gøre. TikTok og YouTube har begge sagt, at Taliban ikke har nogen plads på deres platform. Det samme har Facebook, der samtidig understreger, at man længe har bandlyst kontoer, som repræsenterer, lovpriser eller støtter Taliban. Den fundamentalistiske bevægelse må derfor hverken være på Facebook eller datterselskaberne Instagram og WhatsApp.

Twitter er til gengæld gået i en lidt mere… åbensindet retning. Med argumenter, der bl.a. går på, at folk i Afghanistan bruger deres platform til at kommunikere og finde hjælp, har Taliban her fået mere frit spil – omend Twitter understreger, at man altså fjerner indhold, der glorificerer vold. Resultatet er, at Talibans talsperson Zabihullah Mujahid nu har flere end 300.000 følgere på sin Twitter-profil, hvorfra han fortsat kan dele budskaber fra den fundamentalistiske bevægelse. Og pludselig står man i den noget paradoksale situation, at Twitter var de første til at kaste Donald Trump på porten, men stadig tillader tweets fra Taliban. Endnu mærkeligere er det, at Zabihullah Mujahid beskylder Facebook for at krænke Talibans ytringsfrihed. Ja, du læste rigtigt: Taliban er simpelthen fornærmede over, at Facebook udøver censur.

Internettets omvendt-uge stopper dog ikke der. I Kina har man vedtaget en ny, omfattende databeskyttelseslov, som Wall Street Journal kalder (betalingsmur) en af de strikseste i verden. Kina – af alle lande – har simpelthen ladet sig inspirere af EU’s GDPR-reglement og vil nu tilbyde borgerne end bedre beskyttelse af deres privatliv. Dog med den lille undtagelse, at den kinesiske regering fortsat vil kunne snage i folks data. Der må trods alt være grænser for galskaben. Det samme siger OnlyFans, der nu vil bandlyse porno fra sin populære pornotjeneste. Ja, vi er lige så forvirrede som dig.

Selvom OnlyFans – som navnet antyder – vist oprindeligt var tænkt som et sted, hvor kendisser og content creators kunne dele eksklusive billeder og videoer til deres mest inkarnerede fans mod betaling, forvandlede tjenesten sig hurtigt til et pornomekka under coronakrisen. Der var åbenbart et ret stort marked for intim billeddeling i en tid, hvor alle var hjemme bag deres skærme. Men nu skal OnlyFans altså ikke nyde mere af den uventede succes. Efter pres fra båder banker og betalingsbehandlere vil mediet fjerne seksuelt eksplicit materiale. Meget kunne tyde på, at OnlyFans dermed også fjerner sin egen forretningsmodel.

Mediet må nu sætte sin lid til, at den gamle tyske historiker Eduard Fuchs har ret, når han (som Walter Benjamin skriver i essayet “Eduard Fuchs – samleren og historikeren“) kalder “nøgenkulturen“ en “indskrænkethedens revolution“, eftersom den ikke efterlader plads til den rolle, den erotiske fantasi skal spille i påklædningen. Hvem ved, måske kan OnlyFans være lige så fræk i fuld mundering? Om ikke andet kan Taliban da nu oprette en OnlyFans med ro i maven. Så har de også en plan b, hvis Twitter alligevel bliver trætte af dem. /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12