Foto: POOL/Ritzau Scanpix
I februar, da Strasbourgs gader lå spøgelsestomme hen, spurgte jeg min franske ven, hvad han så som den vigtigste årsag til, at franskmændene ikke lod sig vaccinere. Han fortalte, at mange i hans i øvrigt veluddannede omgangskreds egentlig gerne ville og sådan set havde tiltro nok til vaccinerne. Men de ventede på et gennembrud fra Pasteur-instituttet, den franske stolthed opkaldt efter mikrobiologen Louis Pasteur, der revolutionerede vaccineteknologien og opfandt – skulle man være i tvivl – pasteurisering. Svaret lød noget i retning af:
”De synes nok bare, at den er … bedre”.
Lørdag demonstrerede 160.000 mennesker for syvende uge i træk i Frankrigs gader mod den franske pendant til coronapasset, pass sanitaire, der blev indført i midten af juli og stiller krav om negativ PCR-test eller vaccination, når franskmændene skal på restaurant, Louvre eller med Métro de Paris. Meget lignende den model, vi længe har levet med herhjemme, og som om en uge bliver helt udfaset, når COVID-19 ikke længere ses som en samfundskritisk sygdom.
Men Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, går skridtet videre i forsøget på at vaccinere befolkningen, der historisk har været de mest skeptiske i verden. Siden maj har man vaccineret franske børn og teenagere, og hvis forældrene skal med til forældremøder (blød betalingsmur), skal også de vaccineres. Sundhedspersonale kan fra om en uge blive frataget deres løn, hvis ikke de kan fremvise vaccinedokumentation, og fra oktober vil tests ikke længere være gratis.
Ikke fordi regeringen mangler penge, men fordi Macron håber, at det i sidste ende kan få ham til at undgå at skulle indføre flere restriktioner – og dermed igen tabe ansigt, som da han i foråret vendte på en tallerken og lukkede samfundet hårdt ned, efter stædigt at have insisteret på, at hjulene i hvert fald skulle holdes i gang. Og i sit forsøg på at opnå legitimitet fra befolkningen ikke bare tilsidesatte myndighederne, men også videnskaben:
”Den videnskabelige enstemmighed er aldrig blevet mødt. Og nogle gange kommer fakta fra dagen efter og modvirker det, vi troede var sikkert, dagen før”, som han udtalte til den franske ugeavis Le Journal du Dimanche.
Trætte af staten, ikke af videnskaben
Men hvorfor har franskmændene så meget imod coronapasset? Det korte svar er, at de ser det som udtryk for vaccinediktatur fra Macron, der tvinger dem til at lade sig vaccinere mod deres vilje. Sidste år sagde over 60 pct. af befolkningen, at de ikke ønskede vaccination, til sammenligning med det halve i USA. Tallet blev mere end halveret (blød betalingsmur) i marts, og mens man i juli havde ca. 200.000 bookede vaccinetider om ugen, var tallet pludselig op mod halvanden million senere på måneden.
På rekordtid har over 70 pct. af befolkningen fået første dose, og tallene for anden dose følger godt med. De forudgående weekenders demonstrationer har talt op mod 200.000 deltagere, og flere mener, at regeringen skjuler de reelle tal, der antages at være det dobbelte, for at holde vaccineskepsissen af vejen.
Hvor USA har Joe Rogan, har Frankrig Didier Raoult (blød betalingsmur). Men selvom konspirationsteorierne lever i bedste velgående, er det ikke i videnskaben eller manglen på samme, at svaret på franskmændenes vaccineskepsis skal findes.
Pasteur-instituttet opgav ligesom Merck deres første vaccine i januar 2021, mens også Frankrigs anden vaccinegigant Sanofi, der har været ude i et stormvejr efter besparelser, først forventes at have en klar senere på året, på grund af hidtil skuffende resultater. Det har ramt Frankrig i selvtilliden (blød betalingsmur), men gnider også salt i såret på en i forvejen lav tillid til sundhedsmyndighederne, der siden 1990’erne har været ramt af sundhedsskandale efter sundhedsskandale og beskyldes for at prioritere penge over befolkningens sundhed.
Allertydeligst stod det i Mediator-sagen, hvor der sidste år faldt dom mod lægemiddelgiganten Servier og den franske lægemiddelstyrelse, der blev anklaget for bevidst at ignorere advarsler om, at et supplement til diabetespatienter var dødeligt appetitnedsættende. Senere gjorde svineinfluenzaen i 2009 udslaget (blød betalingsmur), da regeringen beordrede vaccinedoser for 869 millioner euro: De købte 94 mio. doser, mens kun 14 mio. af dem viste sig nødvendige.
Franskmændene siger også ja
Det er nemt at afskrive (betalingsmur) Frankrigs coronaskepsis som egoisme, men en sådan analyse overser den sociale virkelighed, franskmændene lever i. For det er ikke sundhedsmyndighederne, der har været den største kimen til skuffelse. Siden Anden Verdenskrig har franskmændene konsekvent modsat sig statslige reformer, et konfliktforhold, der har manifesteret sig op til i dag og senest i protestbevægelsen De Gule Veste. Men som den danske ph.d.-studerende Anne-Sofie Dichman og historiker Adam Tooze skriver i hver deres læseværdige indlæg, er heller ikke De Gule Veste en flok nejsigere, der ikke vil fællesskabet. Tværtimod reagerer de på arbejdsløshed og stigende ulighed som følge af den økonomiske globalisering og de nyliberale idéer, der gennemsyrer Macrons politik.
En lignende konklusion kan nemlig drages om Frankrigs vaccinedemonstranter, der langt hen ad vejen hverken er dovne, mere vaccineskeptiske end andre eller Men in Black-konspirationsteoretikere (i Frankrig er maskerne i øvrigt hvide). De fleste er helt almindelige mennesker fra begge sider af det politiske spektrum, der er grundtrætte af regeringens manglende evne til at efterkomme befolkningens ønsker. Mange franskmænd ser Macron som det allertydeligste billede på teknokraten, der er distanceret fra den almindelige borger, og som er desperat optaget (betalingsmur) af den offentlige mening.
Macrons vægelsindede udmeldinger under coronapandemien kan da også ses som netop et sådant ihærdigt forsøg på at gøre kur til befolkningen. Sidste år oprettede han et borgerkollektiv, der skulle høre borgernes mening, og i starten af august kom han på TikTok. Ikke for at danse, men for at opfordre unge til at lade sig vaccinere, efter at han og regeringen også har forsøgt sig med Snapchat, YouTube og Twitch. Men alt, Macron gør, synes at være spil for galleriet i franskmændenes øjne. Med et præsidentvalg på vej ser det sort ud, og selv hvis han vinder, bliver den allerstørste opgave at genvinde en tillid, der er helt i bund. /Emma Louise Stenholm