Dagbog fra et nederlag – del 2

Dette er anden del af forfatter og Føljeton-ven Carsten Jensens serie om tragedien i Afghanistan. Første del kan læses (eller genlæses) lige her. 

Verdensbanken og Den Internationale Valutafond boykotter nu den sejrende Taliban-bevægelse. Verdens to store pengekasser smækker låget i. De håber sikkert at bringe den fundamentalistiske bevægelse på knæ. Hvad de ikke indser er, at de også risikerer at bringe den afghanske befolkning på knæ.

Da Taleban sidst greb magten for 25 år siden, var det efter 17 års krig en ruinmark, de overtog. De forlod sig på menneskers overlevelsesinstinkt og de rester af et civilt samfund, der endnu måtte fungere. I dag er det afghanske samfund langt mere komplekst. Uanset hvor gennemkorrupt statsapparatet var under den faldne regering, fandtes der dog en infrastruktur med elektricitet, vandværker, mobilnetværk, skoler, hospitaler, renovation, politi og retsvæsen. De to sidste vil Taleban formodentlig uden tøven sende hjem og ikke bede komme igen. Men resten må møde på arbejde, hvis de store bysamfund ikke skal kollapse.

Taleban har allerede nedsat de offentligt ansattes lønninger drastisk i erkendelse af de nye økonomiske forhold. Den afghanske stat har i forvejen aldrig været i stand til at finansiere sine udgifter uden hjælp udefra. Men penge til løn er lige nu ikke Talebans største problem. Deres største problem er, at de offentligt ansatte ikke møder på arbejde. Skyldes det frygt? Eller er det i protest, en begyndende sabotage?

Det er den samme frygt, at hele samfundet bryder sammen, der ligger bag Talebans forsøg på at bremse de mennesker, der søger mod Kabuls lufthavn. De ser, at det er den uddannede middelklasse, der vil væk, læger og ingeniører, et veritabelt dræn af uundværlige ressourcer, også for et fundamentalistisk styre.

Så er det med stop for donationer og udviklingshjælp, vi fra nu af fortsætter krigen mod Taleban, ikke militært, men økonomisk? Og hvad med befolkningen? Går et omfattende sammenbrud ikke også ud over den? Er øget fattigdom, måske endda sult, bare collateral damage, en utilsigtet følgevirkning, som det hedder på militærsprog, når det ydmygede Vesten indleder sin økonomiske hævnkrig mod Taleban?

Eller er det vores mening, at flygtningestrømmen skal vokse? Det anslås, at der allerede findes tre millioner internt fordrevne i Afghanistan og næsten tre millioner flygtninge uden for. Hvor skal de flygte hen? Venter der en flåde af skibe med køjeplads og tryg overfart ved Middelhavets bredder? Og en stor, varm EU-velkomstkomité på den europæiske side med en reformeret, nu pludselig flygtningevenlig Mette Frederiksen i spidsen?

Eller skal afghanerne flygte til Iran, der er på knæ i en ny bølge af covid-19, og hvor unge afghanske mænd i en årrække fik valget mellem at ryge i fængsel eller blive kanonfoder i Syrien? Eller skal de nye flygtninge løbe i armene på Pakistan, der hele tiden har bakket Taleban op?

For en landbefolkning, der i forvejen lever på eksistensminimum, vil et socialt kollaps nok ikke have den store betydning. De er i forvejen hårdt prøvede overlevere. Men for den fjerdedel af Afghanistans godt 35 millioner indbyggere, der bor i byerne, kan det blive en katastrofe, hvis de internationale fonde får magt, som de har agt. Så er det fremtiden? Vi gnider os i hænderne, mens millioner af afghanere går til? Så kan de lære det, de fundamentalistiske sataner! Et strålende lærestykke for hele verden. Hold jer til demokratiet, eller vi nakker jer med økonomisk boykot!

Men måske ser tingene ikke helt sådan ud, som vi tror.

I New York Times offentliggør Graeme Smith og David Mansfield et studie i det, de kalder Afghanistans ”uformelle økonomi”. Mansfield kender jeg ikke, men canadiske Graeme Smith har jeg mødt to gange i Kabul, første gang som journalist, anden gang som konsulent for den respekterede tænketank International Crisis Group. Smith var i flere år korrespondent i en af Afghanistans farligste byer, Kandahar, hvorfra han mirakuløst slap levende ud. Han er forfatter til bogen The Dogs are Eating Them Now, “Hundene spiser dem nu”. Den opsigtsvækkende titel refererer til et baghold planlagt af canadiske Nato-soldater, der har nedskudt en flok talebanere. De lader ligene ligge i den forventning, at de dræbtes kampfæller ville komme for at hente deres døde, og så kan endnu en håndfuld talebanere kysse deres røv farvel. Men noget uventet indtræffer. Omkringstrejfende hunde begynder at æde løs af ligene, og bagholdet er spoleret.

