Muslimske kvinder gør oprør

Israa Maarouf på 21 år bor i Gellerupparken i det vestlige Aarhus. Hun står op klokken fem hver morgen, tager et hurtigt bad og pakker sin taske. Klokken kvart i seks går hun hastigt gennem Gellerups grønne områder og betonblokke og passerer et par smadrede ruder på vejen. Klokken 6.21 stiger hun på toget til Aalborg, og to en halv time senere, klokken 8.16, træder hun forpustet ind i undervisningslokalet på Aalborg Universitet, hvor hun studerer organisatorisk læring.

Jeg møder Israa Maarouf og hendes 19-årige søster Fatina Maarouf søndag morgen i Gellerupparken i en gårdlænge, hvor stokroserne kryber op ad murene. Gården udgør Foreningernes Hus i Gellerup, og de to kvinder har nøglerne til indgangsdøren.

Israa Maarouf er målrettet, og ambitionerne stråler ud af hende. Det samme med Fatina, der læser medicin på Aarhus Universitet og leende siger: ”Jeg er typen, der ved alt om alt.”

De har begge to stor respekt for den danske foreningstradition og er medlemmer af adskillige af Gellerups minimum 60 foreninger. ”Men der mangler professionalisme i mange foreninger,” siger Israa Maarouf. Og den professionalisme vil Israa Maarouf gerne bidrage med via sine studier i økonomi, psykologi og kommunikation.

Fra 2006 til 2016 er antallet af 20-24 årige kvindelige immigranter og deres efterkommere med en ikke-vestlig baggrund på danske universiteter næsten fordoblet fra 2,8 til 5,2 procent af gruppen. Det tilsvarende tal for danske kvinder er 4,3 procent ifølge tal fra integrationsministeriet. Danske immigranter med en ikke-vestlig baggrund kommer primært fra lande, hvor muslimer er en majoritet.

”Over de sidste 20 år har vi set en tydelig udvikling, især for immigrantpiger og deres efterkommere,” siger Vibeke Jakobsen, der er seniorforsker på Socialforskningsinstituttet SFI. ”Mange af dem er dygtige studerende og meget fokuserede.”

Nogle iagttagere kalder de muslimske kvinders fremdrift for en revolution:

”Vi ser i øjeblikket et sindssygt oprør fra de muslimske pigers side,” siger Khaterah Parwani, der er juridisk rådgiver for Exitcirklen, et samtaleforum for piger og kvinder, der har været udsat for social eller religiøs kontrol. Parwani er vokset op i et socialt boligbyggeri på Amager, men bor i dag på Nørrebro. Hun ser op fra sin computer; fra sit essay-manuskript, som snart udkommer på et stort dansk forlag. ”Vi ser det på studierne, hvor pigerne klarer sig super godt. Men vi ser det også på gadeplan, hvor piger gør, som de vil, og går i stramme jeans. Og på diskotekerne, der er fyldt med piger med en anden etnisk baggrund.”

Ifølge Khaterah Parwani finder et markant oprør i øjeblikket også sted i forhold til at vælge sin egen partner. ”I dag vælger mange unge muslimske kvinder partner på tværs af kultur, religion og etnicitet,” siger hun.

Universitetet er en frizone

Israa og Fatina Maarouf fører an i en rundtur mellem blokkene, og vi starter ved Verdenspladsens grønne facade og en mur af paraboler. Gellerup huser 80 nationaliteter, og mere end 80 procent af beboerne har flygtninge- og indvandrerbaggrund. Gellerup går for at være Danmarks mest berømte og berygtede ghetto. ”Mjølnerparken er en hyggeklub ved siden af,” siger Anders Glahn, lederen af klubberne i Gellerup. Gellerup fører i de værste statistikker fra hård kriminalitet til høj arbejdsløshed.

Israa og Fatina Maarouf, der har palæstinensisk baggrund, har taget initiativ til en rundtur i blokkene i Gellerup for gæster, ‘Bag om Blokken’, som de i 2014 modtog den kriminalpræventive pris for.

”Målet er at skabe dialog med omverdenen og aktivere de unge selv. Vi oplever, at vi bryder med folks fordomme om Gellerup som en farlig ghetto. Mange har troet, at vi slår dem ned, så snart de kommer her,” ler Fatina Maarouf.

