Nyhedsanalyse

Disneys lumske redningskrans

0:00 / 0:00

Cheney Orr/Reuters/Ritzau Scanpix

Når katten er ude, spiller musene på bordet. Vi er ikke helt sikre på, om analogien holder, men noget kunne tyde på, Disney nu alligevel er blevet trætte af at spille højt spil.

Musegiganten har ellers nydt godt af coronakrisens betydning for biograferne. Man har, i grove træk, fået fred og ro til at booste streamingindtægterne. Store blockbustere som Marvel-filmen Black Widow har fået premiere på Disney+ samtidig med, at de blev sat op i biograferne. For Disney har trækket været indlysende: Med pandemien som anledning har man pillet ved magtforholdene; underholdningsgiganten har fået en endnu større kontrol over filmlanceringerne, og indtægterne herfra. Der er ikke længere nogle katte, der kan holde fuldfede Mickey Mouse fra fadet.

Okay, vi dropper at male muse-billeder. Pointen er, at Disney (og andre store filmselskaber som Warner Bros. og Universal Studios) har jaget en skræk i livet på biografbranchen under coronakrisen. Én efter én har selskaberne annonceret, at deres mest ventede filmtitler ville kunne ses direkte fra stuen, hvis bare man har et abonnement på den rigtige streamingtjeneste. Imens har biograferne – både herhjemme og i USA – protesteret højlydt: Udover at film bedst ses på det store lærred, risikerer filmselskaberne at kannibalisere billetindtægterne.

Også skuespillere, instruktører og filmelskere har råbt op. Mest prominent valgte Scarlett Johansson – der har hovedrollen i ovennævte Black Widow – at sagsøge Disney tilbage i juli. Filmstjernen mener, at musekonglomeratet har forbrudt sig mod hendes kontrakt, ved ikke at give Black Widow eksklusiv premiere i biograferne. Johansson var angiveligt irriteret over, at hendes honorar for filmen er bundet op på, hvor godt den klarer sig i biografsalget. Og argumentet lyder, at færre er villige til at gå i biffen, når de alligevel kan blive derhjemme og se selvsamme film på fladskærmen (eller endnu værre: på telefonen).

Samme klagesang er blevet sunget herhjemme. I protest (betalingsmur) mod bl.a. Disney og Warner Bros., valgte flere store biografkæder som CinemaxX og Nordisk Film Biografer i foråret at boykotte film som Godzilla vs. Kong og Oscar-vinderen Nomadland. Uden den vanlige, eksklusive visningsperiode, kunne biograferne ikke længere se, hvorfor de skulle tage filmene ind – særligt ikke, når rettighederne stadig kostede det samme. Men nu, langt om længe, er udviklingen ved at vende. Først indgik Warner en aftale med biograferne, så kommende storfilm som Dune alligevel kan deres fortjente plads på de store lærred. Og senest har Disney meddelt, at man dropper streaming-eksperimentet resten af året. De sidste film i Disneys 2021-portefølje vil nu først få premiere i biograferne, inden de efter 45 dage vil dukke op på Disney+.

Det ligner en klokkeklar kovending, en sejr for filmkunsten og for de hårdt pressede biografer. Ja, Disneys udmelding ser endog ud til at cementere, at filmselskaberne alligevel ikke kan undvære indtægterne fra det store lærred. Disney+-planerne bliver i hvert fald droppet med henvisning til, at den seneste Marvel-film Shang-Chi And The Legend Of The Ten Rings er gået overraskende godt i biograferne. Onde tunge ville dog nok kalde det en pyrrhussejr: Selvom Disney trækker i land, har de trods alt fået halveret biografernes eksklusive visningsperiode (der hidtil var på 90 dage i USA). Streamingtjenesterne går styrket ud af pandemien, mens biograferne må slikke deres sår – og prise sig lykkelige for, at de stadig har film at vise. /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12