Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix
”Hej sygeplejersker. I skulle have valgt at blive minkavlere. Siger det bare.”
Det har ikke skortet på på bitre og ironiske kommentarer på de sociale medier, efter at det onsdag aften stod klart, at regeringen med et folketingsflertal i ryggen går ind og med lov og stopper den konflikt, som har stået på mellem Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner siden 19. juni.
Landets strejkende sygeplejersker vil så formentlig være tilbage på hospitalerne fra på lørdag, og hvis de er slukørede, indebrændte og irritable er der ikke noget at sige til det. De gik på barrikaderne med et krav om en lønstigning på 15-20 pct., hvilket giver god mening og virker retfærdigt.
Ved Tjenestemandsreformen i 1969 blev sygeplejerskerne af den såkaldte tjenestemandskommission (nedsat i 1965) placeret lavt i lønhierarkiet i forhold til andre grupper af offentligt ansatte med samme uddannelsesniveau. Fordi sygeplejerske var et ”kvindefag”. I de mellemliggende 50 år har sygeplejerskerne uden held forsøgt at få lukket lønefterslæbet et antal gange.
Det burde have kunnet lade sig gøre her i 2021. Besøger man Dansk Sygeplejeråds (DSR) hjemmeside, får man fornemmelsen af en organisation, der har været kampklar og væbnet til tænderne. Kommunikationen er i top. Kravene og deres historiske baggrund er beskrevet i klokkeklare vendinger. Det er ikke svært at forstå. Ingen bør være uenig i, at sygeplejerskelønnen ikke hænger sammen, og at det bunder i patriarkalske strukturer og tankegange, der burde høre fortiden til.
Et sted på DSR’s hjemmeside er der et flot og pædagogisk flowchart (eller rutediagram, som det på dansk), som viser strejkeprocessens mulige udfald. Desværre for sygeplejerskerne er ruten endt på det værst tænkelige sted: -> Regeringsindgreb -> Alle genoptager arbejdet.
Den socialdemokratiske regering får formentlig allerede i dag – med støtte fra Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance – stemt et lovforslag igennem om en minimal lønstigning til sygeplejerskerne på ca. 5 pct. (fordelt over tre år), der stort set er identisk med det mæglingsforslag fra Forligsinstitutionen, som sygeplejerskerne har stemt imod to gange.
”Meget, meget demotiverende”
Onsdag aften var TV2 Nyhederne ude og vejre stemningen blandt en flok demonstrerende sygeplejersker. En af dem, Marianne Priskorn, der har været i faget i 28 år, sagde, at hun fandt regeringens lovindgreb ”uansvarligt og respektløst”, og at hun nu kommer tilbage på arbejde ”med en flok kolleger, som er dybt frustrerede og meget, meget demotiverede.”
Marianne Priskorns frustration var til at tage at føle på. Tilbage i juni var der et interview med hende i ugebladet Femina, hvor hun fortalte, at hun her i 2021 strejkede for det præcis det samme, som hun strejkede for i 2008, da statsministeren var fra Venstre og hed Lars Løkke Rasmussen. Hun sagde også, at hun fik sin sidste lønstigning, da hun havde været sygeplejerske i ti år. Sådan var overenskomsten.
”Jeg er på dødslønnen, som vi kalder den for. Så er man der resten af sin tid og har ikke udsigt til noget. Det er dybt frustrerende og ulykkeligt, for vi er mere værd,” sagde hun. Marianne Priskorn eget forslag til en lønforbedring er at lægge 5.000 kr. oven i grundlønnen, så man som nyuddannet sygeplejerske får 30.000 kr. om måneden.
Hvad gik der galt for sygeplejerskerne? De fleste politiske kommentatorer og kandestøbere har peget på, at Dansk Sygeplejeråds timing har været forfærdelig. Når offentligt ansatte strejker, er det psykologisk krigsførelse på flere planer, og et af de vigtigste er kampen for at vinde befolkningens sympati – eller hearts and minds, som man siger i militæret. Men det har været svært lige i røven på coronapandemien, der i forvejen har presset sundhedsvæsenet gevaldigt og forsinket tusindvis af planlagte operationer.
Men hvad skulle sygeplejerskerne gøre? Sygeplejerådet har forsøgt at forhandle med regionerne om et lønhop i første halvdel af 2021. Når forhandlingerne bryder sammen, er det ikke noget unormalt forløb, at de bliver afløst af en strejke. At strejken så fandt sted midt i sommerferien, hvor et flertal af danskerne måske ikke rigtig har haft den inde på livet, er uheldigt og ulykkeligt.
Det eneste opløftende lige nu er, at strejken har skabt mere fokus på ligeløn. Men løngabet skal lukkes. Og så er det uheldigt for statsminister Mette Frederiksen, at hun trods sit køn og sin alder fremstår som en dinosaur, der foretrækker at bevare det gamle. Men landet fattes altså sygeplejersker. /Oliver Stilling