Putins unge vagter

Det regner. Jeg sidder på et kollegieværelse i Sankt Petersborg i Rusland. Der bor to kvinder på værelset. Den ene hedder Sofia. Sofia Kolesnikova er 20 år og medlem af Molodaya Gvardiya, De Unge Vagter, som er Det Forenede Ruslands ungdomsparti. Ved siden af mig sidder min fotograf.

”Hvad synes I om Rusland?” spørger Sofia fotografen og mig.

Fotografen og jeg ender pludselig i en ophedet diskussion om Ukraine og Krim. Sofia afbryder os efter noget tid og siger uden nogen tøven i stemmen og med et fast blik:

”Det er ikke jeres problem.”

Mit første møde med Sofia var torsdag eftermiddag til et møde hos De Unge Vagter i deres hovedkvarter på Konnogvardeysky Boulevard. Det første jeg bemærkede hos hende var hendes mørke øjenbryn og tandbøjle. Ungdomspartiet blev grundlagt i 2005 og arbejder for at indgyde den russiske ungdom patriotisme og stolthed over deres land. Organisationen bruger mange kræfter på at fremme ungdomskultur via kongresser, konferencer, møder, seminarer, festivaler og andre arrangementer. Derudover har de også en målsætning om at bidrage til at forbedre den sociale situation for unge for, at de derved kan realisere deres drømme.

Mødelokalet er ganske anonymt, og det minder om min datters klasseværelse bortset fra, at der på væggene ikke hænger børnetegninger, men derimod bannere med påskriften Molodaya Gvardiya og slogans som ‘Tro på Rusland. Tro på dig selv’. Navnet stammer oprindeligt fra en anti-fascistisk undergrundsbevægelse, der blev grundlagt under 2. Verdenskrig. Der er omtrent tyve medlemmer til stede. De ser alle ganske nydelige ud. Nogle af dem er trukket i nypressede jakkesæt. Kvinderne bærer blazer og nederdel og har lagt en ekstra gang mascara. Ved første øjekast virker disse medlemmer uhyre bevidste og ambitiøse, selv om flere af dem stadig er i deres teenageår. Jeg føler, at jeg er trådt ind i en professionel verden, hvor alle kender deres plads, og hvor jeg ikke er i tvivl om hierarkiet. Jeg er heller ikke i tvivl om, at de tager hinanden, men mest af alt Rusland, meget alvorlig. Det er på sin vis skræmmende, men også fascinerende. Jeg sætter mig bagest i lokalet og føler mig som en europæisk tilskuer lukket ind i en verden, der er så langt fra min egen. Alligevel møder jeg noget genkendeligt.

Dengang jeg var teenager, var jeg en del af den venstreorienterede gruppe Rebel. Jeg gik til møder, hvor jeg lærte om samfundet, klassekamp og Marx. Jeg tog til demonstrationer mod nazisterne. Jeg hang ud i Ungdomshuset. Jeg gik med tung mascara og havde klippet mit hår helt kort. Jeg troede fuldt og fast på, at det bedste der kunne ske for Danmark var en revolution. Jeg elskede det fællesskab, som jeg mødte i det venstreorienterede miljø i Esbjerg, og vi havde store drømme for Danmark og verden.

Nu sidder jeg knap tyve år senere i Sankt Petersborg og møder en ungdom, der udtrykker en stor fædrelandskærlighed. De er politisk og socialt engagerede, ligesom jeg var. Deres store leder og forbillede er Vladimir Putin, Ruslands Præsident.  Jeg sidder i et rum med Putins Rusland, men også med en ungdom, der er selvstændig og udadtil minder om den danske ungdom både teknologisk, udseendemæssigt og retorisk. De er meget bevidste om deres fremtoning. Vi er langt fra hinanden, men så alligevel ikke.

Hånden på hjertet, så havde jeg en del forestillinger om Putins unge vagter. Mestendels negative. Jeg kan ikke sige mig fri fra, at jeg er vokset op i den del af verden, hvor Rusland, og i særdeleshed Putins Rusland, er den store stygge ulv. De er homofober, gudsfrygtige, konservativt tænkende, militaristiske og kun interesseret i at rulle tiden tilbage til de gamle Sovjet-tider, hvor der kun eksisterede én leder og ét folk, hvoraf sidstnævnte var et tavst undertrykt flertal.

Maria, vores tolk, fortæller forsamlingen om min tilstedeværelse. Jeg er der først og fremmest, fordi jeg gerne vil se en ungdom i øjnene, som jeg sjældent hører om herhjemme. Jeg tror, at jeg engang var ligesom dem: En social idealist. Men også et menneske, der søgte et fællesskab, hvor jeg kunne slippe fri fra min families snærende og manglende bånd. Et fællesskab, hvor det var okay at drømme om noget, der var større end os selv og Gud. En form for ungdomsoprør.

Tilbage på kollegieværelset kigger jeg på Sofia. Og jeg erkender mit nederlag. Mit nederlag består i, at jeg reelt ikke ved, hvad det er, jeg taler om.  Jeg tager en tår af den te, som Sofia har lavet til os. I Rusland drikker de meget te. Sort te. Det minder mig om min egen opvækst og om Tyrkiet, hvor nationaldrikken er te. Jeg har aldrig følt en fædrelandskærlighed til Tyrkiet, hvor mine forældre er født og har boet indtil et sted midt i deres tyvere. I det hele taget har jeg ikke begreb om fædrelandskærlighed. Det er ikke en tilstand eller en følelse, der dyrkes i dagens Danmark. Begrebet er nærmest et fyord i min omgangskreds, hvorimod det ikke er ualmindeligt, at mennesker, der politisk befinder sig på højrefløjen, bruger det i kampen mod de fremmede.

