Dagbog fra et nederlag – del 1

I de kommende dage vil forfatter og Føljeton-ven Carsten Jensen skrive om tragedien i Afghanistan. Dette er første del af serien. 

Den britiske filosof Isaiah Berlin gav engang en vigtig definition på en tragedie. En tragedie indtræffer, når to stridende parter begge har ret, men kun den ene af dem får det. Forholdet mellem israelerne og palæstinenserne er en sådan tragedie. Et forfulgt folk har ret til et fristed på jorden, men palæstinenserne har også ret til deres jord, og sådan skaber den enes ret den andens uret.

I Afghanistan føjes der i disse dage en ny dimension til Isaiah Berlins definition. Her har begge parter uret, både den korrupte regering, der blev taberen, og den fundamentalistiske oprørsbevægelse, der blev vinderen. Vi, de vestlige invasionsstyrker, gav afghanerne dette tragiske valg mellem enten korruption eller fundamentalisme.

Borgerkrigen i Afghanistan endte som et enten-eller. Et kompromis var til sidst ikke muligt, for det var også de ældgamle modsætninger mellem land og by, der skabte borgerkrigen, mellem en fattig, udpint bondestand og en internationalt orienteret storby-middelklasse, der havde lige så lidt til fælles, som indbyggerne i en europæisk storby har det med bønder syd for Sahara.

Det var Afghanistans tragedie: Den moderne verden viste sig altid her med sit grimmeste ansigt. Først med de sovjetiske besættelsestropper i 1980erne, så med de amerikanske besættelsestropper i det nye årtusinde. Ingen af dem gjorde op med fattigdommen. I stedet nærede de med deres højteknologiske krigsførelse kun uviljen mod den moderne verden. Både USA og Sovjet så sig selv som progressive, men det var de mest arkaiske, konservative kræfter, der endte med at styrke med deres brutale fremfærd.

Amerikanerne finansierede selv fundamentalisterne i krigen mod Sovjetunionen. Det var de mest fanatiske muhajedinner, der fik for tre millarder dollars våben, mens de mere moderate måtte klare sig selv. Det var den klage, jeg hørte over alt, da jeg i 1988, den sovjetiske besættelses sidste år, i et par uger opholdt mig sammen med en gruppe muhajedinner i bjergene i det sydlige Afghanistan.

Sovjetunionen trak sig omsider efter at have dræbt halvanden million afghanere og sendt 5-6 millioner på flugt. Det var Mikhail Gorbatjov, der stod bag retræten, den besindige, fremsynede præsident, der ville reformere sit land væk fra militarismen og havarerede supermagtsdrømme.

Den kommunistisk indsatte regering i Kabul holdt ud i tre år efter tilbagetrækningen, men så forsøgte dens præsident, den brutale, men også realistiske Najibullah, sig med en invitation til national forsoning. Det var USA, der nedlagde veto. Det sovjetisk inspirerede styre i Kabul  skulle ikke reformeres, men knuses. Forhandlingslederen Eduard Shevardnadze, en af Gorbatjovs tætte allierede, der senere blev præsident i Georgien, kaldte USAs nej en tragedie, der årtier fremover ville komme til at koste Afghanistan dyrt. Det er den klogeste og mest fremsynede udtalelse, nogen politiker har fremsat om Afghanistan.

Den kommunistiske regering faldt omsider i 1992. Krigsherrerne indtog Kabul og begyndte så straks en ny borgerkrig, der endte med at lægge det Kabul øde, som russerne havde skånet og endog udbygget i håbet om at forvandle Afghanistans hovedstad til et asiatisk Østberlin, lige så kedeligt, lige så duknakket funktionæragtigt, men dog moderne med kvinder som en vigtig del af arbejdsstyrken. I stedet blev Kabul i hænderne på landets egne krigsherrer en ruinmark, som Taliban nogle få år senere kunne indtage uden det store slag. Så invaderede USA i 2001, og et nyt kapitel i den afghanske evighedskrig blev indledt.

