Donda: Kanyes undervældende comeback

Det er altid lidt af en begivenhed, når Kanye West udgiver nyt album. Først og fremmest musikalsk: Om man vil det eller ej, er Kanye en af de vigtigste nulevende musikere, som af flere omgange har revolutioneret hiphoppen. Da debuten The College Dropout kom i 2004, udstak Kanye pludselig en ny, mere soulet og personlig kurs for genren, der ellers var kørt fast i gangsterattituder og misogyn macho-bravado. Kunstnere som Drake og Travis Scott ville ikke lyde, som de gør, hvis ikke det var for 808s & Heartbreak. Den hårde, industrielle lyd på Yeezus virker stadig moderne i dag, otte år efter udgivelsen. Kort fortalt: Når Kanye West udgiver ny musik, spidser alle andre ører.

Særligt de senere år har Kanyes albumudgivelser dog også pådraget sig opmærksomhed af helt andre grunde end selve musikken. Med sin larger-than-life-persona har rapperen (næsten) altid skabt forargelse i de mere polererede kredse – tænk bare på hele kontroversen med Taylor Swift, som Kanye afbrød midt i en takketale tilbage i 2009 for at sige, at Beyoncé altså havde lavet en bedre musikvideo. I Trump-æraen har Kanye optrappet indsatsen som et utilregneligt, løsgående missil: Albums er blevet annonceret for efterfølgende at forsvinde fra jordens overflade, og først gik Kanye fuld MAGA [Make America Great Again], så var han pludselig genfødt kristen. Maniske tweet-storme er blevet afløst af rungende tavshed.

Ingen kunne rigtig forklare, hvad Kanye havde gang i – eller også bortforklarede man det med hans bipolære lidelse. En lidelse, Kanye selv har beskrevet som en lidt ambivalent superkraft: ”Jeg hader at være bipolær, det er awesome”, som der står på coveret til ye fra 2018. Kontroverser og gossip-gætterier om Kanyes mentale helbred blev den nye mainstream, alt imens superfans stod fast på, at Kanye stadig havde den: Evnen til at levere et nyt mesterværk.

Udskydelse på udskydelse

Selv de mest rettroende apostle kan dog blive udfordret i troen på Yeezus, som han kaldes af både sine disciple og af sig selv. Allerede ved udgivelsen af The Life of Pablo i 2016 begyndte en lille tvivl at nage – både hos apostlene, og hos Kanye selv. Albumlanceringen var en uskøn affære med flere udskydelser, og selv efter The Life of Pablo havde fundet vej til streamingplatformene, blev Kanye ved med at opdatere og finpudse sangene. Som var alt blevet lavet i sidste øjeblik, i skitseform og med pludselige indskydelser. Den stilsikre taktstok, der tidligere havde dirigeret musikken, var begyndt at sende tvetydige signaler – også selvom albummet stadig var ret solidt.

Da Jesus is King udkom tre år senere, blev det for alvor tydeligt, hvordan Kanye vaklede mellem tvivlen og troen. Oprindeligt skulle albummet have heddet Yandhi, sange derfra lækkede og cirkulerede i internettets undergrund (og kan stadig findes i forskellige versioner på YouTube), hypen begyndte at sprede sig: Kanye var tilbage i storform. Ud af det blå kom så Kanyes kristne vending, og i sidste øjeblik blev Yandhi forvandlet til et halvbagt, ubehjælpeligt lovprisningsalbum. Superstjernen havde haft den musikalske åbenbaring inden for rækkevidde, men valgte pludselig at kassere arbejdet til fordel for kiksede vers om Gud og fastfoodkæden Chick-fil-A. Yeezus Christ.

