Foto: Victor Órbans Facebook-side
Nogle gange kan man godt savne Jean-Claude Juncker i europæisk politik. Den hæderlige luxembourgske jurist, der beklædte embedet som formand for Europa-kommissionen fra 2014 til 2019, optrådte af og til tordnende beruset ved officielle lejligheder.
På et kort videoklip fra et EU-topmøde i Riga i 2015 ser man ham stå mellem daværende formand for Det Europæiske Råd Donald Tusk og Letlands statsminister Laimdota Straujuma. Pludselig vender Juncker sig mod Straujuma og siger tørt konstaterende: ”Nu kommer diktatoren.” Hun slår en nervøs, stakåndet latter op, hoster et et eller andet udglattende ord ud og lader mundvigene glide over i et anstrengt smil.
Et øjeblik efter træder Ungarns premierminister Viktor Órban ind på scenen. Da Órban har hilst på Tusk, rækker han hånden frem til Juncker, der svarer ved at løfte højre arm til noget, der minder om en nazisalut. ”Hej diktator,” siger han, tager bestik af afstanden til Órbans næve og lader sin hånd falde ned i den til en low-five, hvorefter han klukkende trækker diktatoren ind til sig og giver ham et frivolt klap på kinden, der har tilstrækkeligt med smæld i sig til, at det ikke bare kan afskrives som en faderlig anprisning. Som bekendt skal man høre sandheden fra børn og fulde folk.
I dag er Jean Claude-Juncker ikke længere aktiv i politik, men den 58-årige Viktor Órban er til gengæld stadig ”diktator” i Ungarn. Han har siddet på posten som premierminister i sammenlagt 15 år, og siden han vandt valget i 2010, har han arbejdet målrettet og effektivt på at styrke sin magtposition ved at stramme grebet om det ungarske samfunds institutioner. Han er således næsten urørlig ved det forestående parlamentsvalg i 2022 – og et kæmpe forbillede for højrefløjspartier verden.
Órbans sommerlæsning
For fire dage siden lagde Órban så et billede op på sin Facebook-profil, som ikke virkede specielt hverken diktator- eller højrefløjsagtigt. Det var et billede af fire engelske bøger i ungarsk oversættelse – tilsyneladende premierministerens anbefaling af ”sommerlæsning”. Én handlede om Kina, en anden om teknologi (Is Technology Making Us Sick af Ian Douglas), en tredje om at have en kristen identitet i et ”post-kristent” land.
Den fjerde hedder på engelsk The Year of living Danishly (2015). Den er skrevet af en britisk journalist ved navn Helen Russell og handler selvfølgelig om Danmark, og hvad pokker der gør, at danskerne i den ene undersøgelse efter den anden boner ud som nogle af verdens lykkeligste mennesker.
Det er et besynderligt lille udvalg af bøger, Viktor Órban har fundet frem. Bladrer man i The Year of living Danishly, vil man opleve, at det en bog, som kolporterer alt, hvad man kan komme i tanker om af overfladiske antagelser om Danmark og danskerne. Hertil kommer, at den virker urimeligt fejlbehæftet. Allerede i bogens anden sætning kan man læse, at Danmark er et land, hvor der ”ofte” kun er én times dagslys på en dag. Endvidere arbejder vi åbenbart kun 30 timer om ugen og går alle sammen sygt meget op i indretningen af vores små hjem. Og selv om danskerne har meget få penge, fordi vi betaler så meget i skat, så bruger vi rigtig mange af dem på møbler: ”Om det så gælder lamper, sofaer eller bogreoler, så foretrækker danskere på patriotisk vis stilige danske designere såsom Arne Jacobsen og Poul Henningsen.”
Det er vel rigtigt, at i hvert fald den danske middelklasse værdsætter dansk guldalderdesign, men det har da aldrig været af patriotiske årsager, at man anskaffer sig en PH-lampe. Helen Russells bog er fuld af den slags sludder.
Det siger måske i virkeligheden en del om Viktor Órban, at han kan finde på at anbefale sine landsmænd så latterlig en bog. Hans vælgerbase er folk fra Ungarns udkantsområder, der drømmer om et bedre liv med mere velfærd og tryghed, og i bestræbelserne på at opnå sådan en tilværelse stemmer de på en stærk mand, som lokker med netop velfærd og tryghed, men som reelt arbejder på at afmontere det.
For nylig bragte magasinet The New Yorker et interview med den amerikanske sociolog Kim Lane Scheppele, der er ekspert i ungarsk politik. Hun kalder Viktor Órban ”det 21. århundredes ultimative diktator”. Han har den fordel, at han ikke er nogen ideolog. Det eneste, han tror på, er magten, og han bruger de midler, der er nødvendige for at tage den og bevare den. I modsætning til fx Hvideruslands præsident Aleksandr Lukasjenko eller Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan har han gjort det uden brug af vold. Han har bare brugt de muligheder, loven har givet ham. Og hvis vælgerne har brug for, at han er fremmedfjendsk eller imod LGBTQ-rettigheder, så er det det, han er. Han er opportunist.
På spørgsmålet om, hvorvidt Órban er drevet af en større vision, svarer Kim Lane Scheppele: ”Nej, det er Órban ikke. Jeg mødte ham, da jeg boede i Ungarn i 1990’erne. Og jeg kender folk, der plejede at være med i hans parti – faktisk indtil for nylig. Alle, der kender Órban personligt, siger: ‘Den fyr er ikke nogen ideolog. Han tror ikke på det her.’ Når det er sagt, så ved han, at han skal vinde valg.”
Viktor Órban er blevet en stærk mand. De seneste år har en række oppositionspartier fra det yderste højre til det yderste venstre arbejdet på at vælte ham af pinden. Det kan kun lade sig gøre, hvis de gør det sammen. Indtil da kan Órban lokke sine vælgere med, at de kan blive lige så glade for Ungarn, som danskerne er for Danmark. Patriotisme er nøgleordet. /Oliver Stilling