Sverige er og bliver et interessant sted. Vi, der kommer i landet, når muligheden byder sig, gør, hvad vi kan for at interagere med svenskerne på en naturlig måde. Bare lige nogle høflighedsfraser frem og tilbage på perronen eller foran Systembolaget: “Bra väder idag“; “ursäckta, men var kan jag hitta apoteket?“; “jag har monterat en klocka på min cykel“; “sjunger fåglarna inte i den här delen av skogen?“; “Zlatan är en bra fotbollsspelare, men han är gammal“. Osv.
Svenskerne virker overordnet set som et snusfornuftigt folkefærd, og det giver god mening at iagttage, hvordan de griber deres udfordringer an, inden man forsøger at få has på sine egne. Man kan sige, at svensken måske ikke var så heldige med deres coronahåndtering det første år, men til gengæld var deres coronakommunikation ikke så dystopisk og ildevarslende som den danske regerings.
En nyhedshistorie, som er gået viralt i de svenske medier i løbet af natten, handler om, hvad man kunne kalde sund fornuft i det svenske embedsapparat. Hvert år bliver der født mange svenskere, og blandt de heldige nye forældre er der et par i Haholm Kommune i Halland, som straks så deres snit til at opkalde deres barn efter Ruslands præsident Vladimir Vladimirovitj Putin. Men med Putin som fornavn. Putin Andersson måske – eller Putin Bergman?
I Sverige er det forvaltningsmyndigheden Skatteverket, som tager stilling til den slags, og her var der ikke så meget at rafle om: Det blev et afslag. Reglerne er også enkle i Sverige. Et fornavn må ikke minde for meget om efternavn, det må ikke have efternamnskaraktär, og Putin er jo helt ubestrideligt et efternavn.
Flere svenske medier har dog med tydelig fornøjelse fremhævet, at et fornavn heller ikke må “väcka anstöt“ eller være forbundet med ubehag for personen, der får det. I Göteborg Posten kan man læse, at Skatteverket tidligere har givet afslag på fornavne som Beelsebul, Lucifer og Hoor. Heller ikke det tilsyneladende nuttede navn Tolle må man give sit barn, da det åbenbart er et relativt velkendt skånsk ord for lort. En 17-årig kvinde har i øvrigt tidligere fået nej til at skifte sit navn (Ebba) ud med Blåjeans, der vel på dansk ville være Cowboybukser.
100.000 tons fra eller til
Det er muligvis en tilsnigelse, at man kan overføre de svenske myndigheders fornuftsbaserede håndtering af navnet Putin til de forhandlinger, der i disse dage finder sted på Christiansborg om at gøre det danske landbrug mindre klimabelastende. Det kan faktisk slet ikke. Men gid det var så vel, for lige nu minder forhandlingerne om et pokerspil.
I sidste uge stillede landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn (S) et ultimatum til Folketingets blå blok, hvis de ville være med ved forhandlingsbordet: De skulle gå med til det budget på 22 mia. som regeringen havde lagt frem, og de havde indtil mandag kl. 12. Den borgerlige fløj kaldte Prehns bluff, og fredag morgen kom Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance så med et krav. De ønsker, at der årligt skal tilføres 750 mio. kr. til den grønne omstilling frem mod 2030, og siger, at regeringen kun vil afsætte 80 mio. kr. om året. De blå partier vil desuden reducere CO2-udslippet med 7,4 mio. tons inden 2030, altså 100.000 tons mere end den reduktion på 7,3 mio tons, som regeringen har fremlagt.
Alle disse tal er fugle på taget. De er næsten grebet ud af den blå luft. Rasmus Prehn kalder udspillet “meget skuffende og uambitiøst“, fordi de fem blå partier ikke vil gå med til at have bindende mål. Man må håbe, at alle parter tager forhandlingerne seriøst. Lige nu er det præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, der med sin optimisme indtager rollen som det snusfornuftige svenske Skatteverket. “Jeg synes, det er en gave for klimadebatten, at vi er kommet dertil, hvor der er bred politisk opbakning til ambitiøse klimamål – og stort set alle partier, hver især med forskellige ideologiske og politiske udgangspunkter – forsøger at komme med bud på, hvordan vi kommer i mål,“ skriver hun på Facebook. For store ord? Det må man ikke håbe. /Oliver Stilling