Henrik Montgomery/AFP/Ritzau Scanpix
Svensk politik synes fastlåst – og statsminister Stefan Löfven orker ikke længere at lege låsesmed. På Socialdemokraternas sommermøde meddelte partiets mangeårige formand, at han trækker sig til november. Så nu skal de svenske sosser finde en ny frontfigur, som kan overtage statsministerposten og føre Socialdemokraterna mod en valgsejr i 2022.
Selvom Löfvens udmelding tog de fleste på sengen, synes timingen at være god. Stefan Löfven overlevede med nød og næppe en historisk mistillidsafstemning tilbage i juni, som tilsyneladende har tappet ham for kræfter. Ja, krisen illustrerede faktisk, hvor begrænset Löfvens handlerum har været siden valget i 2018 – og hvor trættende, det må have været. Hele 134 dage skulle der gå, førend Stefan Löfven kunne danne regering. Og da først den såkaldte januaraftale var kommet på plads, stod Socialdemokraterna fanget mellem to støttepartier, Centerpartiet og Vänsterpartiet, som hver især forsøgte at trække regeringens politik i to vidt forskellige retninger.
Ved mistillidsafstemningen i juni var det netop Vänsterpartiet, der stejlede over, at Löfven ville give indrømmelser til Centerpartiet i et spørgsmål om huslejepriser på nybyggede lejeboliger. Centerpartiet ville give huslejepriserne fri til markedskræfterne, Vänsterpartiet ville under ingen omstændigheder med på den galej. Og spændingerne mellem de tre umage samarbejdspartnere er stadig ikke blevet løst, selvom Löfven alligevel fik lov til at blive siddende som statsminister. Nu venter en benhård omgang finanslovsforhandlinger til efteråret, hvor Vänsterpartiet og Centerpartiet allerede har varslet, at man vil gå i flæsket på hinanden. Löfven har således valgt at trække stikket, inden dén konflikt giver ham et nyt, smertefuldt nederlag.
Opgaven, der venter den kommende statsminister, bliver af samme grund utaknemmelig. Ikke nok med, at uenighederne mellem regeringen og støttepartierne skal løses (betalingsmur), så skal de interne konflikter i Socialdemokraterna ligeledes blødes op. Löfven har bl.a. fået kritik for at trække partiets økonomiske politik for langt til højre, mens foreningen Reformisterna – der ønsker et rødere socialdemokrati – er blevet stadigt mere indflydelsesrig. Den nye formand skal altså kunne magte de hårde finanslovforhandlinger, og samtidig overbevise partifællerne om, at de socialdemokratiske kerneværdier faktisk bliver bibeholdt. Og som om det ikke var nok, skal vælgernes gunst også genvindes (betalingsmur), efter Socialdemokraterna er gået godt fire pct. ned i meningsmålingerne siden sidste valg.
Indtil videre ser den klare favorit ud til at være finansminister Magdalena Andersson, som roses for at have haft godt styr på økonomien. Andersson skulle angiveligt være Löfvens eget førstevalg, ligesom hun ifølge Aftonposten er den mest populære kandidat blandt vælgerne. Andre profiler trænger sig dog på. Førsteudfordreren kan meget vel blive indenrigsminister Mikael Damberg, ligesom bl.a. socialminister Lena Hallengren og energi- og digitaliseringsminister Anders Ygeman nævnes som mulige bud.
Vanen tro holder samtlige partiprofiler dog kortene tæt ind til kroppen. Med god grund: Meget kan nå at ske inden socialdemokraternes partikongres til november, hvor den nye formand officielt skal udpeges. Ja, selv efter kongressen kan der komme slagsmål, da den nye formand også skal godkendes som statsminister af den svenske rigsdag. Hvilket, den polititiske situation taget i betragtning, heller ikke er en fait accompli. Til gengæld kan den 64-årige Löfven gå på pension med et lettelsens suk. Nu må andre tage kampen op. Man må jo tænke på sit eget – og ikke mindst partiets – bedste. /David Dragsted