Europas sjæl?

Det var en lidt mat formand for EU-Kommissionen, der onsdag gik på gulvet for at holde sin State of the Union-tale. Så sent som i april så vi en sprællevende Ursula von der Leyen levere en sønderlemmende og rettidig kritik af både Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, og Det Europæiske Råds formand, Charles Michel, for bogstaveligt talt at trække stolen væk under hende på et pressemøde i Tyrkiet. Anderledes upassioneret gik det for sig i denne omgang, og vi forstår faktisk godt von der Leyen.

En times diplomatisk jonglering med de mange interne og eksterne problemstillinger, EU står overfor, kalder på det, man inden for atletikkens verden kalder pacing. Lægger du dertil, at ingen havde gjort sig den ulejlighed at sætte en teleprompter op (du troede vel ikke, det var dig, Obama kiggede på, når han leverede sine veltrimmede sætninger?), har du opskriften på det, man kunne kalde en afdæmpet tale.

Pakket lidt uoriginalt ind i en fortælling om behovet for en “europæisk sjæl“ kom de så frem, problemstillingerne. Von der Leyen udtrykte både et ønske om at skabe en samlet forsvarsunion, et mere omfattende samarbejde på sundhedsområdet, konsensus om økonomiske grundregler, når det kommer til optagelse af gæld og statsunderskud i medlemslandene og at skabe et offensivt modspil til Kinas politiske infrastrukturprojekt, Belt and Road. Hun kom med et par subtile svirp til lande som Polen og Ungarn, der begge har været på kollisionskurs med den europæiske Rule of Law, og hun udtrykte et ønske om at skabe en fælles europæisk migrationspolitik.

Selvom von der Leyen i de fleste tilfælde gled hen over pointerne uden at komme ned i den betændte materie, må man give hende, at der ikke var mange pirrelige emner, hun ikke fik berørt. Netop derfor virkede succesfortællingen om det europæiske vaccinesamarbejde og drømmen om en europæisk sjæl som en lidt for karrig rammefortælling. Hun burde nok som minimum have udfoldet, hvad denne europæiske sjæl egentlig er for en størrelse, for på nuværende tidspunkt skal der mere til end en fælles kærlighed til Wienervals og Apfelstrudel, hvis medlemslande som fx Tyskland og Ungarn skal findes fælles fodslag i en dans om europæiske værdier, når det kommer til fx migrationspolitik.

Bo Lidegaards sjæl?

En sammensmeltning af tilsyneladende ideologisk uforenelige standpunkter kan dog se ud til at komme fra en uventet fløj. Nu tror vi ikke, at Angela Merkel eller Viktor Orbán sidder og læser Weekendavisen og ser Deadline (selvom man jo aldrig kan vide). Hvis de gjorde, ville de til gengæld kunne se den tidligere chefredaktør på Politiken Bo Lidegaard fortælle, at han groft sagt er gået fra at være mere “Wir schaffen das” end “Build the wall” til det modsatte. Manden, der stod i spidsen for en avis med ordet “menneske“ i første sætning af deres visionspapir, ombestemte sig efter flygtningekrisen i 2015.

Lidegaard fortalte mandag i Deadline, at han har ændret holdning, fordi han i 2015 havde en “manglende tro på, at man kan kontrollere EU’s ydre grænser. Det jeg jo må konstatere i dag – og der er jeg bestemt blevet klogere – det er, at det har jo vist sig at være muligt”. Det må være helligt vand på Orbáns mølle pludselig at høre pladderhumanisterne fra nord sidde og sige, at “dengang var det højrepopulisterne, der sagde, at det kunne vi gøre. Og det må jeg så konstatere, at det kunne vi faktisk”.

Især i Deadline-studiet blev Lidegaard hovedsageligt stillet til ansvar for sin holdningsmæssige kovending, men man kunne også have spurgt, hvor det er, han ser en velfungerende kontrol med EU’s ydre grænser. I Ungarn hvor migranter rutinemæssigt og med vold bliver skubbet tilbage over den serbiske grænse i et sådant omfang, at det notorisk hårde europæiske grænseagentur, Frontex, i januar skyndte sig væk? Eller i Grækenland og Kroatien, hvor rapporter har peget på, at den samme ulovlige pushback-mekanisme flittigt bruges – i flere tilfælde med døden til følge for de flygtninge og migranter, der skubbes tilbage?

Hvis og når samtalen om EU’s ydre grænser igen blusser op, virker det for letkøbt at godtage præmissen om, at den vestlige del af Europa ved at se på grænsehåndteringen i fx Østeuropa har fået et eksempel til efterlevelse.

Vi er godt med på, at sådan en gang Apfelstrudel er en omgang tæt på tomme kalorier. Men hvis den alternative europæiske sjæl skal findes i hermetisk lukkede grænser og et Fort Europa, så tager vi den ideologiske flødeskumsservering any day. /Asta Kongsted