Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Den store deadline er for længst overskredet. Allerede sidste efterår skulle S-regeringen have færdigforhandlet en større grøn landbrugsreform. I et langstrakt maratonforløb har fødevareminister Rasmus Prehn haft Folketingets partier indkaldt til over 60 forberedelsesmøder, hvor tekniske detaljer er blevet vendt og drejet. Onde tunger på Christiansborg hævder, at den 48-årige socialdemokrat, som pludselig blev rykket over til landsbrugsområdet, da Mogens Jensen måtte gå på grund af minkskandalen, har været nødt til at blive oplært af embedsmændene undervejs – og forhandlingerne derfor bevidst har været trukket i langdrag. Endnu er intet sket.
Udfordringen er konkret og kontant: Godt en tredjedel af den samlede CO2-reduktion, godt syv millioner tons, skal findes ved omlægninger i dansk landbrug, og samtidig skal kvælstofudledningen nedbringes med over 13.000 tons årligt blot for at leve op til EU-kravene. En væsentlig andel af begge mål vil kunne opnås ved at udtage lavbundsjorder, altså tidligere moser og våde enge, som er blevet drænet, og i dag udleder enorme mængder drivhusgasser.
Men endnu er intet sket. Og som tiden går, har Rasmus Prehn mistet politisk autoritet. I denne uge gik handlingslammelsen fra ondt til værre. I et forsøg på at mønstre myndighed forsøgte fødevareministeren at sætte en hård deadline mandag kl. 12: Hvis de borgerlige partier ikke var parat til at indgå en aftale om både CO2- og kvælstofsreduktioner inden da, ja, så ville Rasmus Prehn gå videre og lave en aftale med støttepartierne.
Stik-i-rend-drengen
Prehns bluff blev hurtigt afsløret, ikke mindst fordi han, allerede lang tid inden deadline blev overskredet mandag, i desperation valgte at sende en form for kapitulation. Allerede natten til fredag, altså flere døgn inden deadline, sendte Rasmus Prehn en mail til de øvrige partiers landbrugsforhandlerne:
“For at udrydde enhver tvivl vil jeg gerne her præcisere, at alle partier naturligvis er velkomne til at præsentere deres ønsker og forventninger til de kommende forhandlinger,“ lød det torsdag kl. 23.47. Næste morgen sendte han en ny mail, hvor han præciserede, at deadlinen mandag kl. 12 slet ikke var ment som et ultimatum. Partierne var velkomne til at møde op til de videre forhandlinger, som ville begynde forfra i går, tirsdag.
Man begynder at forstå, hvorfor Venstres chefforhandler Troels Lund Poulsen ikke længere finder det meningsfuldt at forhandle med Rasmus Prehn: “Problemet er, at ministeren ikke har mandat til at forhandle,“ lød det forleden fra Venstremanden, som dernæst slog endnu hårdere: “Jeg gider ikke forhandle med en stik-i-rend-dreng, hvis han skal vende hver en øre med Mette Frederiksen. Hvorfor så ikke forhandle med statsministeren i stedet for?“
Den erfarne Troels Lund Poulsen har luret, at Socialdemokratiet ikke tør lave en landbrugsreform uden Venstre, og slet ikke med støttepartierne alene. Omlægninger i landbruget vil ganske vist ikke længere kunne sende chokbølger gennem samfundsøkonomien, mens symbolsk og vælgertaktisk er regeringstoppen bange for at lægge sig ud med de vrede landmænd. Derfor har Venstre fat i den lange ende af pølsen.
Efter minkskandalen sidste efterår og her forud for kommunalvalget til november er socialdemokraterne rædselsslagne for at fremprovokere en åben konfrontation med det velorganiserede landbrug, også betydeligt mere angste end for at skulle konfrontere de yngre vælgere, som har mistet tålmodigheden med politikernes træge langmodighed på klimaområdet.
Socialdemokratiet gør sig forhåbninger om at kunne vinde frem i landbokommunerne og alene derfor er en aftale uden Venstre udelukket på forhånd. At de andre blå partier ser ud til at følge Venstre, har reelt givet Troels Lund Poulsen vetoret.
Ambitionerne falmer
Problemet for Rasmus Prehn (S) er, at de andre partier godt ved, at Troels Lund Poulsen (V) har ret: Fødevareministeren optræder vitterligt som en stik-i-rend-dreng uden mandat til at kunne indgå omkostningstunge forlig. Rent parlamentarisk afventer forhandlingerne derfor et sammenbrud. Det er først, når møderne rykkes over i Finansministeriet, og finansminister Nicolai Wammen (S) tager affære, at der vil opstå nogen form for fremdrift.
Men forviklingerne risikerer kun at blive endnu større, når og hvis landbrugsforhandlingerne rykkes et trin op i magthierarkiet. For regeringstoppen er klimareduktioner nemlig langt fra førsteprioritet. For både finansminister Nicolai Wammen (S) og statsminister Mette Frederiksen (S) er såvel finansloven for 2022 og ikke mindst det nye reformprogram langt vigtigere. I spillet om milliarder vil både Wammen og Frederiksen hellere bruge alle kronerne på velfærdstiltagene i finansloven og finansieringen af den nye arbejderistiske offensiv.
Som forløbet hidtil har udspillet sig på Christiansborg, tegner sæsonens absolut vigtigste opgør på klimafronten til at kunne gå i to retninger: Enten føjer S-regeringen sig for Venstres krav og besinder sig på, at de alligevel ikke tør lave en aftale med de røde partier. I forvejen bygger størstedelen af reduktionen på teknologier, der først skal opfindes. Ambitionsniveauet risikerer at blive yderligere blevet markant svækket.
Eller også – og ikke helt usandsynligt – kan landbrugsforhandlingerne endnu engang blive udskudt. Mette Frederiksen vil næppe ligge søvnløs, hvis klimaaftalen ikke skulle blive landet inden kommunalvalget, og eventuelt blive skubbet. Igen. Endnu er intet sket. /Lars Trier Mogensen