Pointen med Graeme Smiths og David Mansfields analyse af Afghanistans uformelle økonomi er den samme: Endnu engang har vi Taleban på sigtekornet, og så kommer hundene og æder vores planer. Vestens planlagte økonomiske bagholdsangreb vil blive forpurret af noget uventet, nemlig det forhold, at Taleban råder over langt større økonomiske midler, end vi aner, og de kommer ikke fra narkosalget, som vi ynder at tro, for opiumsproduktionen var det især regeringens narkobaroner, der nød godt af. Nej, pengene kommer fra Talebans nyligt opnåede kontrol med samtlige Afghanistans grænseovergange, landeveje og broer, der udgør en af Sydasiens hovedfærdselsårer for et kolossalt smugleri af alle slags varer, fra brændstoffer til forbrugsgoder, og Taleban er nu i en central position til at beskatte den omfattende smuglertrafik. Med denne nye indtægtskilde vil Taleban vise sig at være overraskende immune over for stoppet i internationale donationer, konkluderer Smith og Mansfield. Den uformelle økonomi overgår langt donationerne i størrelse.

Og så er der det store naboland, Kina, som Afghanistan i nordøst har fælles grænse med. Kina har for længst opkøbt en stor del af Afghanistans undergrund, som er rig på kobber, jern, kobolt og lithium. Kina har lige som talebanerne, da de besejrede Vesten, masser af tid. Og nu er Kinas tid kommet. Kineserne har kun noget imod muslimer inden for deres eget lands grænser som i Xinjiang-provinsen, hvor de groft undertrykkes. Hvis bare talebanerne er til at tale økonomi med, er kineserne bedøvende ligeglade, om de er demokrater eller fundamentalister. Faktisk føler de kinesiske magthavere sig nok mere hjemme blandt systematiske overtrædere af menneskerettighederne, end de gør blandt demokrater. Og for deres skyld kan de afghanske byers politisk besværlige middelklasse sagtens smutte. Det vil kun kræve et fingerknips at invadere Kabul med en million højtuddannede kinesere, der ikke medbringer våben, men viden.

Og så har afghanerne ikke gode erfaringer med amerikanernes genopbygning af deres land. Omkring 60 procent af de kolossale bistandsummer, der blev givet til Afghanistan forlod aldrig USA, men gik i stedet til amerikanske entreprenører, som ikke drømte om at sætte deres egne fødder i det farlige, uvejsomme land. I stedet overlod de opgaverne til et hierarkisk system af underleverandører, sådan at konstruktionen af et stykke landevej endte i hænderne på en ukyndig, underbetalt lokal entreprenør, og resultatet var da også derefter. Mange nyanlagte veje i Afghanistan regner væk på et par sæsoner. Når kineserne derimod bygger en bro, står den i hundrede år. Det er forskellen på en ansvarsløs, profit-syg neoliberalisme og en solid statskapitalisme, og det er den, Taleban nu vil åbne armene for, et Kina med kolossale geo-økonomiske ambitioner, hvor en ny Silkevej skal gå tværs gennem Afghanistan og forbinde Kina med de store markeder i Mellemøsten og Europa.

Verdens tyngdepunkter har forskubbet sig. Et land, som Vesten vender ryggen til, behøver ikke længere at frygte isolation. Der er masser af andre, der gerne rækker hånden frem. Vi lever ikke længere i en hverken uni- eller bipolær, men multipolær verden, hvor der står en stormagt på hvert andet gadehjørne. Når Vesten, der efter 1989 bildte sig ind at være blevet enehersker i verden, kikker på os selv i spejlet, er det ikke en konge, der møder os, men en marginaliseret outsider. Med vores fiaskokrige har vi bragt demokratiet i miskredit. Hvilke mennesker ved deres fornufts fulde brug ønsker at leve i de sammenbrudte utopier, vi skabte i Irak, Afghanistan og Libyen?

Vores tid er forbi, og det kinesiske imperium er alt for klogt til i Afghanistan at forsøge sig med andet end økonomiske erobringer. I Beijing er der ingen, der drømmer om at bestille gravplads på imperiernes kirkegård. /Carsten Jensen