Orbáns elite

Når Viktor Orbán har kunnet integrere og eksportere fortællingen om en liberal elite, der har erklæret krig mod traditionelle, konservative idéer, så er det et udtryk for, at han er lykkedes med at skabe en fortælling om Øst versus Vest – en fortælling, som man skal være påpasselig med at købe ind på. Det mener i hvert fald István Hegedűs, der er politisk analytiker, formand for NGO’en Hungarian Europe Society… og som derudover var Orbáns partifælle i Fidesz i de spæde, post-kommunistiske 90’ere. Her sad de sammen i parlamentet og i partiets ledelse, indtil Hegedűs i 1994 forlod Fidesz.

Det fortæller han mig over en kop kaffe på Skål i Budapest, en bar der, ifølge Tripadvisor, er ”verdens værste bar”. Det viser sig, at det er vores fælles kontakt, der har udvalgt den, så nu sidder vi lidt akavet på klapstole uden for, mens popmusik brøler ud af højtalerne inde på skodbaren. Stedet virker emblematisk for Budapests festkultur og mindre sigende for, hvad der foregår uden for bygrænserne.

Hvad var dit indtryk af Orbán, da du først mødte ham? 

”Vi mødtes første gang, da jeg trådte ind i Fidesz i 1988. Dengang var det en meget anderledes gruppe mennesker: alternativt udseende mennesker – ikke yuppier, ikke konservative – med stærke, progressive holdninger. Vi var progressive liberale som troede på mediefrihed, markedsfrihed og på at bygge et nyt demokratisk samfund op. Det var en liberal tid i Ungarn, men vi [i Fidesz] var i særklasse liberale. Der var et kollektivt lederskab og Orbán var klart i front, men i mine øjne var han ikke nogen naturlig leder.“

Naturtalent eller ej, Orbán fik i de efterfølgende år cementeret sit lederskab. Hegedűs fortæller, hvordan Orbán og hans partifælle László Kövér, som i dag er parlamentsformand og Fidesz’ “chefideolog“, sammen startede en offensiv mod landets andet liberale parti, der var under ledelse af gamle systemkritikere: ”Vores parti var startet af unge mennesker, og de gamle dissidenter brugte sommetider et provokerende sprog. For Orbán og Kövér var det en slags bevis på, at de havde tænkt sig at æde vores parti op. De troede, at det andet liberale parti i sammensværgelse med liberale intellektuelle og liberale medier havde tænkt sig at skubbe os ud, fordi de kritiserede os. Og Kövér, der især var en paranoid fyr, så det som bevis på, at de her dissidenter var en slags gangsters. Og hvad gør man med gangstere? Man bruger deres metoder imod dem. Den her strategi, som de stadig benytter sig af, er 30 år gammel og det er deres paranoia også.”

Men det her med at gøre de andre partier til politiske fjender behøver vel ikke være paranoidt, kan det ikke bare være et klassisk, politisk magtspil? 

”Internt i partiet var det åbenlyst, at man brugte paranoiaen strategisk. Men det var svært at kæmpe imod, fordi det gik partiet så godt. Samtidig kunne vi se, at Orbán og Kövér begyndte at rykke til højre og gå ind for sære, antidemokratiske eller antiliberale synspunkter og gøre muligheden for ideologisk debat sparsom. Når der hersker en stærk diskurs om, at man bliver undertrykt af en elite og at dem, der kritiserer partilinjen, bare er agenter for den elite, er det svært at kæmpe imod. I sidste ende blev de af os, der satte spørgsmålstegn ved den linje marginaliseret, og måtte trække os. I midten af 90’erne erklærede Orbán og Kövér, at Fidesz gik ind for kristne værdier, de holdt op med at bruge ordet ‘liberal’ og sagde i stedet at de var ‘frit tænkende’ og til sidst at de var ‘konservative’.”

Hvordan kunne det lade sig gøre over for vælgerne? Det var, som du siger, en liberal tid, og som jeg forstår det er Ungarn ikke et udpræget katolsk land? 

Det handlede ikke kun om religion. Det var en pakke af forskellige budskaber, som de siden har udviklet: Ultrakonservative idéer, støtte til landområderne, paternalistisk sprogbrug, angreb på Bruxelles, angreb på eliter og en mobilisering af folk baseret på frygt – for migranter i 2015 og nu for homoseksuelle.

