Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Det skorter ikke på høje ambitioner i Danmarks nye udviklingsstrategi: Målet om en bæredygtig verden uden fattigdom og ulighed skal med Paris-aftalen sætte retningen for dansk udviklingspolitik de næste fire år. Det er flotte ord, men alligevel er der noget, der tyder på, at den danske regering kan komme til at spænde ben for sig selv, når målene skal føres ud i livet.
Det konstaterer OECD’s udviklingskomité (DAC), der jævnligt evaluerer medlemslandenes udviklingssamarbejde og som netop har udgivet sine nyeste anbefalinger til Danmark. Det lyder tørt, men DAC’s opfordringer er nogen, der – selvom de ikke altid bliver efterlevet – i hvert fald lyttes seriøst til. For at fejre udgivelsen kommer komitéens forperson Susanna Moorehead om et par uger til København, hvor hun sammen med udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) skal diskutere det danske udviklingssamarbejde, til hvad der formentlig bliver et stort anlagt arrangement. For umiddelbart er der da også meget at glæde sig over:
Selvom udviklingsbistandens størrelse er på et historisk lavt niveau, er Danmark fortsat blandt de seks DAC-lande, der giver mest. Derudover har Danmark en “solid rekord“ som forkæmper for ligestilling og kvinders rettigheder, vi beskrives som pionerer for en “ambitiøs” klimapolitik, og sammenhængen mellem det humanitære og det langsigtede udviklingsspor – der på politikersprog kaldes nexus – er blevet styrket siden den sidste evaluering i 2016. Og måske mest bemærkelsesværdigt er Danmark en “stærk advokat“ for flygtninge og fordrevnes menneskerettigheder, fordi politikerne prioriterer at give migranter “økonomiske muligheder“.
Skurrer det i ørerne? Rosen stopper da også her: Komitéen bemærker en tendens til at sætte nationale dagsordener før internationale mål på flygtningeområdet. Særligt kritiseres de tre seneste finanslovsforslag før 2021, der eksplicit nævner brugen af udviklingsbistand for at begrænse migration, og at Danmark aktivt har “overvejet at gøre ODA [udviklingsbistand, red.] betinget af partnerlandes samarbejde“. Her henvises altså til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfayes (S) aftale med Rwanda, der ifølge udviklingskomitéen risikerer at sætte den ellers højt ærede titel som menneskerettighedsforkæmper over styr.
Tyndstrakt samarbejde
Det lyder måske ikke så overraskende, men ikke desto mindre siger det noget om, hvordan dansk udviklingspolitik har ændret sig. Det er som udgangspunkt positivt, når DAC-komitéen skriver, at Danmarks humanitære prioriteter er “fuldt integreret“ i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Men det er også her slagsiden skal findes. For selvom udviklings- og udenrigspolitik principielt er to forskellige størrelser, er afstanden mellem dem blevet kortere. Det at beskytte Danmark er blevet hovedprioriteten, som det også kan tolkes af udviklingskomitéens opfattelse af, at “Danmarks udviklingssamarbejde er strakt tyndt“.
Indenrigspolitik har altid betydet noget – der skal i princippet være opbakning til det, vi gør ude i verden – men det er altså blevet tydeligere, end det har været. I 1990’erne hed den udviklingspolitiske parole, at målet var at bekæmpe fattigdom, og under Anders Fogh-Rasmussen (V) i nullerne var militære operationer stedet, man gjorde en forskel.
Men siden finanskrisen i 2008 og migrationskrisen i 2015 har det ligget i retorikken, at vi først og fremmest skal “passe på Danmark“, hvor ord som ‘sikkerhed’ og ‘nærområder’ vægter højere end hjælpen i sig selv. Og udviklingsbistanden er blevet instrumentet, der i dag anvendes aktivt til at beskytte danske interesser, og det er uanset, om ministeren hedder Tesfaye eller statsministeren Frederiksen: Ifølge Politico har asyldebatten overalt i Europa afsløret “grimme, egoistiske motiver“ bag brugen af den slags værktøjer.
Dette efterår er også en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi på vej, hvor udenrigsminister Jeppe Kofod (S) allerede har løftet sløret for, at den i højere grad end før vil hvile på værdier end egeninteresser. Men også her vil et kursskifte både i ressourcer og retorik få svært ved at manifestere sig i praksis, når det indadvendte fokus fortsat spænder ben. /Emma Louise Stenholm