Jason Lee/Reuters/Ritzau Scanpix
Økonomer holder i disse dage vejret: Er Kina på vej til at få sit eget Lehmann Brothers-øjeblik? Da den amerikanske bank indleverede sin konkursbegæring tilbage i 2008, sendte det chokbølger gennem finansverdenen. Lehmann Brothers historiske kollaps var om noget et vendepunkt i finanskrisen; med ét kom det famøse “too big to fail“-diktum på alles læber. Nu er den så gal hos den kinesiske ejendomsudviklingsgigant Evergrande. Gælden har hobet sig op, et kollaps synes uundgåeligt. Hvordan vil Kina håndtere situationen? Er Evergrande for fed til at fejle? Og vil krisen atter sprede sig? Det er i hvert fald ikke småpenge, Evergrande skylder væk. Rundt regnet menes ejendomsudviklingsselskabets gæld at løbe op i 300 mia. dollar, og selskabet mangler likviditeten til at betale sine kreditorer. Søgsmålene står i kø, mens Evergrande allerede har tabt en stor del af sin markedsværdi.
Problemet er i bund og grund dette: Et byggeboom har i årevis pumpet ejendomsmarkedet op i Kina, så boligsektoren nu udgør mellem 15 og 30 pct. af landets BNP. Med forventningen om at den voksende, kinesiske middelklasse ville være på jagt efter stadigt flere boligkøb, har bankerne villigt lån penge ud – men dette har efterhånden skabt bekymring i Beijing. For at dæmpe den vilde udvikling har regeringen skredet ind og tvunget ejendomsselskaberne til at begrænse gældsfesten. Præsident Xi Jinping har ikke just været begejstret for tanken om, at bankerne har haft så mange penge ude at svæve på ejendomsmarkedet. Imens har Evergrande bundet sig på hænder og fødder, da man har valgt at sælge op mod 1,6 mio. ejendomme, som endnu ikke står færdige. Og nu hvor pengekassen er klappet i, kan man ikke længere låne nok midler til at færdiggøre byggerierne.
I desperation har Evergrande forsøgt at betale sine kreditorer i alt fra ejendomme til parkeringspladser i stedet for rede i penge. Ja, man har sågar forsøgt at låne penge af de ansatte – endog med trusler om, at folk ikke vil modtage deres optjente bonusser, hvis ikke der punges ud. Men lige lidt hjælper det: I dag, mandag, skulle der betales afdrag på mange af Evergrandes lån, men selskabet har måttet meddele bankerne, at de ikke vil få deres penge. Den kedelige nyhed har allerede sendt chokbølger gennem børsen i Hongkong. Og det er snart ikke til at sige, hvordan det kinesiske aktiemarked vil reagere, når der onsdag åbnes for handlen efter den traditionsrige Månefestival. Vil panikken sprede sig? Hvad skal der ske med de mange halvfærdige boliger? For slet ikke at tale om de 3,8 mio. jobs, som Evergrande menes at skabe?
Som økonomihistoriker Adam Tooze skriver, er krisen mildest talt en udfordring for den kinesiske regering. Ingen er selvsagt interesserede i at se et nyt finanskrak forårsaget af hovedløse lån og veritabel chokbølgeeffekt. Noget må potentielt gøres, hvis ikke Evergrandes kollaps skal have indvirkning på den øvrige økonomi. Men omvendt vil Xi Jinping nok også været noget loren ved at komme ejendomsudviklingsgiganten til undsætning. Årsagen til, at man i første omgang valgte at indføre regulering mod Evergrande og kompagni, var bl.a. for at give dem en advarsel: Præsidenten ville fortælle, at man ikke bare kan stifte gæld til højre og venstre, uden at der kommer konsekvenser. Af samme grund ville det være ret meget mod hensigten, hvis man alligevel redder Evergrande med en statslig pengeindsprøjtning. Xi Jingping kan meget vel se offeret som nødvendige (men dyrt købte) lærepenge. Budskabet kan blive, at ingen er for fede til at fejle – heller ikke Kinas ubehjælpelige svar på Lehmann Brothers. /David Dragsted