Jeg følger efter kvinderne ned ad Gellerups frodige stier. Begge søstre er medlemmer af en lang række frivillige organisationer såsom Gellerups Fritidspatrulje, der skaber aktiviteter og engagement hos områdets børn og unge, og for Fatinas Maaroufs vedkommende også en bestyrelsesmedlemspost af svømmeforeningen. ”Tanken med Gellerup i 1960’erne var at skabe et paradis,” fortæller Israa Maarouf og drejer en gang rundt om sig selv, mens vi går hen langs Gellerups å mellem betonblokkene. ”Men folk havde ikke råd til at bo her.”

Kommunen er i gang med en helhedsplan, der skal åbne Gellerup mod omverdenen. De to kvinder kender området ud og ind, de tager teten og fører an. De er et billede på mange unge muslimske kvinder i Danmark.

Susanne Fabricius, projektkoordinator hos foreningen Etnisk Ung, der rådgiver unge, forklarer, at universitetet for mange unge kvinder er en flugtrute:

”Universitetet tilbyder dem en frizone væk fra familien. De kan undslippe pligter, social kontrol og for eksempel pres for at blive gift,” siger hun.

92 procent af immigrantpigerne og deres efterkommere forventes ifølge tal fra Integrationsministeriet at få en uddannelse. Det er næsten samme rate som danske piger (95 procent).

For Fatina Maarouf har religion ikke været en hindring – tværtimod. ”I islam er det vigtigt at være en aktiv del af samfundet. At tage en uddannelse og være dygtig og stræbsom. Det er på ingen måde et problem for mig at være muslim i det danske samfund. Jeg har gået min egen lille vej,” siger hun og trasker op ad stien forbi en fodboldbane med hujende tilskuere. ”Jeg er mig selv.” Hun slår ud med armene og ler igen.

Unge etniske kvinder finder sig ikke i noget mere

På Nørrebro tager Khaterah Parwani en pause fra sin bog og går ud i sit lille køkken for at lave stærk kaffe. Solen står ind gennem vinduet og rammer hendes skrivebord, hvor computeren står. Parwani blev nysgerrig, da hun som teenager fik Jostein Gaarders bog ’Sofies Verden’ af sin søster. Hun begyndte at læse Sokrates, Kierkegaard og Kant. ”Min far har altid oplyst os og undervist os i filosofi. Han læste Rumi og Hafez med os,” fortæller Parwani, der har afghanske rødder. ”Men i miljøet omkring mig stod kvinderne traditionelt i køkkenet, og de opvartede deres mænd. Fra jeg var 11-12 år, begyndte jeg et oprør mod de forhåndsbestemte roller, hvor nogle kvinder fik tæsk og var underlagt social kontrol. Jeg tænkte: ’Jeg vil aldrig, aldrig leve sådan.’”

Parwani læste jura og bor i dag alene, selv om hun længe har haft en kæreste. Hun er repræsentant for en ny generation, der i stigende grad vælger selv og selv skaber deres eget liv. De går på vandpibecafeer og flirter med drenge. De formulerer – og udlever deres egne drømme.

”Jeg oplever, at mange unge etniske kvinder ikke finder sig i noget mere. Hvis en mand ikke behandler dem ordentligt eller står i vejen for deres karriere – så går de fra ham,” siger Parwani.

Tal fra Danmarks Statistik udpensler tendensen. Fra 2011 til 2014 steg skilsmisser blandt indvandrere og deres efterkommere med 34 procent fra 2.029 til 3.053. Stigende skilsmissetal er selvfølgelig som udgangspunkt en dårlig udvikling. Men advokat Hanne Søndergaard Jensen, der har skrevet en rapport om skilsmisser i immigrantfamilier for SFI, understreger, at det også er et positivt skred.

”Nogle af de kvinder, vi interviewede, følte sig isolerede i deres samfund efter skilsmissen, og mange af dem var fattige. De betalte en høj pris. Men man må også understrege, at en stor del af kvinderne forlod barske og meget undertrykkende ægteskaber. Da vi lavede analysen af tallene i rapporten, konkluderede vi: ‘Wow, vi er virkeligt vidner til et kvindeoprør, der er på vej her.’”