Jeg har været i Afghanistan fem gange som reporter, i 1988, 2002, 2009, 2013 og 2016. Denne gang kommer jeg der ikke. De fleste reportager fokuserer på flygtninge i Kabuls lufthavn og tegner et billede af et land i panikagtig opløsning. Men der er også andre perspektiver på vores allieredes fald, og det er dem, jeg søger hos gamle rejsefæller. Jeg har ikke bogstaveligt rejst med nogen dem i Afghanistan, men vi har mødtes og fulgt hinanden gennem årene. I den forstand er de mine rejsefæller. De har været på alle sider i krigen, og ofte har den grebet skæbnesvangert ind i deres liv.

Jeg vil starte med Malalai Joya, feministen fra den fjerne Farah Provins, der som en af de første kvinder blev valgt til det afghanske parlament. Hun skrev bogen Min lykkes fjender, der også er kommet på dansk. Joya var umådelig populær i vestlige medier. Indtil…

Ja, indtil feministen erklærede sig som militant modstander af den vestlige tilstedeværelse og gav en sønderlemmende kritik af det afghanske parlament, hvor kriminelle krigsherrer fylder de fleste af taburetterne, og kvinderne kun er til pynt. Krigsherrerne kaldte hun for ”dyr”, og parlamentet krævede en undskyldning. ”Den giver jeg gerne”, svarede hun, ”men min undskyldning er ikke til krigsherrerne. Den er til dyrene. Kære dyr, undskyld, at jeg sammenlignede jer med afghanske krigsherrer”.

Så blev Malalai Joya smidt ud af parlamentet, og af frygt for de magtfuldkomne krigsherrers hævn har hun i snart mange år måttet leve under jorden. Jeg interviewede hende i Kabul i 2016, en vanskelig operation, der krævede hemmelige mødesteder og pludselige bilskift. Hun var vanskelig at interviewe. Hun ignorerede alle spørgsmål og læste i stedet op af et papir, hun havde liggende i skødet. Jeg mødte hende igen i København, hvor jeg interviewede hende foran et sparsomt publikum i det nu nedlagte Trampolinhuset på Nørrebro. Her gik det bedre, men i midt i samtalen brød den stejle, hårdføre kvinde sammen i gråd over sit lands skæbne.

Nu er det lykkedes den britiske avis The Independent midt i det afghanske sammenbrud at finde frem til Malalai Joya. Hun fastholder sin kritik af den amerikanske tilstedeværelse, som hun sammenligner med kræft eller covid-19. Nogle få byer nød godt af den, men aldrig befolkningen på landet, og de penge, der skulle været gået til skoler og sundhed endte i stedet i lommerne på korrupte krigsherrer. At Taliban skulle have forandret sig, tror hun ikke på. I landdistrikterne opfører de sig lige så barbarisk, som de altid har gjort. Men det er ikke udenlandsk indblanding, der skal frelse Afghanistan.

Malalai Joya vil ikke opgive håbet, skønt kvinderne nu som altid er ofrene. Hun tror, at afghanerne, hvis de blot får lov at være i fred, vil forandre deres land til det bedre. En dag vil der være skoler over alt, som uddanner folket. ”En kvinde med et barn på skuldren, der består optagelsesprøven til universitetet, en analfabetisk mand, der ledsager sin datter til skole i den nærmeste landby, så hun kan gøre sin uddannelse færdig. Det er en lang risikabel kamp, men vi må være frygtløse og utrættelige”. Ordene falder med en vis vægt. Malalai Joya har foreløbigt overlevet fire attentater.

Frank Ledwidge kom fra det britiske militær og arbejdede som rådgiver i Helmand i to omgange. Allerede for ti år siden forudsagde han i bogen Losing Small Wars, at Vesten ville tabe. Bogen var en åbenbaring for mig, fordi den kom indefra det britiske militær selv. Senere skrev Ledwidge Investment in Blood, hvor han med sit insider-kendskab viste hvor kolossale summer, der blev spildt på meningsløse projekter i Afghanistan. Vi mødtes i London, og mødet udviklede sig til et venskab, der stadig varer ved. I dag arbejder Ledwidge af indlysende grunde ikke længere i det britiske militær, men er ansat ved universitetet i Portsmouth.