Ungarn blev om nogen ramt hårdt af finanskrisen i 2008. På det tidspunkt havde Orbán med partiet Fidesz ikke været ved magten siden 2002, hvor de tabte til den uafhængige kandidat Péter Medgyessy, der siden blev afløst af Ferenc Gyurcsány fra Ungarns Socialistparti. Bare navnet Gyurcsány vækker den dag i dag afsky blandt mange ungarere. Under hans valgkamp i 2006 kom det frem, at han havde fiflet med og løjet om statsbudgetterne på en måde, mange tilskriver landets økonomiske deroute, der gjorde dem særligt sårbare i 2008. Da Orbán i 2010 kom tilbage til magten lå oppositionen i ruiner, og jorden var gødet for Orbáns populistiske tankegods.

Orbán har lykkedes med at skabe et narrativ om en underdog Østblok versus en stor, vestlig elite – et narrativ, der ifølge dig strækker sig helt tilbage til 90’erne. Men mange mennesker føler jo virkelig, at der findes en elite, som er ligeglad med, hvad der foregår uden for byerne. Er det ikke i nogen grad sandt? 

”Der er en stor følelse af underlegenhed – selvom vi ikke burde have det sådan – i mange centraleuropæiske lande, og Orbáns retorik understøtter en følelse af, at vi altid er blevet snydt af Vesten: ‘De hjalp os ikke i 1956 under revolutionen, ingen kom og befriede os’. Men det er en misforståelse. Jeg køber ikke argumentet om, at der findes en definitiv Øst/Vest-skillelinje. Der er til gengæld nationalistiske, populistiske kræfter, som bruger myte, frygt, misforståelse og historisk halve sandheder til at skabe et narrativ om, at de her forfærdelige vesterlændinge undertrykker os.”

Følelsen af underlegenhed begyndte at spire i 90’erne i takt med, at spørgsmålet om et EU-medlemskab kom på tale. Da EU begyndte at evaluere Ungarns fremgang, voksede der samtidig en fortælling frem om, at man i Vesten ikke accepterede østeuropæisk kultur, fortæller Hegedűs. Men den holder ikke: ”De centraleuropæiske lande, der ikke ledes af populister, ville aldrig købe præmissen om, at vi er undertrykte. I de baltiske lande – og selv i Tjekkiet – køber man den ikke. Den ungarnske opposition og den polske opposition er meget pro-EU og accepterer alskens ‘vestlige idéer’ – fordi de er europæiske idéer, ikke vestlige idéer.”

Man skulle ikke tro, det var muligt, men på Skål-bar har de skruet endnu højere op for musikken, og folk er begyndt at købe shots. Det begynder at ligne et kapløb med tiden.

Jeg køber stadig ikke helt, at fortællingen om den store, onde elite ikke skulle bunde i en eller anden form for sandhed. Er det ikke reelt nok, hvis ungarerne føler, Orbán repræsenterer folkets kamp mod eliten? 

Hegedűs læner sig ind over det vakkelvorne bord: ”Der er altid grupper, der bekendtgør at ‘vi er folket’. Men som Jan Werner-Müller siger i Hvad er populisme?: Hvis de er folket, hvorfor stemmer alle folk så ikke på dem? Fordi de kun repræsenterer en del af folket.”

Filosoffen Slavoj Žižek sagde i 2006, at hvis man ikke var villig til at kritisere kapitalismen, så kan man heller ikke kritisere den udvikling, der er sket i Ungarn. Liberale markedsprincipper, som Ungarn måtte købe ind på for at blive optaget i EU, skaber økonomisk ulighed. Udnytter populisterne ikke bare en situation, som er skabt af fattigdom? 

”Žižek er en neo-marxist hvilket ikke lige er min kop the, og her kritiserer han den liberale markedsøkonomi, hvilket heller ikke er min kop the. Men det er what about-ism.”

Men Orbán vendte stærkere tilbage efter Ungarns Socialistparti prøvede at inkorporere – måske for hurtigt – et liberalt marked. Og så kollapsede økonomien. 

”Det mener jeg ikke. Det var ikke for hurtigt. Det var for sent og for langsomt. Fejlede det? Det mener jeg ikke. Er der mange mennesker i Ungarn, som er fattige. Selvfølgelig. Var det det samme for 30 år siden? Ja, det var endnu værre. Det var meget, meget værre!” /Asta Kongsted 

Artikelserien udgives med tilskud fra Europa-Nævnet.