Gode vibrationer

Timeglasset er blevet vendt, det er mandag igen, og en helt ny uge er oprunden. Mængden af meningsløs død og ødelæggelse ude i verden er vel, når alt kommer til alt, nogenlunde konstant, men lige for tiden er det, som om medierne er ekstra fokuserede på de mange, mange daglige tragedier. Sådan skal det nok også være.

Lad os begynde med et andet dødsfald, der da også er tragisk, men nok i den mere forventelige ende af bortgangsspektret. Søndag døde den legendariske jamaicanske reggaeproducer og -sanger Lee ‘Scratch’ Perry, 85 år gammel. Han var lidt af et geni, utrolig meget sig selv og super respekteret. Jamaicas premierminister, Andrew Holness, har allerede sendt Perrys familie sin ”dybeste” medfølelse, det er oppe på det plan.

Der er mange historier om Lee ‘Scratch’ Perry. En er nævnt i The Guardians nekrolog: Da Paul McCartney i 1980 blev arresteret i Tokyos lufthavn med lidt over 200 gram marihuana på sig, skrev Perry straks et brev til den japanske justitsminister: ”Tænk venligst ikke på mængden af involverede urter som voldsom. Mester Paul McCartneys intentioner er gode.”

I Rolling Stone Magazine siger den store reggaesanger Max Romeo, 73, at det er 16 år siden, at han har grædt, og at han ikke troede, han havde flere tårer i sig, indtil han fik nyheden om Perrys død. Og så fortæller han en lille anekdote om deres samarbejde på War Ina Babylon fra 1976, som nok hører til blandt historiens 10 bedste reggae-albums: Perry arbejdede dag og nat med at producere og mixe LP’en, og da det var færdigt, syntes Max Romeo, at den var fremragende – bortset fra én sang, som han fandt dum og underlig.

Perry gættede straks, hvad det var for en, Romeo havde i tankerne: ”Chase the Devil”? ”Han sagde, jeg skulle gå hjem og få noget søvn, for det nummer, jeg forsøgte at fjerne, var det bedste nummer på det forbandede album,” lyder det fra Max Romeo. ”Chase the Devil” blev selvfølgelig War ina Babylons helt store hit.

Naomi Osakas indre kamp

Man bliver sgu så glad, når man hører om visionære folk, der er oprigtige, tro mod sig selv, har værdierne i orden og udsender positive vibrationer. Den liste er den 23-årige japanske tennisstjerne Naomi Osaka helt sikkert også på. Osaka blev et verdensnavn, da hun i 2018 vandt over sit store idol Serena Williams i finalen ved Grand Slam-turneringen US Open. Da hun i juni i år trak sig ud af French Open efter første runde, var det med henvisning til, at hun ikke havde det godt psykisk, og at hun havde lidt af tilbagevendende depressioner siden den sejr over Williams i 2018.

Søndag skrev hun mere om, hvad hun har gjort sig af overvejelser om sit mentale velbefindende. Og hun havde måttet konstatere, at hun er ekstremt hård ved sig selv. ”Jeg har aldrig sagt til mig selv, at jeg har gjort det godt, men jeg ved, at jeg konstant siger til mig selv, at jeg er elendig, eller at jeg burde kunne gøre det bedre.” Og, skriver hun videre, ”hver gang en ny chance dukker op, tænker jeg: ‘Wauw, hvorfor mig?’. Jeg tror, at det, jeg forsøger at sige, er, at jeg vil forsøge at fejre mig selv og mine præstationer lidt mere – det synes jeg, at vi alle burde gøre.” Og herfra slår hun et slag for, at alle, der går rundt og er selvhadende og hele tiden slår sig selv oven i hovedet med andres forventninger, ligesom siger ad helvede til med det – nu vil jeg glæde mig over ting i stedet, det er en sejr, at jeg overhovedet er stået op!

Det er jo så ikke noget, der løser de selvværdsproblemer, som tynger så utroligt mange mennesker. Men det er al ære værd, at et forbillede som Naomi Osaka, der ligner prototypen på en vinder, stiller sig op og siger åbent, at hun har det dårligt og vil gøre noget ved det. Det smitter forhåbentlig.

Gentoftes ydre kamp

Selvværd – det er der sikkert også folk, som slås med i Gentofte, den stenrige kommune nord for København. Berlingske har de seneste dage skrevet nogle artikler om, at Gentofte-villaerne atter er ”plaget” af indbrud, efter at den form for kriminalitet har ligget stille under coronaepidemien, hvor folk har været hjemme.

Avisen mødte forleden (betalingsmur) en gruppe veninder nær Charlottenlund Station, som godt nok ikke selv havde haft indbrud (”7-9-13”), men som tilsyneladende brugte utrolig meget energi på at frygte det. ”Det er da noget, man tænker over,” udtalte en af dem. ”Jeg tænker meget over, hvem jeg lukker ind i mit hjem af fremmede, om det så er en VVSer, eller hvad det måtte være. Jeg lægger mærke til, hvad han lægger mærke til af møbler. For jeg ved jo godt, hvad der kan omsættes, og hvad der ikke kan.”

Paranoia er som regel en indre kamp. Men indtil man indser det, kan man da forsøge sig med alle mulige ydre foranstaltninger. Det gør de så i Gentofte, hvor kommunen drømmer om at indføre et vægterkorps med schæferhunde og droner, der skal stresse tyvene, indtil politiet kommer.

Berlingske beskriver scenariet således: En bil ”stopper foran huset, og ud af bilen stiger en mand med en schæferhund. Sammen stiller de sig ved rækværket og holder øje med tyven. Hunden gør, manden råber. Tyven ser dem og sætter farten op. En drone kommer flyvende over huset. Nu løber tyven. Manden holder skarpt øje med, hvor han løber hen. Dronen følger tyvens bevægelser, indtil han forsvinder fra villavejen. Politiets sirener kan høres i det fjerne.”

Ikke ligefrem visionært. Ingen gode vibes. Lidt mere Lee ‘Scratch’ Perry tilsat en knivspids Naomi Osaka er, hvad velhaverne deroppe godt kunne bruge på sådan en mandag. /Oliver Stilling