Det burde virkelig ikke være nødvendigt, men de amerikanske sundhedsmyndigheder har set sig nødsaget til at fortælle folk, at de ikke skal spise ormekur, der er beregnet til heste. For utroligt nok er vaccinebenægtere begyndt at tage, ja, hestemedicin for at holde Covid-19 fra døren. Velkommen til internettets nyeste ormehul.
Måske husker du virakken omkring malariamidlet hydroxyklorokin, som bl.a. Donald Trump omfavnede som en game changer i bekæmpelsen af Covid-19, men som i sidste ende viste sig at være ubrugeligt. Hypen omkring ivermectin minder meget hydroxyklorokin-bonanzaet. Nogle få, sparssomme undersøgelser indikerede, at der i Covid-19-behandlingen måske kunne være en ræson i at bruge ivermectin – et lægemiddel, der bruges til at bekæmpe fnat hos mennesker, og orme og andre parasitter hos husdyr (i vidt forskellige doser). Og før nogen kunne nå at henvise til andre og nyere undersøgelser, der modbeviste ivermectins virkning mod Covid-19, var antivaxxere gået i galop mod den nærmeste dyrehandel.
Nu står det amerikanske sundhedsvæsen så med en hovedpine, der vist bedst kan beskrives som bizar. I delstaten Oklahoma har flere personer været indlagt efter at have overdoseret ivermectin, ligesom man også bakser med problemet i Kansas, Minnesota, Mississippi og flere andre amerikanske delstater. Ifølge vaccinemodstandernes forskruede logik er det åbenbart bedre at eksperimentere med et lægemiddel, der i de forkerte doser vitterligt er giftigt for dig end at tage en sikker og effektiv vaccine, som man fejlagtigt har stemplet som gift.
På sociale medier diskuterer ivermectin-fanatikere, hvordan man bedst kan håndtere bivirkninger som kvalme, diarré og dét, der er værre. Imens kæmper USA’s fødevare- og lægemiddelmyndighed (FDA) for at stoppe galskaben. “Du er ikke en hest. Du er ikke en ko. Seriøst, y’all. Stop det,“ skrev FDA eksempelvis på sin officielle Twitterprofil tilbage i august og linkede til en vejledning med den rammende titel: “Hvorfor du ikke bør tage ivermectin for at behandle eller forebygge Covid-19.“
Fænomenet begrænser sig ikke kun til USA. Også herhjemme har Lægemiddelstyrelsen advaret mod den farlige trend, og det samme har Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA). Ifølge DR Viden er advarslerne desværre nødvendige: I visse danske Facebook-grupper ses eksempler på folk, der sværger til hestekuren. Det kan vel ses som en morbid understregning af informationskrisen på de sociale medier. Eller som techjournalisten Ryan Broderick meget rammende skriver: “Det lader til, at der er noget unikt og anderledes ved måden, hvorpå Facebook er konstrueret som en platform, der gør, at man i stedet for at grine af nogen, der fortæller dig, at hestepiller, som får dig til at skide i bukserne, er værd at tage for at kurere Covid, rent faktisk tror på dem og begynder at tage pillerne.“
Det hjælper heller ikke ligefrem, at Joe Rogan, en af verdens største podcastere (som Spotify har tegnet en lukrativ millionkontrakt med) også er sprunget ud som ivermectin-bruger. Om man vil det eller ej er Rogan en relativt indflydelsesrig stemme, der… Nej, det bliver næsten for trist at udpensle. Af potentielle 2021-dystopier var hamstring af hesteormekur alligevel ikke et scenarie, vi umiddelbart havde set for os. Mirakelkuren mod misinformation kan ikke komme hurtigt nok. /David Dragsted