Kære læser

Et ækelt fænomen

0:00 / 0:00

Jyske Banks direktør Anders Dam. Arkivfoto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix

I sin underholdende, men på mange måder overfladiske og ligegyldige fagbog Uri Geller – fup eller fakta? (1974) omtaler tryllekunstneren Leo Leslie en episode på universitetet i Oslo i 1922, der skulle blive afgørende for det danske clairvoyancemedium Einer Nielsen. Einer Nielsen (1893–1965), der stadig i spirituelle kredse betragtes som den første danske spiritist ”af betydning”, gjorde sig allerede som ung mand bemærket ved sine evner til at materialisere store mængder lysende ektoplasma. De paranormale frembringelser skete dog altid i totalt mørke, hvilket måske burde have fået nogle alarmklokker til at ringe.

Men dengang i begyndelsen af 1920’erne vakte det Selskabet for Psykisk Forsknings interesse, og under hvad de selv opfattede som ”streng kontrol” med kropsvisitation osv., deltog flere af foreningens medlemmer i en række seancer med Einer Nielsen, hvorefter de i en rapport kunne konkludere, at hans evner ”foreløbig ikke kan forklares, men i hvert fald ikke hidrører fra taskenspillerkunsten”.

Den konklusion var simpelthen for dum, mente skeptikerne imidlertid, og Politikens chefredaktør Henrik Cavling satte endog 10.000 kr. på højkant, hvis fem rigtige videnskabsfolk var i stand til at komme til samme resultat.

I 1922, da Oslo stadig hed Christiania, granskede forskere på universitetet deroppe så Einer Nielsens talenter. De nåede frem til, at han var en bedrager, eftersom ektoplasmaen i virkeligheden bare var et langt stykke stof, ”han i ly af mørket havde hevet ud af sit skjul i endetarmen,” som Leo Leslie formulerer det i Uri Geller – fup eller fakta?

Hverken Leo Leslie eller Einer Nielsen har fået noget stort efterliv på internettet. Men det lader til, at Nielsen selv og folk i det paranormale miljø holdt fast i, at han kunne noget særligt og virkelig var i kontakt med det overnaturlige.

 

Unikt indblik hos inger.dk

To aktuelle begivenheder i de seneste dage vækker mindelser om Einer Nielsens brug og rectum og efterfølgende evne til at holde fast i sin egen opfattelse af virkeligheden – og få andre til også at gøre det. Den ene er fremkomsten af hjemmesiden inger.dk, tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs nye abonnementsmedie (25 kr. om måneden), hvor hun gennem blogindlæg og ”videodagbøger” vil fremlægge sine politiske synspunkter og give et ”unikt indblik i rigsretssagen” mod sig, som ”ikke kan findes andre steder”.

Og som hun skriver derinde: ”Desuden er du også med til at støtte den politiske kamp for danske værdier og kampen imod det ækle fænomen, som barnebrude er. Jeg håber, at du vil være med i denne folkeklub, der elsker Danmark.” Vi har sagt det før: Inger Støjberg lever i sin egen verden, men den er jo virkelig nok for hendes relativt mange sympatisører, som hovedsageligt bor ovre i det vestjyske, hvor hun selv kommer fra.

Inde på inger.dk ligger der allerede flere videodagbøger, og i den ene, der er gratis adgang til, fortæller hun ”den ægte historie om kagen” – altså om dengang hun fejrede sin udlændingestramning nr. 50 med en kage, som hun viste frem på Facebook. Men ”den ægte historie” er helt flad; der er ingen fænomenologi, ingen indsigt, intet ”det var ikke ment på den måde”, men ganske enkelt en næsten måbende beskrivelse af egen overraskelse over sin store gennemslagskraft. Den kage er Inger Støjbergs ‘ektoplasma’, men ligesom Einer Nielsen fortsætter hun, hvor hun slap – blot med endnu større skyklapper.

 

Jyske Bank har intet forstået

Den anden aktuelle begivenhed er hos Danmarks tredjestørste bank, Jyske Bank. Anders Dam, der har været direktør for banken i en menneskealder, arbejder på lige så stille at trække sig tilbage, og som enhver anden selvoptaget chef bruger han meget krudt på at sikre arvefølgen.

Han havde kørt en fyr i stilling, som tidligere har haft titel af direktør i Danske Bank. Men Lars Mørch, som han hedder, var blevet vejet og fundet for let af Finanstilsynet. Eller mere præcist: Finanstilsynet ville ikke udstede en såkaldt fit & proper-godkendelse af ham som nyt medlem af direktionen i Jyske Bank af den simple grund, at Lars Mørch har spillet en central rolle i hvidvasksagen i Danske Bank. Lars Mørch var direkte ansvarlig for bankens estiske afdeling, der i årevis skyllede suspekte milliardstrømme igennem.

Her kunne man godt tro, at det var over and out for Lars Mørch. At han måske skulle kaste sig over et andet gebet. Men nej, Jyske Bank kommer og forsøger at samle ham op. I sidste uge sendte banken en pressemeddelelse på gaden om, at den var ”uenig” i Finansstyrelsens vurdering, ”som vi både mener er baseret på en for streng standard og er udtryk for en forkert vurdering af Lars Stensgaard Mørch i et komplekst forløb, hvor han i sin ageren har tilstræbt at gøre det rigtige. Denne vurdering er også støttet af vores advokater.”

Også Jyske Bank synes at leve sin egen verden. Specielt bemærkningen om, at bankens advokater er på bankens side, råber til himlen. Jyske Banks ‘ektoplasma’ er lige nu Anders Dam. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12