De homoseksuelle må leve på polsk

På en klippe ved den polske kystby Gdynia står Jasiek. Bølgerne slår dovent ind mod stenene, stedet er badet i mandaringult aftenlys, og han er iført sin fars smokingjakke og et par tårnhøje røde stilletter. Om lidt skal han giftes med sin kæreste, Dominik, men først skal han synge duet med Polens svar på popidolet Beyoncé, Beata Kozidrak. “Hvis hun ikke kan komme, må jeg nøjes med den rigtige Beyoncé, men Beata er den ægte dronning, og hun har et ligeså stort stemmeomfang,“ siger han med en selvfølgelighed.

Det er skidengråt vejr i den gamle østblok. I sin et-værelses lejlighed i Warszawas Praga-kvarter står 30-årige Jasiek Sobijanek iført røde stilletter og digter en slutning på sit kitschede drømmebryllup. Hans kæreste ligner en, der for længst er checket mentalt ud af fantasien, men han behøver ikke frygte at skulle stå model til flødeskumsceremonien, for i Polen er homovielser – både de civile og de kirkelige – ulovlige. Derfor må parret fortsat leve på polsk, men igennem vores samtale bliver det tydeligt, at det er det mindste af deres problemer.

Jasiek fortæller om hvordan han i en alder af 12 år begyndte at drikke alkohol for at komme i kontakt med en mere maskulin side, der kunne beskytte ham mod mobning og vold. Om hvordan han, da han for første og eneste gang i sit liv formastede sig til at tage sin kæreste i hånden på åben gade, blev overfuset. Og om grundlæggende at frygte for fremtiden. Homofobien i samfundet har han været vant til, men det politiske klima lugter af tilbagegang:

“Vi er på vej tilbage til Middelalderen. Jeg håber, det kan ændre sig, men jeg tror ikke på det. Mine forældre har sagt til mig, jeg skal flytte fra Polen, fordi der ikke længere er noget for mig her. De frygter for mit liv”.

Er du selv bange? 

“Selvfølgelig. Hele tiden. Selv i det tøj, jeg har på nu, er jeg bange for, hvilke reaktioner jeg vil møde på gaden”.

Hvordan ville du gå klædt, hvis du helt selv kunne vælge? spørger jeg, og det er sådan, Jasiek ender i sine stilletter. Dem tør han ikke iføre sig udenfor hjemmet.

De usikre tilstande bekræftes fra flere sider. I organisationen Lambda, som med beskedne 30 år på bagen er den ældste LGBTQ-organisation i Polen, oplever man, at de såkaldte ‘LGBT-ideologi-fri zoner’, har blåstemplet en mere eksplicit homofobi i gadebilledet. Zonerne blev implementeret af flere kommuner rundt omkring i landet under den nuværende Lov og Retfærdighed (PiS)-regering, og den retoriske offensiv er ifølge Lambda smittet af på folkestemningen.

Tendensen bekræftes af Dominik Kuc, der er projektkoordinator og rådsmedlem i GrowSpace Foundation, der hvert år udgiver en rapport om trivslen for LGBTQ-personer i Polen: “Vi har observeret, at flere og flere indikerer, de oplever vold og tilråb i gadebilledet. Vi fokuserer primært på unge mennekser, og i 2020 angav 25 pct. [af de adspurgte, red.], at de havde oplevet verbal diskrimination på gaden. Det var mens [Polens præsident, red.] Andrzej Duda førte valgkamp, og sprogbruget var enormt homofobisk det år. Tidligere, og så sent som i 2018 og 2019, var tallene lavere.“

Udviklingen har fået Jasiek og hans kæreste til at beslutte sig for at flytte fra Polen. De er i gang med at spare sammen, for med polske lønninger kommer de ikke langt andre steder, bemærker han. Imellemtiden håber han på, at EUs sanktioner af de kommuner, som har implementeret ‘anti-LGBT-lovgivning’ vil virke: “Heldigvis er polakker vildt optagede af penge, så hvis der er udsigt til, de mister dem, kan det måske være en motivation,“ joker han.

Et kirkeligt ægteskab med Lov og Retfærdighed

Lige nu er der dog ikke meget, der tyder på, at pengene er motivation nok i sig selv. I slutningen af august stemte regionsregeringen i den sydpolske region Małopolska imod at afskaffe den resolution, de for to år siden vedtog om at modsætte sig ”offentlige aktiviteter med det formål at promovere LGBT-bevægelsers ideologi”. Dominik Kuc har ellers store forventninger til EU’s sanktionsværktøj. Han oplever, at Lov og Retfærdighed har Polens landregioner i et fast greb gennem deres forbindelse til den katolske kirke:

“Fronterne er trukket op i Polen, fordi det østlige Polen er under markant større indflydelse af den katolske kirke end det vestlige Polen. Derfor har regeringen gjort de konservative, kirkelige værdier [som abortmodstand og modstand mod LGBTQ-rettigheder, red.] til mærkesager. En majoritet i Polen støtter stadig de værdier, og identificerer sig ikke med EU-værdier som menneskelig værdighed og lige rettigheder. Kirken promoverer ikke de værdier, og de mindre samfund er bygget op omkring kirken.“

Det mener han ikke vil ændre sig, før borgerne får øje på, hvor midlerne kommer fra: “På den ene side ser borgerne [i EU, red.] investeringerne, og på den anden side er de under stærk indflydelse fra kirken. Vi kan ikke forbinde prikkerne. Vi kan ikke forbinde de fysiske resultater af EU-projekterne og -investeringerne med EU-værdier pga. kirkens indflydelse. Og det er i Lov og Retfærdigheds interesse, som ønsker at kirken skal bibeholde den magt, fordi [samarbejdet, red.] giver adgang til en enorm vælgerskare. Når de går ind og lovgiver mod udenlandsk mediestøtte, handler det fx om at skærme vælgerne fra anderledes diskurser og holdninger.“

Kuc tror ikke, at Lov og Retfærdigheds egentlige formål med deres EU-kritiske retorik og kontroversielle lovgivning er at nærme sig en såkaldt ”Polexit”. Til gengæld har de kunnet gøre brug af splittelsen politisk. Og som en lus mellem regeringens og kirkens negle, sidder Polens marginaliserede grupper.

Om aftenen slår det om i vejret, og Warszawa skifter form. På Plac Zbawiciela drikker de unge hvidvin, og byen ligner ikke længere noget fra en planøkonomisk dystopi. Smøgerne sidder løst mellem lange, kitschede fingernegle, alle kender alle og ligner blommerne i de små, lækre vagtelæg, der sælges i delikatessesupermarkedet rundt om hjørnet. En enkelt fyr har endda formastet sig til at påføre en lyserød eyeliner. Jasieks ord virker langt væk, og man kunne næsten få det indtryk, at der kæmpes mod vindmøller.

Men vindmøllen findes. Den holder til på 8. sal af en mondæn etagebygning i den anden ende af Warszawas centrum. Her finder man Dr. Zych, som hans medarbejdere kalder ham. Han er rektor for byens nye private universitet, Collegium Intermarium, der har tætte bånd til både regeringspartiet og den katolske kirke. I næste artikel møder Feuilleton ham, og så taler vi med en queer burlesque-danser, som, i modsætningen til Jasiek, har tænkt sig at blive i Polen og danse sig til et bedre samfund. /Asta Kongsted 

Artikelserien udgives med tilskud fra Europa-Nævnet.