Europa er stadig det hele værd

Det er næsten ikke til at se, at hun ikke har sovet. Hun er sent om natten ankommet med flyet fra Bruxelles, hvor hun for snart fire år siden gik i eksil sammen med Carles Puigdemont, ansigtet på den catalanske selvstændighedsbevægelse, og eksministrene Toni Comín, Lluís Puig og Clara Ponsatí. Ligesom de øvrige regeringsmedlemmer i Catalonien flygtede de af frygt for at blive fængslet for folkeafstemningen den 1. oktober 2017, i catalanske folkemunde 1-0-afstemningen, der af centralregeringen i Madrid og kritikere anses som forfatningsstridig.

Vi har aftalt at møde 46-årige Meritxell Serret om formiddagen i Lleida, godt 25 kilometer fra den catalanske landsby Vallfogona de Balaguer, hvor hun er født og har drevet politik det meste af sit liv. Først som rådkvinde og senere som landbrugsminister i den catalanske regionsregering, indtil hun kort efter ankomsten i Belgien fik stillingen som repræsentant fra Catalonien i EU og Benelux-landene.

Efter en trafikprop og et par mislykkede opkald finder vi hinanden ved togstationen Lleida Pirineus. Serret fortæller, at hun dagene forinden har været tilbage for at sige ordentligt farvel til livet i Bruxelles, hvor hun stadig har sin lejlighed, og hvor alt står som for et halvt år siden, da hun blev valgt til det catalanske parlament for venstrefløjspartiet Esquerra Republicana. Hun viser os hen til det hotel, hun plejede at komme på før sit eksil, så vi kan sidde i fred fra bilerne.

”Det hele gik meget hurtigt”, fortæller Serret om dagene op til hjemkomsten til Catalonien, hvor hun i al hemmelighed måtte forlade kontoret under påskud af at være syg og holde mødekalenderen fyldt for at undgå mistænkelighed. Heller ikke hendes tætteste måtte få noget at vide.

Selvom hun nu er tilbage, er det stadig i ”et konstant limbo” uden mulighed for at planlægge fremtiden. For dommen venter hun stadig på.

Tidligere forsøg fra den spanske regering på at få hende udleveret blev enten trukket tilbage eller afvist af domstolen i Belgien. Men anklagerne mod Serret er de samme i dag: Ulydighed og misbrug af offentlige midler, selvom dommerne hidtil hverken har kunnet bevise, at pengene har været brugt eller misbrugt. Det manglende bevis betyder, at hun modsat Puigdemont og andre politikere i eksil i Belgien ikke fik en arrestordre på sig efter dommen mod Oriol Junqueras og andre medlemmer af den catalanske regionsregering. Serret satser derfor på det ”mildeste” udfald, som hun kalder det: At få frataget sit politiske embede, som det bl.a. er sket for de tidligere ministre Meritxell Borràs, Carles Mundó og Santi Vila. Et udfald, hun stadig mener er uretfærdigt.

”Men med alt, hvad der indtil videre er sket, vil det ikke komme som en overraskelse, hvis de vælger at fængsle mig. Det vil være chokerende for mange. Men det er en del af jobbet. Jeg må bare blive ved med at bevise, at der er noget galt i dette land og at skubbe på for forandring”.

Et internt anliggende

I Bruxelles kæmpede Meritxell Serret for at sætte det catalanske selvstændighedsspørgsmål på den europæiske agenda, men i lige så høj grad for at overbevise verden om, at overtrædelser af menneskerettighederne er en realitet i Spanien – et land, vi ellers anser som demokratisk.

Da hun i marts vendte hjem, var det med samme håb om at fortsætte kampen for retfærdighed for de politikere og selvstændighedsledere, der enten har været sendt i eksil eller været fængslet med domme på op til 13 år, og for at arbejde for, at det ikke sker igen.

”Alle har det her billede af, at Spanien er et venligt, åbent land som alle andre i Europa. Efter folkeafstemningen stod det klart, at der er noget, der ikke matcher”, siger Serret.

Da hun fik jobbet i Bruxelles, blev hun mødt af kritik fra sine politiske modstandere. Som da det catalanske højrefløjsparti People’s Party reagerede ved at anmode EU-Kommissionen, EU-Parlamentet og Det Europæiske Råd om ”ikke at åbne dørene” for hende. Kritikken har hun været vant til at lukke ude, også selvom det til tider har været svært at navigere i en situation, hvor ”der er mere stilhed, end der er stemmer”. Og selvom EU – såvel som andre internationale organisationer – konsekvent har undgået at blande sig i konflikten med argumentet, at sagen er et ”internt anliggende”.

