Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Spænd bæreselen og stram kopholderen. Mandag aften indgik Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) en aftale om en ny model, der skal ligestille forældre på barslesområdet. Forslaget går på at øremærke 11 ugers barsel til hver forælder, som frafalder hvis den enkelte ikke tager den, og derefter at lægge op til, at forældrene hver især kan tage yderligere 13 ugers barsel med poden – uger de dog frit kan fordele imellem sig.
I et land hvor mænd oplever at blive udskammet for at ville tage længere barsel og kan have svært ved at blive ordentligt involveret i børnenes liv, virker det som en oplagt sejr for ligestillingen. Det gør det også, når man tænker på, at kvinder, som det ser ud nu, tager ca. 90 pct. af barslen, oplever markant stagnation i deres indkomst, som konsekvens af det, og fremadrettet i gennemsnit bruger en time mere om dagen på omsorgsarbejde i hjemmet end deres mandlige partnere.
Inden vi lader modermælkserstatningspropperne springe, skal aftalen først lige vedtages af et politisk flertal. Den møder dog bred opbakning fra regeringen, dens støttepartier og Venstre, selvom både Radikale Venstre, Enhedslisten og SF ønsker 14 fremfor 11 ugers øremærket barsel til hver forælder. I blå blok er stemningen dog mildest talt lunken, og det får os til at tænke på Æsops fabel om faderen, sønnen og æslet.
En far skal på marked med sin søn og sit æsel (ikke for at sælge dem). Når faren rider på æslet, kritiserer forbipasserende ham for ikke at lade barnet ride. Når barnet rider, kritiseres det for ikke at lade den gamle far hvile på dyrets ryg. Når de begge rider, får de høvl for at overbelaste det stakkels æsel.
Vi gemmer lige pointen, for historien er ved nærmere eftertanke måske ikke sådan vildt illustrativ. Vi tog den egentlig med, fordi den handler om en far, der passer på sit barn, men pointen med Æsops fabel er selvfølgelig, at der altid er nogen, der vil være utilfredse. Og hvad er det så, de er utilfredse med i blå blok?
Biologi og barsel
Det overordnede tema, kan vi afsløre, er tvang. På Twitter var lederen af Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, hurtig til at melde ud, at aftalen er et tilbageslag for den mangfoldige og frie kultur, og at man bør lade “kulturen udvikle sig uden politisk tvang“. Rasmus Jarlov (K), hvis sprogbrug bliver stadig mere floromvundent, satte trumf på: “Når biologi og frie borgere ikke vil som ideologien dikterer, vil de totalitære aldrig overveje, om deres ideologi er forkert. I stedet tvinger de mænd på barsel.”
Nu er en øremærkning af barsel ikke helt det samme som tvang – man kan nemlig bare lade være med at tage den – men ordvalget peger på de vidt forskellige forventninger, der er til mænd og kvinders roller i hjemmet. Når Jarlov og Vanopslagh ser det som “tvang”, at der øremærkes mere barsel til mænd, men aldrig har rynket på næsen over den øremærkede barsel til kvinder, viser det, at at vi stadig ser manden som en, der skal tvinges ind i sit hjem, mens kvinden naturligt hører til der. Derfor er det faktisk svært at forestille sig, at “kulturen” bare vil udvikle sig af sig selv, som Vanopslagh efterlyser, hvis man samtidig har en fast forestilling om, hvem der hører til i hjemmet og hvem, der ikke gør – en forestilling, der også kommer til udtryk, når Jarlov taler om “biologi”.
Når man dertil lægger, at vi har brugt de sidste 20 år på at diskutere, hvordan vi helt naturligt kan skabe ligestilling på arbejdsmarkedet og i hjemmet (uden at knække koden), kunne noget tyde på, at det er fordi, den slags ikke sker af sig selv. Derfor er der god grund til at hilse aftalen fra FH og DA velkommen, god grund til at få den stemt igennem Folketinget og endnu bedre grund til igennem overenskomstforhandlinger at få sikret fædrenes ret til at få deres barsel betalt af arbejdsgiverne. Ellers kan det ende med, at far, som han gør det i Æsops fabel, tager æselet på ryggen og skynder sig væk. /Asta Kongsted