Philip Davali/Ritzau Scanpix
”Dengang var hele byen optaget af sultekunstneren; fra sultedag til sultedag øgedes deltagelsen; enhver ville se sultekunstneren mindst én gang om dagen; på de senere dage var der abonnenter som sad hele dagen foran det lille tremmebur […]”
I Franz Kafkas novelle ”En sultekunstner” møder vi en mand, der har ofret alt for sin kunst. Stoisk sidder sultekunsteren i sit lille bur, til skue for pøblen, og faster dagen lang. Folk bjergtages af hans evne til at sulte, men ingen kan helt forstå det fulde omfang af bedriften; ingen kan overvåge sultekunsteren i døgndrift, og dermed konstatere, at han ikke spiser i smug. Sultekunsteren må derfor ”være den eneste fuldkommen tilfredsstillede tilskuer til sin egen kunst”. Han er tilmed den eneste der ved, hvor let det er at sulte. Af samme grund bliver han sur, når folk til sidst siger, at han skal stoppe sin faste og glæde sig over præstationen:
”Hvorfor ville man fratage ham æren af at sulte videre, ikke blot at blive alle tiders største sultekunstner, hvad han jo sandsynligvis allerede var, men også tilmed at overgå sig selv ud i det ubegribelige, for han følte ikke at hans sulteevne havde grænser”.
Kafkaske sultekunstnere er svære at opdrive i dag. Til gengæld har vi den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen. Efter den nylige OL-triumf, hvor Axelsen med suverænt spil (og forløsende gråd) blev forvandlet til en folkehelt, tager han nu til Dubai for at forfine sine evner. Det var i hvert fald forklaringen, han i går gav på Facebook. Selvom Axelsen allerede har vundet alt, hvad der er værd at vinde, er han stadig sulten efter mere. Og metropolen i De Forenede Arabiske Emirater er simpelthen stedet, hvor Axelsen bedst kan skræddersy sin træning. Det er der ikke noget odiøst i, må vi forstå. For som Axelsen afslutter sin Facebook-opdatering:
”I skal vide, at mit mål er det samme: Jeg drømmer om at vinde endnu flere store titler og skabe øjeblikke, som danskerne samles om. Jeg vil vinde titler for mig og for Danmark. Derfor vil jeg op til de store mesterskaber også være en del af den daglige landsholdtræning. Og derfor vil jeg aldrig gå på kompromis men altid gå helhjertet efter at være den bedste udgave af mig selv”.
Hvordan man præcis bliver den bedste udgave af sig selv i et autoritært regime, der ser stort på basale menneskerettigheder, skal man vist ikke tænke for meget over. Ligesom Axelsen heller virker nervøs for at blive en brik i Dubais såkaldte sportswashing, hvor sportsstjerner hentes til ørkenstaten for at bortlede opmærksomheden fra menneskerettighedsovergrebene. For som Axelsen siger (betalingsmur) i et længere interview i Jyllands-Posten:
”I den her verden og i den her tid tænker jeg selvfølgelig over den slags hele tiden. Men jeg er bare en helt almindelig sportsmand uden større indsigt i verdens sammenhænge, og det er umuligt for mig at have et overblik over situationen i alle lande. Selvfølgelig sker der forfærdelige ting rundtomkring i verden, som ikke burde ske, men jeg har det simpelthen svært med at blande politik ind i sport”.
Nej, Axelsen er tilfreds, så længe han kan sidde i sit bur i fred, og udøve sin store sultekunst. Vi kunne jo kalde det for den hyperkommercialiserede sports ypperste paradoks: I takt med, at vi flokkes til tv-skærmene for at se atleterne presse sig til det yderste, bliver burets tomhed så meget desto mere åbenlys.
Pengene bliver flere, præstationerne bliver vildere, men konsekvenserne er mildest talt usmagelige. Vi snydes til at tro, at de største sportsstjerner som Viktor Axelsen, Caroline Wozniacki og Lionel Messi ikke har mere og andet på hjerte, end deres egen selvopofrende sultekunst – en kunst, der dog klinger ret godt på kistebunden. Som journalist Asker Hedegaard Boye skriver (betalingsmur) i Weekendavisen, har de mest mest indtjenende topatleter simpelthen forvandlet sig til ”[h]øflige cyborger; ambassadører for alle og dermed ingen. Altid til salg for højest bydende”.
I Kafkas novelle afslører sultekunsteren til sidst sin hemmelighed: Grunden til, at han så nemt kan faste er, at han ikke har fundet den spise, han kan lide. For mange af verdens sportsstjerner forholder det sig desværre omvendt: De er allerede blevet mættet så rigeligt at eksorbitante lønninger og præmiesummer. Alligevel bilder de os ind, at det stadig er sulten, der driver værket – og at der derfor ikke er andre muligheder, end pludselig at rejse til Dubai. /David Dragsted