”Det er noget, vi skal klare selv, for vi er dem, der gerne vil forstås. Folkeafstemningen chokerede os alle med al den vold fra den spanske stat og disproportionelle fængselsdomme til mine kolleger fra regeringen”.

Alligevel sætter Serret fortsat sin lid til EU, hvor hun de seneste fire år har fået forståelse for, at ikke alting er ligetil, når der er mange interesser at tage hensyn til:

”Der er konflikter overalt. Brexit, corona, Afghanistan. Det er altid svært at komme på dagsordenen. Selvom ingen af EU-institutionerne nogensinde har anerkendt selvstændighedsbevægelsen, har de aldrig afvist, at vi har retten til at kæmpe for det demokratisk og fredeligt. Samtidig oplever jeg en udvikling på internationalt niveau, hvor man i højere grad har fået øje på, at der er noget, der skal fikses i Spanien. Og stemmerne vokser på en måde, så reaktionerne ikke kan overses, og som de spanske aktører ikke kan ignorere. Det så vi ikke i 2017” siger hun.

Fælles front mod Ungarn og Polen

Løsrivelse lyder umiddelbart som et nationalistisk projekt. Siden enden på 40 års diktatur under Francisco Franco i 1975, har Catalonien opnået en af de allerhøjeste grader af autonomi i Europa. Da Catalonien samtidig er den absolut rigeste region i Spanien, har kritikere gentagne gange beskyldt selvstændighedsbevægelsen for at være et udtryk for forkælethed, som det fx lød, da professor Marlene Wind interviewede Puigdemont ved hans besøg på Københavns Universitet i januar 2018. Hvis først Catalonien kunne løsrive sig, hvem skulle så ikke pludselig få lyst til at gøre det samme, andre steder i Europa?

Den fortælling er dog udtryk for en misforståelse, mener Serret. Hun oplever, at Catalonien fejlagtigt bliver puttet i bås med populister i Ungarn og Polen, mens projektet hverken handler om at vende sig væk fra Europa eller slutte sig om sig selv. Modsat er målet faktisk at arbejde sammen om at bekæmpe den stigende populisme.

”Det er evolutionen af den traditionelle nationalstat, der er på spil. Se på, hvad der sker i lande, hvor det ekstreme højre eller neofascistiske bevægelser vinder frem. Selvom vi er uafhængighedssøgende, har jeg aldrig tænkt vores politiske projekt som at gå imod Spaniens interesser. Jeg er overbevist om, at vi altid skal have en god relation og er nødt til at arbejde sammen mod det ekstreme højre, som er repræsenteret overalt i Europa”, fortæller Serret.

Hvordan adskiller I jer fra populistbevægelserne?

”Spanske medier og politikere tegner et billede af os som populistiske, negative og egoistiske. På en måde har de lykkedes med den fortælling. Vi er ikke så store og har ikke meget kapacitet og magt til at forklare vores position ordentligt og åbent. I virkeligheden er vi langt mere åbne og multikulturelle. Vi er proeuropæiske, fordi vi tror på det europæiske projekt, så længe det stræber efter at opløse grænser. Vi tror på idéen om et mere integreret Europa, hvor borgere lever på lige vilkår, uanset hvor de bor, og i respekt for kultur og diversitet. Vi har altid set Europa som garantien for de her rettigheder og friheder”.

”Men jeg mener også, at EU har brug for at videreudvikle sig. Så længe relationen mellem medlemmerne går før borgernes frihedsrettigheder, vil Europa ikke bestå. Og det er der eksempler på i mange andre lande, i værste fald i Polen og Ungarn. Det er ligemeget, hvem der er i regeringen i Westminster, Madrid eller i Barcelona. Hvis institutionerne arbejder for kerneværdierne og den gensidige respekt for grundlæggende rettigheder og friheder, og politikerne kan sætte dem før enhver form for interesse, kan vi finde løsninger”.

Tror du, at der vil komme større forståelse for situationen i Catalonien, hvis andre selvstændighedsbevægelser i Europa sejrer?

”Vi er meget solidariske med andre uafhængighedsbevægelser. Selvom hvert land har sin egen historie, vil det være en stor succes og skabe god præcedens, hvis fx Skotland igen kan få en folkeafstemning og blive en del af EU, hvis de ønsker det. Det betyder selvfølgelig ikke, at Catalonien bliver de næste, det er jo ikke noget, man kan sætte på en matematisk formel. Men i sidste ende er det vigtigt, fordi kerneværdierne er det, vi skal have i centrum for debatten”.

