Nyhedsanalysen

Demokratisk morgenluft og cyberangreb ved de ungarske primærvalg 

0:00 / 0:00

Er Ungarn klar til forandring? Foto: Asta Kongsted

“Allerede fra i morgen vil vi begynde at frigøre Ungarn fra Viktor Orbáns styre,“ lød de lovende ord fra Budapests borgmester, Gergely Karacsony, da han fredag indledte sin valgkamp for at afløse landets autokratiske leder, Viktor Orbán, ved valget i foråret 2022.

Kampen, der venter Karacsony og fem andre oppositionskandidater, ligner dog ikke noget, man har set før i Ungarn. Ja, den er i det hele taget atypisk. I stedet for at kæmpe mod hinanden om at vippe Orbán af pinden, har landets største oppositionspartier nemlig netop indledt en primærvalgsproces for at finde én enkelt kandidat, som de alle vil stille sig bag.

Når ungarerne til foråret går til valg, vil der på den måde kun være en enkelt modkandidat til Viktor Orbán. Hvem valget falder på vil formentlig blive afgjort indenfor den kommende uge, hvor Ungarns første primærvalg løbende bliver afholdt. Den vigtigste beslutning er dog på sin vis allerede truffet: Oppositionen står sammen om at finde den stærkeste modstander til Orbán og om at sikre, at valget for en gangs skyld bliver “en fejring snarere end en hån mod demokratiet“, som Karacsony sagde i sin valgtale.

At primærvalgene allerede på førstedagen blev udsat for et cyberangreb kunne dog tyde på, det ikke er alle, der deler den drøm. Det vender vi tilbage til.

Blandet landhandel

Umiddelbart virker det fuldstændig uladsiggørligt, at oppositionspartier, hvis forskelle ikke har deres lige på det danske politiske spektrum, skulle kunne enes. I koalitionen finder vi bl.a. det højrenationalistiske parti Jobbik, der indtil for få år siden yndede at tage deres antisemitiske udtalelser med på talerstolen i Ungarns parlament, liberale og EU-begejstrede Momentum som endnu ikke er valgt ind i parlamentet og Ungarns socialdemokratiske parti, som har været afsindigt upopulære siden 2006, hvor det kom frem, at deres partileder og daværende premierminister Ferenc Gyurcsány havde fiflet med statsbudgetterne. En sølle forsamling skulle man tro. Men det er faktisk ikke tilfældet.

I 2019 havde oppositionspartierne relativt stort held med at lave et lignede koalitionsnummer ved landets kommunalvalg. Her lykkedes det fx Karacsony at blive borgmester i Budapest, på trods af at Orbáns parti, Fidesz, har inddelt byens valgdistrikter på en måde, der skulle gøre det umuligt at samle nok oppositionsstemmer indenfor et enkelt distrikt. Ved kun at tilbyde vælgerne en enkelt modkandidat, lykkedes det på utrolig vis flere steder. Hvis regeringen før havde kunnet udnytte splittelsen i oppositionen, var det ikke længere en mulighed.

Løsningen er selvfølgelig ikke helt uproblematisk. Da Føljeton i sidste uge besøgte Budapest, fortalte vores tolk, at en nær, jødisk ven i 2019 havde været tvunget til at stemme på det tidligere åbenlyst antisemitiske Jobbik. Deres kandidat var det eneste alternativ til Orbán i lige netop hans distrikt. Beslutningen var svær og ikke uden personlige omkostninger, men i sidste ende vandt modviljen mod Orbán.

Den afvejning stemmer overens med, hvad den politiske analytiker István Hegedűs ser ske blandt mange vælgere, fortalte han til Føljeton under samme besøg: “På nuværende tidspunkt er det ikke så vigtigt, hvilket parti oppositionens kandidat kommer fra. For de fleste vælgeres vedkommende gælder det, at de hader Orbán og vil stemme på en kandidat, der har en chance. Hvis hele oppositionen er enig om beslutningen, vil 90 pct. af deres vælgere støtte den kandidat.“ Politisk uenighed til trods er oppositionen og dens vælgere klar til at vejre demokratisk morgenluft og våbenhvile.

Men så var der lige det der cyberangreb…

Bare to timer efter valgprocessen lørdag var gået i gang, opdagede man en “mass load“ af ukendt aktivitet i det digitale valgsystem. “Udover de mængder af vælgere, der søger forandring, var der også andre, der interesserede sig for primærvalget,“ skrev arrangørerne i en pressemeddelelse efter at have lukket valgstederne og udskudt valget.

Det er endnu ukendt, hvem der stod bag angrebet, men de seks samlede oppositionspartier har peget på regeringen som en mulig gerningsmand. I en pressemeddelelse udtalte de lørdag, at “lige meget hvor mange angreb, lige meget hvor eller hvem de kommer fra, kan ingen kraft stoppe den historiske proces for enden af hvilken, Ungarns borgere vil få lov til at vælge, hvem der bliver den demokratiske oppositions premierministerkandidat, og hvem der vil møde folket med styrke ved valget i 2022“.

Et døgn senere svarede regeringen tilbagelænet på anklagen om at have obstrueret valgsystemet: “Lad være med at bebrejde andre for jeres egen inkompetence!“ Oppositionen genoptog valgprocessen mandag morgen. /Asta Kongsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12