Ifølge Khaterah Parwani er der også et oprør på vej, når det gælder unges sex-vaner. ”I dag hører det i mange miljøer til sjældenhederne, at unge muslimske kvinder er jomfruer, når de bliver gift.”

Den seksuelle frihed overses

En af dem, der har udlevet friheden til at træffe sine egne valg er Geeti Amiri, som også har afghanske rødder. Hun studerer sociologi og blogger for Ekstra Bladet. ”Jeg fik min første kæreste som 17-årig. Jeg var meget bevidst og velovervejet omkring det valg.” Men valget har haft en høj pris for Amiri. ”Når vi taler om, at mange danske muslimske kvinder er højtuddannede og opnår økonomisk frihed, så bliver den seksuelle frihed overset. Men realiteten er, at anstændighedsidealet, dydighedsidealet og jomfruelighedsidealet stadig gælder helt vildt, både for højtuddannede og lavtuddannede kvinder.”

Jomfruelighed er stadig en meget vigtig kapital i indvandrermiljøer, siger Geeti Amiri.

”Vi skal passe på, at vi ikke glorificerer uddannelse og økonomi. Det er fine fremskridt, men det må ikke dække over, at danske muslimske kvinder stadig ikke ejer retten til deres egen krop,” siger Amiri. Som hun ser det, er der samme forventninger til veluddannede kvinder: ”De patriarkalske jomfrueligheds- og anstændighedskrav er lige så strenge for veluddannede. Der er ingen søstersolidaritet. De veluddannede kvinder er forpligtet til at insistere på ligestilling og bryde de patriarkalske strukturer ned – af hensyn til dem, der ikke er veluddannede. Men det lever de ikke op til. Som det er i dag, kritiserer kvinder andre kvinder for at hæve deres egen værdi. Og det er stadig mændene, der sidder på magten.”

Khaterah Parwani er ikke uenig i, at rygtesamfundet, der holder øje med kvinders kyskhed, stadig lever i bedste velgående i indvandrersamfundene.

”Vi kender ikke tallet præcist, men nogle eksperter vurderer, at der i Danmark er omkring 4.000 mødomsrekonstruktioner om året. Det er vildt.”

Men alligevel er der sket store fremskridt, som vil præge generationerne fremover, understreger Parwani.

”De uddannelsesmæssige og økonomiske fremskridt for muslimske kvinder fører til et opgør med de strukturelle begrænsninger i deres baggrund. Vi vil føde en ny generation, som kan stå på egne ben; som kan suse rundt i samfundet.”

De ordinære muslimer

I Gellerupparken befinder vi os nu ud for Bazar Vest, som er kendt for, at mange unge drenge hænger ud og laver ballade og kriminalitet. Et par Mercedeser og ramponerede BMW’er står linet op. ”Medierne fokuserer tit på radikale imamer og kriminelle unge i bander. Vi er gruppen i midten, dem, der arbejder, er under uddannelse eller går på universitetet,” siger Israa Maarouf. ”Der er mange af os, men vi bliver sjældent omtalt i medierne. Vi kalder os ’de ordinære’.” Israa Maarouf begiver sig forbi vandtårnet ved Bispehavevej. Sidste sommer lækkede vandtårnet i tusindvis af liter vand, og mange boliger blev tørlagt, før der igen var vand i hanerne.

Israa Maarouf mener, det er lykkedes for hende at komme på universitetet og leve, som hun vil, fordi hun kender sin religion godt. ”Mine forældre har lært mig at skelne mellem kultur og religion. Det er vigtigt. Jeg har gået på Lykkeskolen her i området. Skolen lærte mig at forstå min muslimske identitet og at forankre den i det danske samfund.”

Vi går ned ad Edwin Rahrsvej – i den modsatte retning af Grimhøjmoskeen, som ligger på en sidevej. Fatina Maarouf tilføjer: ”Jeg har skabt min helt egen forståelse af islam. Jeg er ikke stresset over, at kvinder skal lave mad og rydde op. Nej, nej. Kvinder, som kender deres religion, ved, at mænd skal hjælpe lige så meget til i hjemmet som kvinder. Det er nemt for mig at leve i Danmark, for jeg ser så mange ligheder mellem kristendom og islam.”