Wakil Kohsar/AFP/Ritzau Scanpix
Dette er tredje og sidste del af forfatter og Føljeton-ven Carsten Jensens serie om tragedien i Afghanistan. Første del kan læses (eller lyttes) her, og anden del lige her.
Der er et stort spørgsmål, alle stiller sig efter Kabuls fald. Vil fremtiden igen stå i terrorismens tegn?
Vi forfærdes ved synet af rædslerne i Kabuls lufthavn, den trængte, desperate menneskemængde, der i går aftes blev ramt af selvmordsbombere fra Islamisk Stat, med amerikanske soldater og afghanske civile som ofre, og i vores forfærdelse er det, som om vi glemmer tyve års krig og tror, at hvis blot USA var blevet i Afghanistan, ville alt være godt.
Islamisk Stat er ikke nogen ven eller allieret af Taleban, men fjende og rival, og de to grupper bekæmper hinanden med samme indædthed, som de bekæmper deres fælles fjende amerikanerne. Det var ikke kun amerikanerne, Islamisk Stat ville ramme med sit morderiske angreb i Kabuls lufthavn, men også Talebans forsøg på at etablere sig som ansvarlig leder af det Afghanistan, bevægelsen lige har erobret.
Taleban var i modsætning til Islamisk Stat aldrig nogen international terrorbevægelse. I ingen af de utallige terrorangreb, der i de sidste 20 år har ramt os i Vesten, har der været en eneste talebaner involveret. Talebans kamp gjaldt deres eget land, ikke vores.
Men Taleban gav husly til Osama bin Laden, leder af terrorbevægelsen al-Qaeda, der stod angrebet på USA d. 11. september 2001, som udløste invasionen af Afghanistan. Vil det sejrrige Taleban nu igen give husly til Osama bin Ladens arvtagere? Vil den internationale terrorisme igen få et tilholdssted, beskyttet af en kun alt for sympatiserende regering?
CIAs direktør William Burns forsikrede i foråret den amerikanske kongres om, at al- Qaeda ikke har kapacitet til igen at angribe på amerikansk jord. Men ifølge en nylig offentliggjort rapport fra FN har al-Qaeda i dag en tilstedeværelse i hele 15 provinser i Afghanistan. Så skal vi nu til det igen? Er vi tilbage, hvor vi startede for tyve år siden, da to fly ramlede ind i New Yorks tvillingetårne?
David Killcullen er en indflydelsesrig australsk militæranalytiker, der var med til at udforme den strategi for oprørsbekæmpelse, som det amerikanske militær fulgte i afgørende år i Afghanistan. Killcullen er uden den ringeste sympati for Taleban, men mener i et interview med den amerikanske tv-station ABC alligevel ikke, at Afghanistan vil spille nogen hovedrolle i fremtidens terrorisme. Taleban ønsker ikke at være en paria-stat og har brug for international anerkendelse, især fra Rusland og Kina, som ikke er interesseret i at se deres naboland udvikle sig til en ny terroristrede.
Den britiske journalist Jason Burke er en anerkendt ekspert på terrorisme med adskillige bøger om bl. a. al-Queda bag sig. I avisen The Irish Examiner gør han opmærksom på, at al-Qaeda har ændret sig afgørende i de senere år. I Irak gik terrorgruppen amok med utallige, blodige terror-attentater, ikke blot på de amerikanske invasionsstyrker, men også på lokale muslimer. Deres egne trosfæller, sunnierne, vendte sig imod dem og hjalp i form af den såkaldte Awakening-bevægelse amerikanerne med at nedkæmpe den irakiske gren af al-Qaeda.
Siden har al-Qaeda under indflydelse af Osama bin Ladens gamle våbenbroder, ægypteren Ayman al-Zawahiri, sat en stopper for angreb i Vesten og i stedet søgt lokal opbakning i et land som f. eks. Syrien, hvor al-Queda kaldte sig Jabhat al-Nusra og i krigen mod Assad forsøgte at etablere sig som forsvarer af lokalbefolkningen. Al-Qaedas tilstedeværelse i Afghanistan behøver derfor ikke at være tegn på, at landet igen bliver tilholdssted for en ny terrorisme rettet mod Vesten, konkluderer Jason Burke.
Men hvor mange er døde i den endeløse krig? Var de rædsler, vi i går aftes var vidner til i Kabuls lufthavn, i virkeligheden hverdag for millioner, daglige angreb, vold udøvet ikke kun af Taleban, men også af Nato-alliancen?
Midt i den såkaldte informationsalder, som i virkeligheden er en overvågningsalder, hvor satellitkameraer registrerer den mindste bevægelse på jorden, findes der ingen sikre tal på antallet af døde i den afghanske evighedskrig. NGO’en World Beyond War sætter antallet af ofre i Afghanistan fra 2001 til 2020 til 800.000. Det amerikanske Brown University skønner i sin såkaldte Cost of War-undersøgelse mere forsigtigt, at det drejer sig om 230.000 døde.
Der er ingen tal på sårede, men man kan godt regne med minimum to sårede for hver dræbte, og så når vi frem til mindst en halv million sårede i et land med et mildt sagt sparsomt udbygget hospitalsvæsen. Sandsynligvis er tallene på både dræbte og sårede langt højere, end Brown University vover at anslå, for dokumentation var altid svær at fremskaffe i det borgerkrigshærgede land.
I krigen sidste år, fra 2017 til 2019, gennemførte USAs luftvåben omkring 6.000 angreb årligt (der er ingen tal for 2020). Det er gennemsnitligt 500 bombetogter om måneden eller 17 om dagen i tre, sandsynligvis fire år. Dertil kom angreb gennemført af Afghan Air Force, der alene i de første ni måneder af 2020 ifølge Brown University dræbte 156 civile og sårede 193.
Et vigtigt element i USAs krig mod Taleban var de såkaldte Kill-or-Capture-raids, veritable dødspatruljer, hvor amerikanske specialtropper nat efter nat brød ind i landsbyer mistænkt for at sympatisere med Taleban for at dræbe, bortføre og torturere ofte tilfældige landsbyboere. Antallet af raids løber op i mange tusinder. Officielt hed det terrorbekæmpelse, men det betød blot, at enhver terror-mistanke blev besvaret med mere terror. Vi udstiller vor fjendes barbariske kampmetoder, men tier om vores egne.
Allerede i 2009 udbrød en desperat general Stanley McCrystal: ”Hvad er det, vi ikke forstår? Vi taber den her fucking krig, hvis vi bliver ved med at slå civile ihjel.” Alle undersøgelser viser, at generalen havde ret. De store civile tab i de såkaldte Kill-or-Capture-raids var sammen med de hyppige luftangreb en vigtig årsag til den stigende opbakning bag Taleban. Taleban brugte vejsidebomber. Amerikanerne angreb fra luften, og det var ikke kameler, vi bombede i vores fucking krig.
Vi forfærdes ved synet af fortvivlelsen og desperationen blandt de tusinder af forgæves ventende i Kabuls lufthavn, der rammes af selvmordsbombere. Lidelse er aldrig relativ, men alternativet til scenerne i lufthavnen er ikke at ønske sig den evighedskrig tilbage, der i årtier har påført hundredtusinder af afghanere tilsvarende lidelser og millioner af andre en traumatiseret tilstand, de måske aldrig kommer sig over.
Afghanernes lidelser fandt i alle disse tyve år sted hinsides kameraer og reportere, og sådan lærte vi at ignorere deres ulykke. Nu burde det være de åbne øjnes tid, hvis vi omsider skal blive klogere af endnu en af vores fejlslagne krige. /Carsten Jensen