Talibans magtovertagelse kommer ikke som nogen overraskelse for ham. Krigen var i realiteten allerede tabt i 2009, siger han. ”De toenhalv billion dollars, som USA har kastet ind i Afghanistan, er enten forsvundet i den blå luft eller blevet overført til bankkonti i Dubai, hvor de tyvagtige gangstere, der kører den afghanske regering holder til”. Den afghanske regering, som vi har øst så mange lovord udover i årenes løb, betegner Ledwidge som en af de mest tyvagtige og korrupte i verden.

Matthew Hoh traf jeg på en konference i Stockholm, og siden interviewede jeg ham i samarbejde med Nagieb Khaja til en podcast om krigen på Radio24syv. Hoh er veteran fra krigen i Irak. Kun med nød og næppe slap han med livet i behold, da en helikopter styrtede i en sø efter en fuldtræffer. Som eneste overlevende i den synkende helikopter måtte Hoh kæmpe sig op til overfladen mange meter oppe. Under Obama blev Hoh en betroet medarbejder for den amerikanske regerings specielle rådgiver i Afghanistan Richard Holbrooke. De ting, han her blev vidne til, fik ham allerede i 2009 til at tabe troen på krigen.

Holbrooke tilbød Hoh forfremmelse, hvis han ville nøjes med at fremføre sin kritik internt i stedet for at gå offentlig med den. Hohs svar var en opsigelse, der stadig er bevægende læsning. Matthew Hoh ser ikke noget formål med USAs fortsatte deltagelse i en borgerkrig, hvor en middelklasse-elite står over for en mishandlet, analfabetisk landbefolkning, hvis liv ingen gør sig den ulejlighed at forstå. USA udgør sammen med sine lokale allierede ikke andet end en besættelseshær, hvis adfærd til fulde retfærdiggør oprøret.

Hoh retter også sin kritik mod den afghanske regering, hvis præsident, Hamid Karzai, han så omgivet af krigsforbrydere og narkobaroner. Det seneste præsidentvalg i 2009, hvor Hamid Karzai blev genvalgt, byggede ifølge Hoh på omfattende valgsvindel. Den terrorisme, amerikanerne hævder at bekæmpe, trives i lige så høj grad i Pakistan, Somalia og Yemen for ikke at tale om Vesteuropa.

Den veludrustede amerikanske hær, hvis træning, moral og udstyr, Hoh som veteran roser i høje toner, er til gengæld fuldstændig uforberedt på de komplekse forhold, der møder dem i Afghanistan. De mål, USA har sat sig, vil aldrig blive opfyldt, skriver Hoh i sin opsigelse, og de store ofre vil derfor være spildt. Hoh siger det lige ud: Fordi han har tabt troen på krigens formål, vælger han at træde tilbage som rådgiver for den amerikanske regering. I dag er han aktivist i Veterans for Peace og senior-medlem af Center for International Policy.

På den kritiske tv-station Democracy Now bliver Matthew Hoh interviewet om sit syn på situationen efter Kabuls fald. Hoh ser to muligheder. Enten sker der en forsoning i det krigstrætte afghanske folk, eller også starter en ny fase i borgerkrigen. Der er magtfulde krigsherrer, som sandsynligvis vil nægte at overgive sig, og Hoh frygter, at CIA vil bakke dem op.

Hans kritik af den dominerende udlægning af nederlaget i de amerikanske medier er nådesløs. Medierne fokuserer kun på den kaotiske evakuering, som om den er den egentlige skandale i tyve års krig. Ingen taler om nederlagets årsager. De ansvarlige for millioner af afghaneres lidelser får endnu en gang lov at sætte dagsordenen. Og den lethed, hvormed de uimodsagt lyver, skræmmer ham.

Det er nogle af de stemmer, der har betydet meget for mig i den endeløse krig. Det er mennesker, der hver på deres måde har kendt krigen indefra, enten som ofre, eller fordi de var tæt på magtens beslutningscentre. De kunne have valgt at tie med deres viden. Eller de kunne have valgt at slutte sig til koret. Med store personlige omkostninger valgte de i stedet at træde frem. Sandheden var for dem vigtigere end deres karrierer, eller som i Malalai Joyas tilfælde hendes eget liv. Heller ikke i dag er der nogen, der kalder dem frem som kronvidner. Der bliver stadig ikke lyttet til dem.

Men deres vidneudsagn er en vigtig, måske den vigtigste del af den uskrevne historie om en af verdenshistoriens længste krige. /Carsten Jensen