Handout/Reuters/Ritzau Scanpix
Kroppen har altid stået i centrum af historien. Det er vel egentlig logisk nok. Vi mennesker har det med at ændre os over tid, vores værdier skifter, og vores samfund indrettes efterhånden på nye måder. I det forandringsspil synes kroppen at være en konstant, der binder os til det forbigangne. Selvom meget vand er løbet under broen siden de gamle grækere, kan vi trods alt se på deres statuer og konstatere, at vi stadig ligner hinanden. En krop er en krop.
Spørger man idéhistoriker Michel Foucault, er det dog ikke helt så simpelt. Historien er ikke et sammenhængende kontinuum, den er snarere præget af brud og diskontinuitet. Og som om dét ikke var nok, så sætter virvaret sig i kroppen. I centrum af Foucaults genealogi – som det så fint hedder – står kroppen, der hele tiden bliver forsøgt betvunget af magtrelationer og kontrolmekanismer. Eller som franskmanden også skriver: ”Kroppen er begivenhedernes indgraverede overflade”. Med andre ord er kroppen ikke en uforanderlig størrelse; den præges også af sin samtid. Historikerens opgave bliver derfor at studere indgraveringerne – hvis ikke ligefrem på historiens forsøg på at destruere kroppen.
Okay, beklager den (meget overfladiske) filosofilektion. Vi har en fortænkt pointe, bare rolig: Bør vi midt i vores kropsfiksering ikke også tale lidt om, hvordan vi mennesker indgraverer alt muligt andet liv med vores ødelæggelse? I The Guardian kan man fx her til morgen læse lidt nedslående nyt om nordkaperen (hvalen, ikke Troels Kløvedals skib). Takket være klimaforandringerne er hvalens foretrukne fødekilde, dejligt fedtfyldte hummere, forsvundet fra Mainebugten, da vandet er blevet varmere. Nordkaperne må derfor søge mod Canada for at finde mad, men resultatet er ikke helt det samme.
Uden fedtet fra hummerne kan hvalerne ikke opbygge deres tykke lag af hvalspæk, hvilket går udover fertiliteten. Deres kroppe bliver mindre modstandsdygtige, hvorfor det bliver så meget desto sværere for nordkaperne at gennemgå en graviditet. Samtidig støder hvalerne oftere ind i skibe og fiskenet i deres nye spisekammer. Resultatet er, at hvalerne nu er kritisk truede, som følge af den klimamæssige sneboldeffekt. Kroppen er begivenhedernes indgraverede overflade. Det gælder desværre også for hvalerne.
Et andet sted, hvor naturen viser sig fra sin mest fysiske side, er i Nationalpark Mols Bjerge. Her er problemet dog relativt lavpraktisk: De besøgende ved simpelthen ikke, hvordan de skal håndtere de fritgående køer. Efter et par episoder, hvor folk er blevet trampet ned af de vilde kreaturer, har nationalparken derfor set sig nødsaget til at lave en lille guide. Den tæller bl.a. råd såsom ”lad være med at skrige” og ”lad være med at løbe”. Samtidig er parkens gæster blevet inviteret på en gåtur, så de ved selvsyn kan se, hvordan de skal omgås de imposante kokroppe. Indtil videre synes tiltaget at være en succes. TV 2 Østjylland har i hvert fald talt med en af de deltagende, der glad fortæller, at hun ”har fået en dybere forståelse af selve dyret”.
Indrømmet, det er næppe en nyhed, der kommer til at skrive historie. Men der er nu alligevel noget i erkendelsen, vi godt kan lide: Det kan ikke skade at komme i lidt bedre kontakt med naturen, at få en dybere forståelse af dyret. Måske kan det endda hjælpe os til at indse, hvorfor nyheder om klimaforandringerne er så gåsehudsfremkaldende. Foucault havde ret: Tidens tern sætter sig på kroppen. Det er i hvert fald det, knopperne på vores arme fortæller os. /David Dragsted