Sofia er opvokset i Perm. En by, der ligger ved foden af Uralbjergene ved floden Kama. En by, som dets indbyggere sjældent flytter fra. Men det gjorde Sofia. I 2014 blev hun, som den første fra Perm, optaget på Sankt Petersborg Universitetet, det russiske indenrigsministerium, hvor hun uddanner sig til politibetjent. ”Mine forældre er meget stolte af mig. Min far arbejder også i indenrigsministeriet, så på en måde bærer jeg en familietradition videre. Men min far og jeg er ikke så tætte. Det var mor, der tog sig af mig. Han er en god mand, men jeg elsker ham ikke lige så meget som min mor. Det er ikke hans fortjeneste, at jeg er der, hvor jeg er i dag.”

Her i Danmark kalder folk mig for en mønsterbryder, fordi jeg har brudt den sociale arv. Mine forældre er ikke uddannede. Min mor kan hverken læse eller skrive og har aldrig været på arbejdsmarkedet. Hun har været hjemmegående husmor. Men de, mine forældre, forsøgte at gøre det bedste for os børn. Dem er vi fire af. En pige og tre drenge. De tre af os er alle uddannede, og vel det man i politikersprog kan kalde fuldt integrerede i det danske samfund. Jeg er den første i min familie, der har gået på universitetet og fået en uddannelse. Jeg ved ikke, hvis fortjeneste det er, at jeg blev Danmarks lille præmieperker, men jeg misunder, når Sofia fortæller mig om sit tætte forhold til sin mor. ”Hun har gjort mig til den jeg er. Jeg ser op til hende. Jeg har lært én ting, og det er, at der er ingen andre, der har brug for dig, end din familie.”

Jeg har i mange år ikke følt, at jeg havde en plads i min familie eller i denne verden. At der var brug for mig. Selv da jeg blev mor, kunne jeg ikke finde mit ståsted. Familie er både en generøs og ugenerøs størrelse. Min familie her i Danmark er ikke særlig stor, men jeg har masser i Tyrkiet og Belgien, hvor de er emigrerede til. Jeg kan følge med i deres liv på Facebook, og ofte skriver de også til mig. Men jeg svarer dem sjældent. Jeg følte mig hjemme i Rebel. Der var aldrig nogen, der stillede spørgsmål ved min herkomst, meritter eller klasse. Eller til Det Kommunistiske Manifest. Vi var den lille røde familie. Og jeg så sådan op til Marie. Alle fyrene var også vilde med hende. Og jeg glemmer ikke, hvor stolt jeg gjorde hende, da jeg en dag stillede mig op på talerstolen til et stormøde i København og delte mine tanker om fællesskabet.

Hun er smuk, Sofia. Og da hun trækker i sin politiuniform og høje hæle, ser jeg en kvinde, der er stolt af sine bedrifter og det, hun gør for Rusland både med sin uddannelse og sit arbejde i De Unge Vagter. En dag vil hun gerne være ligesom Ksenia Razuvaeva, der er formand for Rospatriotcenter, en statsorganisation, der skal fremme børn og unges evne til at blive gode borgere og patrioter. Sofia har ambitioner, både politisk og fagligt. Hun drømmer om at gøre karriere i indenrigsministeriet, og hendes medlemskab af ungdomspartiet kan hjælpe hende på vej.

Jeg tilføjer Sofia på Instagram. Jeg scroller igennem hendes billeder i håb om at se hendes familie. En flig af hendes ophav og Perm. Sofias familie er ikke stor. Hun har mange slægtninge, men betragter dem ikke som sin familie. De hverken ringer eller skriver. ”Mor fortæller mig, at det altid har været sådan. Da jeg var barn, forstod jeg det ikke, men nu gør jeg. Min onkel prøver ikke engang at skjule, at han ikke elsker mig. Men noget, jeg elsker, er Japan, men jeg ville aldrig kunne bo der.”

”Hvad med Putin, Sofia, elsker du ham?”

”Han er den bedste. Han har gjort så meget for Rusland. Han har reformeret Rusland. Han har skabt et land, som folk ønsker at blive i frem for at flytte væk fra. Og det er, hvad patriotisme er for mig; at arbejde for sit land.

Jeg sidder på et kollegieværelse i Sankt Petersborg og kigger ind i Sofias brune øjne. På hendes ansigt. Jeg er i tvivl, om jeg ser på et af Putins mange ansigter. Det menneskelige ansigt. Men først og fremmest ser jeg Sofia og dernæst mig selv.

Der var engang en pige, der hedder Dudu, der så op til en død mand, som hedder Marx. Hans idéer resulterede i armod, undertrykkelse og utallige menneskers død i det tidligere Sovjetunionen.

Der er en pige, der hedder Sofia, der ser op til en nulevende mand, som hedder Putin. Hans idéer resulterer i, at Sofia tror på Rusland og på sig selv. Hun er Putins unge vagt.