Hvad med Dante?

I går – altså d. 14. september – var en helt ufatteligt særlig dag. For folk, for hvem kunsten og poesien fylder langt mere end geopolitiske mærkedage og århundreders militærstrategisk dillerdaller og hovedløst medaljerytteri, var d. 14. september en dag, som på alle måder havde mere åndelig næring i sig end 20-året for terrorangrebet mod tvillingetårnene, der forleden fyldte alt i alle medier.

Vi taler om 700-årsdagen for den florentinske digter Dante Alighieris død i 1321; altså Dante med det eminente, nærmest overjordiske digterværk Den Guddommelige Komedie, hvor jeg-personen (som man kaldte det i gymnasiet) rejser gennem de tre dødsriger og undervejs beretter så levende om sine oplevelser, at det næsten er som at være der selv.

Her på Føljeton holdt vi i august et særligt Dante-redaktionsmøde, og de store redaktionelle tanker og ideer, som blev luftet her, skulle som mindstemål manifestere sig som en form for hyldest til Dante på denne plads på selve dagen. Men som trofaste, nidkære læsere vil have bemærket, blev Dante ikke nævnt med et ord på sin 700-års dødsdag. Ikke engang i en bibemærkning eller i noteapparatet nederst på siden.

I stedet blev Æsops fabel om faderen, sønnen og æslet nævnt og genfortalt til den store guldmedalje – endda selv om skribenten kort efter indrømmede, at fabelen nok ikke var ”sådan vildt illustrativ” i forhold til det, der var hendes pointe.

Let’s face it: Den runde årsdag for Dantes død var en once in a lifetime-begivenhed, og vi missede den. Langt de fleste af os vil formentlig være døde på 800-årsdagen i 2121. Den eneste kattelem til en sober Dante-revanche, som er til at få øje på, er, at d. 29. maj 2065 er årsdagen for Dantes fødsel. Men også der vil mange af os være døde og borte. Det lægger unægteligt en dæmper på festlighederne.

Døden venter os alle; det gælder også for folk som Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg. Da Inger Støjberg var udlændinge- og integrationsminister refererede vi nogle gange til Løkke som Støjbergs ”værge”. Det var dog trods alt ham, der havde ansat hende, og dermed bar han et vist ansvar for hendes ugerninger på flygtningeområdet. De to har yderligere det til fælles, at det til tider virker, som om de ligesom Dante i Den Guddommelige Komedie befinder sig på en vandring gennem helvede.

Hvad Lars Løkke Rasmussen ikke har har stået model til af offentlige ydmygelser – specielt efter valget i 2019…  I stedet for at leve hver dag som var det hans sidste, bliver han ved med at sværme om politik, og det seneste års tid er han i stigende grad begyndt at optræde mere afslappet med åbenstående skjorte, som om han var en eller anden systemkritiker i den gamle østblok.

Sidste nyt er, at hans nystiftede parti Moderaterne vil være at finde på stemmesedlen ved næste folketingsvalg. Dantes rejse gennem helvede varede syv dage. Med den kurs, Lars Løkke Rasmussen har lagt for sig selv, taler vi ikke om dage og måneder, men om år. Manden må være masochist.

Inger Støjbergs helvede er i overlappende faser og på flere niveauer samtidig. For tiden møder hun hver dag op i rigsretten med, hvad der minder om et stort jysk smil. Hun har gjort, hvad hun kunne for at tivolisere rigsretssagen, men i et vist omfang uden held. Hendes forslag om, at sagen skulle tv-transmitteres, blev afvist. Hendes forsøg på at hive den somaliskfødte islamkritiker Ayaan Hirsi Ali ind som vidne, fordi hun kunne give ”en bedre forståelse” af, hvad tvang er for noget, er i dag blevet afvist af retsformand Thomas Rørdam. Hun har også med sin effektive retorik forsøgt at bagatellisere, hvad det vil sige at blive stillet for en rigsret. Det er kun lykkedes delvist. Der skal nok være folk i hendes valgkreds ovre vestpå, som mener, sagen er et udslag af justitsmord.

Helvede kommer i mange afskygninger. Inger Støjbergs helvede kommer til at trække lidt i langdrag. Smilet er begyndt at stivne. Og sådan fik onkel Dante en smule oprejsning med en dags forsinkelse. Men hvad er én dag mod 700 år? /Oliver Stilling