Til fest med Paludan, Vermund og de unge

“Rasmus Paludan er her!“

De to veninder, der spiser frokost uden for Samfundsteltet, giver efter en kort overvejelse op på at finde ham. Paludan er der slet ikke. Eller det er han, for han render rundt foran Valbyparken og forsøger at overtale dørvagterne til at komme ind. Men det får han ikke lov til, forsikrer en mand, hvis lilla t-shirt vidner om, at han arbejder her.

“Ah fuck, jeg troede det var Mette Frederiksen!“ lyder det fra en deltager efter at have faret op af sin sækkepude, hvor han lytter med et halvt øre til teltets rapbattle med bars om Pernille Vermund og Tessa. En anden fortæller, at hun lige har taget et selfie med udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S), der danser silent disco i baggrunden, og at han “så ud til at elske det“.

Men nej, statsministeren er heller ikke på Ungdommens Folkemøde i København, hvor unge mødes med organisationer og politikere for at diskutere temaer som menneskerettigheder, klima og medborgerskab. Hun skulle have ellers have stået for åbningstalen på Ølkassen, men havde tilsyneladende for travlt med andre ting. Så Frihedsbrevets Mads Brügger måtte overtage.

“Jeg var der i går. Fantastisk arrangement,“ skriver Jakob Ellemann-Jensen (V) på Brüggers Instagram. Men også han ser ud til at have misforstået, at det ikke er politikerne, det handler om her, men de unge selv. Eller, mange af de unge synes faktisk at være ret optagede at møde en politiker. Måske skyldes det, at de har fået en interviewopgave med fra deres lærere.

Gilli eller demokrati?

Mange af de unge synes dog alligevel at ret optagede at møde en politiker. Måske skyldes det, at de har fået en interviewopgave med fra deres lærere.

“Det er svært at finde nogen at snakke med. Det er ikke fordi, der er er en politikerbod, hvor man lige kan gå over til Liberal Alliance,“ fortæller en ung kvinde, der står sammen med sine veninder fra Christianshavns Gymnasium og får falske tatoveringer med FN’s 17 verdensmål. De har til gengæld fået interviews med den amerikanske ambassade og Folketinget.

“Min baby bare smil, vi’ i Milano,“ lyder det fra en Soundboks, som fem unge kommer dansende med gennem pladsen. En gruppe unge i teltet ved siden af ser ud til at miste fokus, og selv oplægsholderen begynder at danse og synge med. Man får lyst til at spørge, om der mon er noget galt med formatet, når Gilli trækker mere opmærksomhed end et oplæg om ungdomsdemokrati? De unge er i vid udstrækning sendt afsted af deres skoler. Overalt ligger unge og lytter til musik i stedet for at deltage i debatter og workshops. Nogen er gået helt ud fra parken for at sole sig.

Men at de unge ikke gider festivalen, er nu vist alligevel en misforståelse. Veninderne med tatoveringerne fortæller, at selvom den er lidt “forvirrende“, vil de i hvert fald gerne komme igen. Også uden lærere. De synes, at det er fedt, at man kan tale med på de helt store dagsordener, selvom man er ung. Især var det fedt at snakke med hos Nationalbanken, siger de, inden de må gå, fordi de “altså skal til afslutningsdebat“.

Det er okay at trække stikket

Op ad dagen er det begyndt at tynde ud i de store telte, men de unge er ikke taget hjem. De har samlet sig rundtomkring på græsset i det, Folkemødet kalder ‘Dybet’. Her er plads til de tabubelagte og intime emner, der ikke på samme måde tåler en stor scene. To unge står på et podie for at gøre op med fortællingen om, at det at blive anbragt altid er en trist historie:

“Jeg blev en del af en familie,“ læser den ene op fra en tekst, hun har skrevet. “Føler du præstationsangst i din dagligdag?“ står der på et skilt, hvor man kan vælge mellem to håndsprit. Og i den anden ende af pladsen sidder en ung kvinde og maler ordene ‘Det er aldrig din egen skyld’ på et stykke stof, hvor jeg får stukket en brochure fra ungdomsfællesskabet Kunstdemokraterne i hånden.

Og det er måske netop det særlige ved ikke bare Ungdommens Folkemøde, men med ungdommen, slår det mig: En ting er, at de ved og vil meget mere med klima, demokrati og mangfoldighed end de voksne på magten. Men det er, som om de også er langt bedre til at tale om alt det svære, end da min egen generation var femten: De taler mere åbent, modigt og nuanceret om køn, følelser og god og dårlig sex. Og viser, at man sagtens kan have holdninger, selvom man har brug for at trække stikket en gang imellem.

“Jeg tror, vi er de eneste, der er blevet tvunget til at være her klokken 15,“ siger den ene i en flok drenge, der har søgt tilflugt ved vandet med Pringles og dåsecolaer. De ligner nogen, der egentlig helst vil hjem. Var der slet ikke noget, der var godt, spørger jeg.

“Så var det sgu nok den DJ der,“ fortæller han, inden vennen afbryder: “Den der rapbattle var meget grineren. Det var en sjov måde, de talte om problemer på.“

“Fuck, det var skoleagtigt sagt det der.“

“Hvad mener du?“

“Ikke noget, det er luksus. Luksus!“

“Hold din kæft, mand.“

/Emma Louise Stenholm