Europa er løsningen

Selv har selvstændighedsforkæmpere siden bevægelsens begyndelse henvist til retten til selvbestemmelse, der i folkeretten gælder for befolkninger underlagt kolonimagter. Kun i særtilfælde kan retten gælde af hensynet til minoritetsbeskyttelse, som det skete i fx Kosovo – som dog heller ikke blev støttet af Spanien. Men ifølge Serret er denne skelnen mellem ekstern og intern selvbestemmelse, som det hedder i international ret, også i Cataloniens tilfælde et fortolkningsspørgsmål, der afhænger af anerkendelsen fra det internationale samfund. Francoismen er efter 40 års diktatur stadig dybt forankret i Spaniens deep state, mener hun.

”Det er også et strukturelt problem. Eksempelvis er Spaniens domstole meget politiserede. De er valgt af politikere, deres medlemmer og deres familier, hvilket forhindrer os i at håndtere spørgsmålet demokratisk og på lige fod. Vi håber på at nå den dag, hvor vi får en juridisk bindende stemme for vores lands fremtid på vilkår, vi i fællesskab har besluttet os for”.

Uden international anerkendelse ser det ikke ud til at blive realistisk lige foreløbigt?

”Det er derfor, vi gør krav på amnesti. Det er nødvendigt, fordi de fleste på internationalt niveau har fået en forståelse for, at det at sende folk i fængsel eller i eksil gør det meget vanskeligt at forhandle på lige vilkår. I den nuværende situation er amnesti naturligvis umuligt, men vi skal på en eller anden måde nå det. For så længe der er retsmæssig, politisk og økonomisk undertrykkelse, er konflikten i live, og det er sværere at nå en politisk løsning”.

”Mange har stadig et indtryk af, at vi blev overvundet i 2017. Det mener jeg ikke. Vi er stærkere end nogensinde. Du ser ikke en masse demonstrationer i gaderne længere, men faktum er, at selvstændighedsbevægelsen vokser”, fortæller Serret, der henviser til, at flere har tilsluttet sig selvstændighedsbevægelsen siden 2017. Dengang stemte op mod 90 pct. for uafhængighed, men folkeafstemningen blev af kritikere erklæret ulovlig og illegitim, fordi kun omkring 42 pct. af den catalanske befolkning mødte op. For hvordan kunne man være sikker på, at det overhovedet var selvstændighed, catalanerne ville have? Skal man tro det seneste regionsvalg, er Catalonien i dag nærmere delt lige over på spørgsmålet.

Hvilke fejl begik I dengang?

”Jeg ved ikke, om jeg vil sige, vi begik fejl, for vi gjorde, hvad vi troede, vi kunne. Men det var ikke gået klart nok op for os, at en del af den catalanske befolkning følte sig truet eller afskåret fra uafhængighedsbevægelsen. Og de reagerede, efter min overbevisning, i frygt. Det er derfor, vi skal arbejde hårdere for at nå flertallet af folket. For at vinde det demokratisk, har vi brug for, at de mennesker, som er imod os eller vil stemme nej, kan stole på os og føle sig trygge ved, at vi ikke gør noget imod deres rettigheder og velfærd”.

Mens drømmen om et selvstændigt Catalonien som før 1714 lever videre, holder Esquerra Republicana fast i, at amnesti og ret til selvbestemmelse er det vigtigste lige nu. Men ikke alle i bevægelsen er enige om, hvordan man skal håndtere situationen fremover, hvor nogle partier mener, at man skal gå mere radikalt til værks og gennemtvinge en ny folkeafstemning frem for at gå forhandlingens vej. Trods uenighederne tror Serret alligevel på, at et selvstændigt Catalonien nok skal blive en realitet.

”Vi lærer allesammen af, hvad der skete i 2017 og er i gang med at lægge en fælles strategi, så vi igen kan gå til kampen positivt og konstruktivt. Og jeg tror, at vi er godt på vej. Mange føler sig frustrerede eller desperate, men ingen vil acceptere at blive som nu eller gå tilbage. Det er vigtigt at holde fast i årsagerne til, at vi valgte at kæmpe for det her. Og det er at bygge et bedre land og bedre relationer med Spanien og at beholde det som et europæisk projekt. Fordi vi har altid set Europa som en løsning, hverken som et problem eller en grænse”. /Emma Louise Stenholm

Artikelserien udgives med tilskud fra Europa-Nævnet.