Af samme grund har forventningerne til Kanye Wests nye plade Donda stukket i alle retninger. Albummet er opkaldt efter Kanyes afdøde mor, hvilket af mange blev set som et positivt tegn: Rapperen ville ikke plastre Donda Wests navn på et projekt, der ikke var helstøbt. Andre har været nervøse for, at den ufrivilligt komiske, kristne stil ville fortsætte. Imens har Kanye West vanen tro udskudt albummet af flere omgange. Helt mystisk blev det, da Kanye afviklede et stort opsat listening party i Mercedes-Benz Stadium i Atlanta, hvorefter han flyttede ind på fodboldstadionet for at gøre det album færdigt, han lige havde afspillet. De bange anelser begyndte at melde sig: Ville albummet nogensinde udkomme? Eller var der bare tale om (endnu) et indviklet PR-stunt?

Djævlen i detaljen

Søndag kom miraklet så: Uden større fanfare var Donda pludselig at finde på alverdens streamingtjenester. Et øjeblik kunne al snakken rundt om Kanye forstumme, nu har vi rent faktisk musikken at forholde os til; et værk at forholde os til. Og hvordan er det så, værket? Rodet, men klart bedre end Jesus is King. Ambitiøst, men også for langt (den samlede spilletid løber op i én time og 49 minutter). Når Donda er bedst, klinger det af Kanye, der er tilbage i topform. Når det er værst, skal man lede langt efter sine tæer, der har krummet sig så langt sammen, at der ret beset er tale om et forsvindingsnummer.

Kanyes kunstneriske ubeslutsomhed præger desværre pladen helt hen til albumcoveret, der er endt med at være kulsort – på trods af, at flere forskellige covers har været i omløb helt frem til udgivelsen. Tilsvarende er alle bandeord blevet censureret væk, selvom flere af de gæsteoptrædende rappere tydeligvis har bandet og svovlet løs på deres vers. Tilbage efterlades et mærkeligt tomrum, der kunne være undgået, hvis Kanye havde lagt sig fast på én kurs fra begyndelsen. Hvem ved, måske kommer der en såkaldt explicit udgave af Donda engang i fremtiden?

Lige så mærkeligt er det, at Kanye har holdt fast i den kristne linje, men alligevel har inviteret kontroversielle skikkelser som DaBaby og Marilyn Manson med i studiet. Enten tager Kanye det bibelske budskab om tilgivelse meget bogstaveligt, eller også kan han bare ikke lade være med at provokere.

Sange som ”Off The Grid”, ”Hurricane” (sangeren The Weeknd lyder guddommelig), ”Believe What I Say”, ”Heaven and Hell” og ”Jesus Lord” må betegnes som højdepunkter, hvor Kanye musikalsk skuer både fremad og tilbage på én og samme tid. For de fleste gæsteoptrædende (og dem er der mange af) gælder det, at man ikke er gået sovende til opgaven. Måske lige med undtagelse af Jay-Z (som Kanye tilsyneladende er kommet på god fod med igen), der på ”Jail” får rappet de noget ubehjælpelige strofer ”God in my cell, that’s my celly/ Made in the image of God, that’s a selfie”.

De elektroniske orgler fylder en del på pladen, der nærmest kan betegnes som en hypermoderne omgang gospel – på godt og ondt. Imens pendulerer Kanye mellem henholdsvis veloplagte bars og punchlines, der får ovennævte Jay-Z-vers til at lyde som Shakespeare. ”And I don’t do commercials, ’cause they too commercial/ Give it all to God and let Jesus reimburse you”, rapper Kanye på ”Keep My Spirit Alive”. For nu at sige det med en sangtitel fra ye: ”Yikes”.

Idéerne på Donda står i kø, men hver gang man tror, Kanye har fundet formen, kommer man hurtigt på bedre tanker. Albummet kunne snildt være blevet beskåret til det halve, uden at noget af reel værdi var gået tabt. Donda vil næppe overbevise agnostikerne om, at Kanye skulle være rappens store frelser. Men der er dog så tilpas meget vellyd gemt væk under den lyrisk ridsede fernis, at de mest inkarnerede fans vil kunne ånde lettet op. Kanyes musikalske talent kan man, trods alt, stadig tro på. /David Dragsted